I dag markeres 4-årsdagen over store dele af Europa. Fire år siden Ruslands åbne invasion af Ukraine. Fire år med daglige bombninger af civile, med usikkerhed, frygt, krigsretorik. Og fire år med blod, død og ødelæggelse.

Det er fire år med tale om oprustning, om militære mangler – og fire år med historier om bortførte ukrainske børn i tusindtal – og om ukrainske journalister og mediefolk, der fængsles eller decideret forsvindes af de russiske besættelsesstyrker.

I EU-Parlamentet markeres dagen med højtidelig debat, med en resolution og med masser af ukrainske flag. Og det er en vigtig markering, for der er behov for at vise Ukraine, at vi fortsat støtter dem – især når Trump (og nogle af hans højrefløjsvenner i Europa) gør deres bedste for at ofre Ukraine til Putin.

Det er også vigtigt, fordi det ikke må blive sådan, at vi glemmer og normaliserer krigens rædsler, alene fordi de fortsætter over så lang tid. Det er vi ofte gode til. Tænk blot på Palæstina, på borgerkrig og overgreb i Den Demokratiske Republik Congo eller i Sudan – eller på mange, mange, andre konflikter.

Naivitet og bagklogskab

Så at huske de fire år siden Ruslands fulde og åbne invasion af Ukraine – et land hvis integritet Rusland mindre end 30 år tidligere havde lovet at respektere og garantere – er uhyre vigtigt.

Men samtidig må vi også stille os selv det spørgsmål, hvorfor vi stadigt kun siger fire år? For, som ukrainerne altid prøver at gøre opmærksomme på, passer det jo ikke helt. Den væbnede konflikt mellem Ukraine og den Russiske Føderation startede jo, hvis vi er ærlige, otte år tidligere, da Putins små grønne mænd dukkede på på Krim, i Donetsk, Luhansk og andre steder.

Det er altså snart 12 år siden, Rusland brugte våbenmagt og brutalitet til at ændre grænser, det havde lovet at holde. Man kan derfor spørge, om ikke mange af os i Europa – fra venstre til højre side af det politiske spektrum – var for naive. Naive over for hvor tæt krigen faktisk allerede var kommet på os, og over for hvilke midler Putin var villig til at tage i brug.

I de otte år mellem den første, krybende invasion og den helt åbenlyse krig, øgede dele af Europa sin afhængighed af Ruslands fossile brændsler, og byggede endda den kontroversielle Nord Stream 2-gasledning for at kunne få mere russisk gas, hurtigt. På den måde var EU-landene med til at betale for, at Putin i 2022 kunne lade kampvognene rulle over grænsen.

Ser man tilbage med bagklogskabens ulideligt klare lys er der meget der kunne – og burde – være gjort anderledes.

Vaklende støtte

Én ting er dog klar: I både Europa og EU er man blevet god til at kultivere billedet af, at vi alle står samlet bag Ukraine, og bag ukrainernes ret til selv at bestemme deres egen fremtid.

Bag scenen i Bruxelles må jeg dog tilstå, at det nok er en sandhed med modifikationer. For på den ene side bakker næsten alle EU-lande officielt op om linjen, med Ungarns højreradikale kleptokrat (og Dansk Folkepartis ven), Viktor Orbán som den mest synlige undtagelse.

Men på den anden side er det meget forskelligt, hvor konkret viljen til støtte rent faktisk er. Det gælder både, når man skelner geografisk og politisk. På det politiske plan ser vi især, at den i Bruxelles alt for stærke ekstreme højrefløj – tænk igen på mange af DF’s venner: Le Pen, Lega Nord, Det Østrigske Frihedsparti osv. – ofte reelt set ikke vil være med til at sige konkret fra overfor Putin. Eller til at støtte Ukraine tilstrækkeligt.

Også på venstrefløjen kan det – må jeg desværre indrømme – se mere blakket ud. Selv om dele af den europæiske venstrefløj støtter Ukraine stærkt, er andre mere tøvende.

Her må jeg dog sige, at motiverne skifter. For selv om der – hvor uforståeligt det end måtte være – stadig er nogle enkelte Putin-apologeter at finde, så er der langt flere, der ganske enkelt er pacifister og derfor af princip ikke støtter våbenhjælp.

På det geografiske plan går der også klare skillelinjer, som vi lige så godt kan være ærlige omkring. Dem der støtter Ukraine klarest og mest uforbeholdent er typisk de baltiske og nordiske lande, Polen samt lande som Tjekkiet og Holland. Jo længere væk fra grænsen, krigen og en potentiel konflikt med Rusland, andre lande er, desto mindre presserende synes støtten til Ukraine også at være.

Hvad vil fremtidens historikere sige?

Det leder til tider til forskelle i afstemninger på en række punkter, men heldigvis er der ret bred enighed om noget helt fundamentalt:

For det første at Ukraines fremtid skal bestemmes af ukrainerne selv og ingen andre. For det andet, at Ukraines suverænitet skal anerkendes og respekteres. For det tredje, at Ukraines territorielle integritet skal respekteres af alle involverede parter. Det skal den, så man ikke skal gå og frygte endnu en krig, så snart den igangværende er ovre – hvornår det end sker.

Nu hvor vi markerer årsdagen for Ruslands invasion, er det vigtigt for mig at understrege at vi i venstrefløjsgruppen ikke er uenige om Ukraines helt fundamentale ret til en fredelig fremtid, som de selv er herrer over. Vi er måske uenige om, hvordan det skal opnås.

Når vi i dag markerer invasionens årsdag, er det godt at vise et billede af klar støtte til Ukraine. Men når historikere engang ser tilbage på denne periode, vil de nok også hæfte sig ved, at billedet af europæisk enhed nok var mere nuanceret, end mange prøver at gøre det til i dag.

Indlægget er oprindeligt bragt på Solidaritet, og kan findes der, via dette link.