Opinion Drikkevand

Set fra Bruxelles klinger Statsministerens løfter om vand hult

Selvom det giver håb når Mette Frederiksen nu taler om vores drikkevand, minder Per Clausen i et indlæg i Netavisen Pio om, at Socialdemokraterne gang på gang har undladt at gøre noget - på trods af deres flotte løfter.

Redaktionen

Jeg har til min glæde bemærket, at Statsministeren og Socialdemokratiet nu, tilsyneladende, endeligt vil tage vandmiljøet i Danmark alvorligt, og være med til at sikre rent drikkevand – også for fremtidige generationer.

Det er ikke alene en god nyhed, men også – hvis man tillader mig den lille morsomhed – rent vand på Enhedslistens mølle at høre den slags løfter. Ja man kan måske endda sige at det giver lidt håb. Især hvis vi efter valget kan se frem til en rød regering med Socialdemokraterne, og dermed også vil have de bedste muligheder for, rent faktisk at få leveret på løfterne.

Samtidigt må jeg dog også sige, at det, trods det positive budskab, hvis man skal være ærlig, også klinger lidt hult. For det her er jo løfter der kommer fra samme socialdemokrati der, både som mindretals- og flertalsregering har siddet på posterne som både Statsminister og Miljøminister i en pæn række år – men uden at man har gjort noget nævneværdigt for rent faktisk at forbedre vandkvaliteten og drikkevandssikkerheden i Danmark.

Ja nogle ville måske endda nok sige, at man fra socialdemokratisk side ligefrem har været med til at forværre situationen, og endda mere end én gang. Tag blot sagen om nitrat og drikkevand fra Aalborg som eksempel. En sag hvor beslutningen om at tillade øget gødning aktivt har bidraget til at forværre situationen. Det er en sag der for et par uger fik mig til også at søge at inddrage EU i sagen – fordi det ser ud til at Danmark har overtrådt EU’s nitratdirektiv. Vel at mærke under ledelse af det samme parti der nu lover at ville gøre noget og ved at sidde adskillige advarsler overhørig.

Den sag kunne nogle måske søge at slå hen som en enlig svale, men det ville være forkert. For man skal huske, at forskellige danske regeringer, herunder under socialdemokraterne, gennem 14 år har ladet stå til mens man klart brød EU’s miljøregler – endda på trods af gentagne advarsler fra embedsmænd. Noget socialdemokratiske Magnus Heunicke, som Miljøminister, jo indrømmede blankt i 2025. År efter år arbejde man således i realiteten imod at gøre tingene bedre.

Vi har også set, bl.a., de samme Socialdemokrater der nu lover rent vand, se flot på grundvandsbeskyttelsen når det kommer til at anlægge motorveje over vigtige grundvandsforekomster.  Ligesom den samme statsminister der nu lover at ville sikre vores drikkevand, har da også ledt regeringer der, i klart brud med bl.a. EU-lov, flere gange har besluttet af udskyde en reel implementering af de dele af vandrammedirektivet med 6 år. Det er noget der mødte kritik fra en bred samling af danske organisationer og som, tilbage i 2019 mødte kritik for at være ”dårlig samfundsøkonomisk planlægning” af de økonomiske vismænd.

Tag ikke fejl, jeg håber på at vi når en ny regering er dannet, kan gå i gang med rent faktisk at gøre noget ved de problemer vores vand står overfor – og vel at mærke noget der er andet og mere end rent kosmetiske ændringer.

Noget siger mig dog, at skal det ske, så er vi nødt til at sikre at den næste regering kommer til at hvile på mandater til venstre for Socialdemokrater – for hvis nyere historie er noget at basere sig på, så gør Socialdemokratiet kun noget for vores drikkevand og vandkvalitet hvis de bliver tvunget til det. Men deres løfter levner da håb for, at de kan bliver trukket i den rigtige retning denne gang.

Indlægget er oprindeligt skrevet til Netavisen Pio, og det kan findes der, via dette link.

 

Tilmeld Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev Øropa og modtag automatisk de vigtigste EU-nyheder



image linking to enhedslisten twitter feed

Tilmeld Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev Øropa og modtag automatisk de vigtigste EU-nyheder

Læs mere om

Europæisk Venstrefløjsalliance

Her kan du læse den politiske platform for den Europæiske Venstrefløjsalliance.

Læs mere
image linking to enhedslisten twitter feed