Skal USA bestemme hvem der må få ordet i FN? Det er der nok få der mener, men det er faktisk hvad Trump og hans folk lige nu prøver på. Nærmere bestemt er Wasghington ved at søge at forhindre palæstinensiske politikere og embedsfolk fra at nå frem til FNs generalforsamling, gennem at nægte visa til dem. Dette på trods af, at det klart strider med aftalen fra 1947 om FN’s hovedkvarters placering og det, at FN må invitere lige præcis dem de vil, til at tale.
Men USA under Trump er, som bekendt, ret ligeglade med den internationale retsorden. Derfor ser det nu ud til at bl.a. præsidenten for Den Palæstinensiske Myndighed, Mahmoud Abbas, ikke længere, som han ellers har gjort flere gange før, vil kunne tale til generalforsamlingen. Det på et tidspunkt hvor Gaza sønderbombes mens befolkningen udsultes og Netanyahu åbent drømmer om annektering. Som om det ikke var nok, er det samtidigt en generalforsamling hvor det forventes at endnu flere lande, herunder fra Europa, forventes at annoncere at de nu – langt om længe – vil anerkende Palæstina som en selvstændig stat. Annonceringer Trump og hans folk håber kommer til at ske uden at Palæstina selv kan have en stemme i salen, på trods af at FN ellers have inviteret det palæstinensiske selvstyre til at komme og tale.
USA ønsker at tie Palæstina ihjel, det er klart. Men det hverken bør eller behøver vi at acceptere. Ligesom vi på samme måde er nødt til at trække en klar streg i sandet når Trump på denne måde tror han skal have ret til i praksis at diktere hvem der må og ikke må tale til FN. Ærlig talt, hvis vi bøjer nakken her, hvad bliver så det næste?
Derfor bør både Danmark og EU klart arbejde for, at vi sikrer palæstinenserne ret til at blive hørt og klart afviser Trump. Mere konkret ved at vedtage at flytte enten den kommende generalforsamling, eller måske mere realistisk en eller to dens sessioner, til Genève.
Før borgerlige kommentatorer farer i blækhuset med påstande om, at det ikke kan lade sig gøre, skal man huske på, at det i så fald ikke vil være første gang det sker. Tilbage i 1988 forsøgte USA nemlig også at forhindre at en højtprofileret palæstinenser, asser Arafat, på trods af en klar invitation fra FN, kunne tale til FN-forsamlingen, ved netop at nægte ham visum. Dengang flyttede man som konsekvens midlertidigt Generalforsamlingen til Geneve, både så han kunne tale og så USA forstod, at de ikke skulle kunne diktere FN’s talere.
Med Danmarks rolle som formand for EU dette halvår, ville det være naturligt at vi kæmpede for den idé. En idé der bl.a. støttes af EU-landet Luxembourg.
Der er vel næppe nogle tilbage der er så naive at de tror, at hvis Trump slipper afsted med at gøre dette én gang, så vil han blot gøre det igen og igen – og mod flere og flere?
Indlægget er oprindeligt bragt i Nordjyske, og kan findes der via dette link.







