1. juni skal vi til stemmeurnerne igen for at stemme om, hvorvidt vi skal afskaffe Danmarks 29 år gamle fritagelse fra EU’s militære samarbejde.
Hvorfor præcist afstemningen skal finde sted 1. juni, er der ikke rigtig kommet en god forklaring på.
Nogle vil måske spørge om datoen virkeligt er så vigtig. Det er den, fordi den betyder, at der er under tre måneder til at diskutere og tænke over noget så vigtigt, som Danmarks deltagelse i et dårligt defineret og skidt fungerende militært samarbejde. Et samarbejde der trods årtiers snak stadigt primært fungerer som platform for at sende soldater til tidligere franske og belgiske kolonier.
Bunkevis af ubesvarede spørgsmål
Listen af spørgsmål, der burde besvares før danskerne overhovedet spørges, er lang. Så lang at jeg på ingen måde har plads til at præsentere dem alle her. Derfor vil jeg nøjes med at spørge:
Hvad er det for steder og konflikter, vi skal kunne sende soldater hen, hvor hverken FN eller Nato synes det er en god ide? Hvad er det for krige vi ikke allerede kan deltage i, som man nu mener, vi har behov for at vikle os ind i?
Hvor ønsker vi, at EU’s militære samarbejde bevæger sig hen? Her i Bruxelles ønsker EU-Kommissionen, flertallet i EU-Parlamentet og magtfulde lande som Frankrig og Tyskland at afskaffe landenes vetoret i udenrigspolitikken. Hvad mener JA-partierne om det forslag?
En afskaffelse af forbeholdet kan få store konsekvenser, og derfor har befolkningen krav på at få svar fra JA-partierne på, hvad de virkeligt vil opnå.
Stærkt bekymrende erfaringer
Skulle fundamentale spørgsmål ikke være nok til at få bekymringerne frem, er det måske noget andet der kan: EU’s militære historie og drømme de sidste 30 år.
De erfaringer og den historik, der indtil videre er opnået med EU’s militære dimension, har langt fra været rosenrød. Et eksempel på en skandale med EU-soldater er beskyldningerne om, at franske EU-soldater skulle have foretaget tortur under ‘Operation Artemis’ i den Demokratiske Republik Congo.
Et andet er da FN dokumenterede alvorlige seksuelle overgreb på børn, under EU’s EUFOR RCA militære mission til den Central Afrikanske Republik.
Spørgsmålet er, hvorvidt det er noget, man synes Danmark er tjent med at være en del af.
Hurtige beslutninger om krig?
Når talen i Bruxelles falder på EU’s sikkerheds- og udenrigspolitik gentages et bestemt mantra ofte: Ønsket om at fjerne landenes vetoret.
Det vil, lyder argumentationen, sikre, at EU hurtigere og enklere kan handle på udenrigsområdet, herunder på det militære plan.
Omend hurtig handling kan virke tillokkende, vil det i praksis betyde, at drastiske beslutninger vil kunne vedtages henover hovedet på adskillige mindre lande.
Hvis Danmark går med i den militariserede del af EU-politikken, så kan flertalsafgørelser i udenrigs- og sikkerhedspolitikken få store konsekvenser.
Stem nej, hvis du er i tvivl
Til slut vil jeg derfor sige: Er du 1. juni stadig det mindste i tvivl, så stem nej.
Et nej betyder opretholdelse af status quo, og muligheden for at kunne ombestemme sig i fremtiden.
Et ja derimod, betyder en endegyldig forpligtigelse til dansk deltagelse i en voksende europæisk militærdimension, og at man ikke senere kan ombestemme sig. Heller ikke hvis ideerne om at afskaffe vetoretten bliver til virkelighed.
Læs også
Du kan læse flere indlæg om folkeafstemningen og EU militær, eksempelvis her:
