Opinion Fælles indlæg

SF, Enhedslisten og Radikale: Regeringen bør ændre syn på passagerrettigheder

I et fælles indlæg fra EU-Parlamentarikere og Folketingsmedlemmer fra Enhedslisten, SF og Radikale opfordres der til at den danske regering ændrer holdning - og stopper med at ville svække flypassagerers rettigheder i EU

Redaktionen

Europa-Parlamentets medlemmer talte i næsten samlet flok, da de i sidste uge med 632 stemmer mod 15 krævede, at en lang række eksisterende rettigheder for europæiske flypassagerer fastholdes.

Parlamentet er dermed formelt gået imod de forslag til ændringer af EU’s forordning om flypassagerers rettigheder, som unionens transportministre har fremført i det forløbne halve år – med Danmarks transportminister Thomas Danielsen (V) for bordenden som EU-formand i perioden.

Ændringer, der for flypassagererne er lig med forringelser, fordi de blandt andet betyder, at flypassagerer ikke længere har ret til kompensation ved en forsinkelse på over tre timer.

I stedet skal tidsgrænsen ifølge ministrene hæves til fire eller seks timer, afhængigt af rejsens længde. Det skulle angiveligt øge flyselskabernes motivation for at indsætte erstatningsfly og dermed føre til færre deciderede aflysninger.

Men dette – i øvrigt helt udokumenterede rationale – køber Europa-Parlamentet ikke og kræver, at tre-timers grænsen og en række andre regler til gavn for flypassagererne fastholdes.

Glædeligt dansk sammenbrud

Europa-Parlamentets afstemning i denne uge er en logisk følge af, at den såkaldte trilog-forhandling mellem EU-kommissionen, Europa-Parlamentet og Ministerrådet brød sammen i december, og at det dermed ikke lykkedes Danmark at skabe et kompromis.

Som danske folketingsmedlemmer og europaparlamentarikere på tværs af partiskel jubler vi normalt ikke, når et danskledet mæglingsforsøg kikser på den europæiske scene.

Men det tillader vi os alligevel at gøre i dette tilfælde.

For med sammenbruddet bliver der nu åbnet for en helt særlig situation i EU-lovgivningen, som senest forekom for 12 år siden – nemlig, at sagen overgår til et såkaldt forligsudvalg, der i løbet af foråret skal gøre et sidste forsøg på at finde en løsning.

Og ikke mindst er der med forligsudvalget opstået en gylden chance for den danske regering, som nu har muligheden for at frigøre sig fra sin hidtidige politik, der – hvis den blev ført ud i livet – ville føre til alt for store forringelser for flypassagererne.

Markant svækkelse

De foreslåede regler, som et – i øvrigt meget lille – flertal af EU’s transportministre vedtog at føre frem i sommer, vil nemlig betyde, at 60 procent af de passagerer, der i dag har ret til kompensation, vil miste denne ret.

I Danmark vil forringelsen ifølge Forbrugerrådet Tænk betyde, at 72.000 passagerer vil miste kompensationsretten, svarende til, at 200 millioner i kompensation ikke vil blive udbetalt og i stedet bliver liggende i flyselskabernes lommer.

Her på tærsklen til de kommende drøftelser behøver Thomas Danielsen, der nu har overdraget formandsrollen til Cypern, imidlertid ikke længere være loyal over for det forslag, han som formand stod på mål for.

Danmark kan sagtens nå at lægge den misforståede hensyntagen til flyselskaberne til side og arbejde for, at man i forligsudvalget kommer Europa-Parlamentet langt mere i møde end hidtil.

Ingen forringelser

Europa-Parlamentet har med sin klare stillingtagen vist, at de har flypassagerernes ryg, så hvis en ny forordning indebærer forringelser, kommer der simpelthen ingen ny forordning.

Til gengæld kan der godt komme en aftale, hvis de eksisterende rettigheder fastholdes og moderniseres.

Vi håber derfor, at Thomas Danielsen vil inddrage Folketingets Europaudvalg påny og indhente et nyt mandat, så Danmark kan ændre kurs og begynde at værne om flypassagerernes rettigheder i stedet for at gå imod dem.

  • Claus Jørgensen, Stedfortrædende MF (SF), projektchef, Forbrugerrådet Tænk Kemi, kommunalbestyrelsesmedlem (SF), Lejre Kommune,
  • Kira Marie Peter-Hansen, MEP (SF) 2019-
  • Søren Bo Søndergaard, MF (EL), fhv. MEP, Folkebevægelsen mod EU
  • Per Clausen, MEP (EL), Europa-Parlamentet
  • Katrine Robsøe, MF (R)
  • Sigrid Friis, MEP (R), hovedbestyrelsesmedlem, Radikale

Indlægget er oprindeligt bragt i Altinget, og kan findes der, via dette link.

Tilmeld Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev Øropa og modtag automatisk de vigtigste EU-nyheder



image linking to enhedslisten twitter feed

Tilmeld Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev Øropa og modtag automatisk de vigtigste EU-nyheder

Læs mere om

Europæisk Venstrefløjsalliance

Her kan du læse den politiske platform for den Europæiske Venstrefløjsalliance.

Læs mere
image linking to enhedslisten twitter feed