Efter lang tids snak, debatter, resolutioner, høringer og hvad der ser ud til at have været en intens lobbyindsats, landede EU-Kommissionens længe ventede forslag om virksomhedsansvar i slutningen af februar.

Forslaget om at øge virksomheders ansvar for, hvad der sker i deres forsyningskæder – det, der på engelsk også kendes som corporate due diligence – handler om at stille virksomheder til ansvar for, hvad der sker i deres forsyningskæder, også når det findern sted udenfor EU’s grænser.

Det betyder, at hvis man finder ud af, at et europæisk tøjmærke eksempelvis får syet deres tøj af børne- eller slavearbejdere i Asien, så skal nogen kunne stilles til ansvar – også her i Europa. Idéen er, at virksomheder ikke skal kunne benytte suspekte underleverandører, der ødelægger miljøet og overtræder menneskerettighederne.

Ngo’er, progressive politikere og andre har længe efterspurgt muligheden for at håndtere den slags problemer. Så man kunne måske tro, at alle nu ville være glade.

Sagen er bare den, at det er vi ikke.

Jeg er nemlig, ligesom mange andre, ikke blot skuffet over, hvordan Kommissionens forslag er endt med at se ud, men også bange for, at det kan være skadeligt på flere punkter.

Det er jeg blandt andet, fordi forslaget dækker alt for få virksomheder, er for uklart og kan føre til ansvarsforflygtigelse.

Hertil kommer, at jeg mildest talt er skeptisk overfor en idé om at lade virksomheder være ansvarlige for i så høj grad at vogte over sig selv, og beslutte, hvad der skal holdes øje med eller ej.

Regler rammer for få

Et af de helt store problemer med forslaget er, at det lige nu ser ud til at dække så få virksomheder. EU-Kommissionen mener nemlig kun, at de nye regler skal gælde for store virksomheder. Men hvad er en stor virksomhed?

Set fra Kommissionens kontorer i Bruxelles er det en virksomhed med over 500 ansatte og en omsætning på over en 1,1 milliard kroner (150 millioner euro). Virksomheder i sektorer, hvor misbrug og miljøfusk er veldokumenterede, skal dog følge reglerne, hvis de har helt ”ned” til 250 ansatte.

Er man kun en ”lille” virksomhed, der omsætter for en halv milliard om året, kan man derfor ånde lettet op. Og det er der mange eksempelvis danske virksomheder, der vil gøre.

Men hvad betyder det i en dansk kontekst? Hvor mange, eller måske rettere: Hvor få virksomheder vil det omfatte?

Ud af de over 325.000 danske virksomheder, der er registreret, betyder det ifølge Danwatch, at kun lige over 400 danske virksomheder ifølge-2020 tal vil blive påvirket. Det svarer til cirka 0,13 procent af det samlede antal danske virksomheder.

Men i betragtning, af lovforslaget ydermere kun gælder virksomheder med mindst 500 ansatte, er tallet faktisk endnu lavere: Som Altinget skrev i januar, er der med den udregning snarere tale om cirka 250 virksomheder.

Fælles for de to tal er, at de ikke just er imponerende. Ser vi ud over de andre EU-lande, ser vi lignende billeder.

Vi risikerer altså at lave regler for de få.

Risiko for ansvarsforflygtigelse

Der er en klar fare ved at dække de allerstørste, men ikke andre. For på den ene side er der jo nu regler, men på den anden side gælder reglerne ikke for alle.

Selv om man kan have diverse erhvervsmæssige betragtninger om grænser, og hvem der skal og ikke skal dækkes, skal man huske på en ting: Én udnyttet børnearbejder er én udnyttet børnearbejder, uanset størrelsen på den europæiske virksomhed, der er involveret.

Det samme gælder miljøskader og skovrydning. Et træ fældes, hvad enten det bruges af IKEA eller en virksomhed, der ”kun” omsætter for 800 til 900 millioner om året.

Et tredje problem er, at EU’s forslag om virksomhedsansvar kan føre en til form for ansvarsforflygtigelse, ikke mindst fra myndighedernes side. I stedet for at vedtage klare og utvetydige regler, overføres en del af ansvaret – og håndhævelsen – til private virksomheder.

Det skaber usikkerhed om håndhævelsen og uklarhed over, hvilke standarder, der rent faktisk gælder. Samtidig kan det også skabe problemer for udenlandske leverandører at finde ud af, præcist hvilke regler, de forventes at følge.

Reglerne skal strammes op

Heldigvis kommer de endelige regler til at rykke ved forslaget fra Kommissionen. Jeg vil eksempelvis, sammen med kollegaer, ngo’er og andre, kæmpe hårdt for, at reglerne bliver gevaldigt opstrammet. Desværre ser det ud til, at andre vil kæmpe for, at de bliver udvandet endnu mere.

Desværre er behovet for ændringer stort.

Lige nu er det eksempelvis uklart hvor store bøder, virksomheder kan pålægges. Og hvis vi er ærlige, er det en vigtig faktor. For visse virksomheder kan deres iver efter at følge reglerne nok godt antages at blive påvirket af, hvorvidt de skal betale ti tusinde eller ti millioner i bøde.

Samtidig skal det også være er klokkeklart, hvordan myndighederne kan og skal kontrollere, at virksomhederne rent faktisk lever op til kravene. Dette bør være åbenlyst, medmindre man tror på, at alle virksomheder altid vil lade profitten være anden prioritet.

Selv det er godt, at der kommer regler, hvor de manglede, synes jeg overordnet set, at Kommissionens udspil desværre lugter af at være for lidt, for sent og for dårligt.

Vi skylder verden og vores børn at være mere ambitiøse.

Indlægget blev bragt på altinget.dk den 21. marts 2022. Det kan finder her.