Som gammel EU-skeptiker har jeg aldrig haft for mange varme følelser om ”Europadagen” – dagen som EU ynder at bruge på at fejre sig selv og sin herlighed.
Det har jeg sådan set stadig ikke, men alligevel må jeg indrømme at 9. maj, Europadagen 2025, langt mere end tidligere, faktisk har fået mig til at tænke over EU’s rolle, muligheder og udfordringer.
Det skyldes ikke at jeg pludseligt er blevet glødende pro-europæer, men derimod en kombination af mit snart første år som medlem af EU-Parlamentet, og den stærkt bekymrende udvikling i ikke mindst vores forhold til USA.
De lange, mørke skygger fra USA
Det kommer næppe som en overraskelse, at jeg aldrig har været den store beundrer af USA og dets udenrigspolitik, en politik mange danske regeringer har fuldt alt for tæt.
Når det er sagt, så synes jeg på mange måder at skyggen fra USA’s politik over Danmark og Europa sjældent har været så mørk, som den er nu.
Man kan starte med Trumps konstante forsøg på at presse og afpresse EU og dets medlemmer til at slække på diverse forbruger- og miljøbeskyttelsesregler, og derfra bevæge sig videre til hans absurde og tydeligvis Putin-inspirerede politik for Ukraine.
Her stopper det dog ikke, og jeg havde ærlig talt aldrig forestillet mig, at jeg skulle opleve en amerikansk præsident, endda gentagne gange, true med at overtage Grønland, uanset hvad Grønland eller Danmark siger til det.
Ej heller havde jeg forventet vi skulle se så klare historier i medierne om, hvordan vi kan forvente øget spionaktivitet og påvirkningskampagner vendt mod Grønland og Danmark fra vores såkaldte-allierede, USA.
Læs også:Den skuddræbte præsident McKinley kan være nøglen til at forstå Donald Trump
Den mørke skygge ligner mere og mere en tordensky, og derfor forstå jeg heller ikke, at der stadigt føres en politik, der synes at tage udgangspunkt i, at USA er vores allerbedste ven og allierede.
Eksempelvis forstår jeg ganske enkelt ikke, hvordan vi kan tillade, at det amerikanske konsulat i Nuuk på den baggrund ikke lukkes.
Stod det til mig, skulle Danmark i stedet, stille og fredeligt og af diplomatiske kanaler, meddele amerikanerne, at så længe de truer med at annektere Grønland, så kan vi hverken acceptere at de sender flere spioner dertil, eller at de opererer med et konsulat.
I samme tråd forstår jeg ikke, at man stadigt vil åbne amerikanske baser i Danmark og give amerikanerne helt sindssyge beføjelser i den forbindelse.
En dyr og farlig afhængighed
Det er tydeligt at dansk politik længe har lidt af en absurd uafhængighed af USA, og en manglende evne til at kunne sige klart fra, nærmest lige meget hvad vi præsenteres for.
Samtidigt er det en afhængighed, der står i kontrast til hvordan andre reagerer.
Tag blot Portugal, der tog konsekvensen af USA nye utilregnelighed, og aflyste deres bestilling på de hundedyre F35 kampfly, ganske ligesom Canada besluttede sig for, at det ville være meget dumt at købe flere F35 af USA.
I samme tråd taler snart sagt hele Europa om at gøre os bedre i stand til at forsvare vores eget territorie og samtidigt mere uafhængige når det gælder militært udstyr, herunder ikke mindst af USA.
Det er et synspunkt, men spørgsmålet er om det holder?
I Danmark derimod, der har vi en forsvarsminister, der i ramme alvor mener at vi i den nuværende situation skal købe flere F35 af det USA, der ikke udelukker at bruge militær magt mod os.
Blind for den potentielle trussel ved at købe fly af et land, der i morgen kan beslutte sig for at lukke for vores adgang til essentielle softwareopdateringer og reservedele til flyene, mener han vi skal bruge flere.
Det på trods af at der jo faktisk eksisterer alternativer til F35, herunder europæiske fly, der både kan være billigere at anskaffe og flyve, end de amerikanske F35. Europæiske fly som andre Europæiske og NATO-lande bruger.
Danmark er åbenbart ikke stor nok
Som begrundelse for ukritisk at fortsætte med den sikkerhedsfarlige afhængighed af amerikansk isenkram, der hvor alternativer eksisterer, der sagde Troels Lund Poulsen blandt andet i marts at ”Vi er slet ikke store nok i Danmark til at have flere typer kampfly”.
Det er et synspunkt, men spørgsmålet er om det holder? Selv om jeg på ingen måde er ekspert ud i krudt-og-kugler-disciplinen så synes jeg dog at det virker lidt for letkøbt.
Dels har Danmark jo i forvejen, både historisk og nu, forskellige våbensystemer på en lang række områder, fra flådefartøjer og kampkøretøjer, til ting der kan flyve.
Læs også:Mette F. vil speede forsvaret op i en fart: Nu er der nyt
Danmark har eksempelvis for nyligt afgivet ordre på finske pansrede mandskabsvogne, mens man sidste år besluttede sig for at købe svenske kampkøretøjer.
Så der kan man åbenbart godt operere med forskellige systemer.
Samtidigt kan jeg ikke undgå at bemærke at ganske mange andre lande, herunder lande med nogenlunde samme størrelse som Danmark, sjovt nok formår at operere med forskellige typer af kampfly – det gælder eksempelvis både Singapore og Tjekkiet.
Mener vores forsvarsminister mon at vores luftvåben er så meget dårligere end dem?
Vi bør træde ud af skyggen
Hvorvidt Danmark overhovedet har behov for flere kampfly, det ved jeg ærlig talt ikke.
Men hvis det skulle vise sig, at det er nødvendigt for vores territorialforsvar og forpligtigelserne til at hjælpe vores naboer med forsvar, så kan jeg ganske enkelt ikke forstå, at det skulle give mening at øge vores farlige afhængighed af Trump-regimet.
I stedet for at gemme os og håbe på at solen på magisk vis finder frem til os, mener jeg i stedet, at vi aktivt skal træde ud den mørke skygge.
Læs også:40 års udenrigspolitik i USA’s skygge
Det betyder at vi både skal turde sige fra overfor bøller med ekspansionsdrømme og sikre, at vi er stand til at beskytte vores territorie og befolkning.
En af måderne vi kan gøre det på, er ved at kigge ud fra skyggen, herunder ikke mindst til det Europa, der lige nu er ved at søge at gøre sig uafhængige.
Måske vi endda kunne lære noget af dem, der synes at være bedre til at være uafhængige af USA end vi er.
Er det ikke forsøget værd?
Indlægget er oprindeligt bragt i Netavisen Pio, og kan findes der, via dette link.
