Kort før EU-Parlamentet mødtes for sidste gang i 2022, blev systemet ramt af et politisk chock, og i dagene efter, voksede skandalen i omfang.

Jeg taler naturligvis om anholdelsen af en af EU-Parlamentets næstformand, den (nu tidligere) socialdemokrat Eva Kaili fra Grækenland. Sammen med den tidligere højt profilerede italienske socialdemokratiske EU-parlamentariker Antonio Panzeri, spiller hun en af nøglerollerne i en korruptionssag, der lyder som en spionroman.

Det drejer sig om den såkaldte Qatar Gate-skandale, sagen om det olierige golfdiktatur, der har tyet til direkte bestikkelse af både EU-politikere og deres ansatte, for at fremme deres sag – og for at kvæle kritik. En Golfstat der senere har tyet til at true Belgien, fordi man har turdet efterforske sagen.

Som sagt lyder det som en roman, og det er bemærkelsesværdigt at Eva Kaili blev anholdt af Belgisk politi. Som Medlem af EU-Parlamentet har man nemlig parlamentarisk immunitet, medmindre man bliver fanget in flagrante delicti. Netop det var tilfældet med den nu-tidligere næstformand.

Sagen ruller stadigt, og en af nøglepersonerne, Kailis partner, har allerede tilstået at have været en del af et kriminelt netværk. Hertil kommer at adskillige kontorer i EU-Parlamentet er blevet forseglet, computere konfiskeret, og der er historier om at mange flere EU-parlamentarikere kan være i politiets søgelys.

Korruptionsskandalen har tråde ud fra EU-Parlamentet, herunder, til den tidligere italienske EU-Parlamentarikers organisation, der blev oprettet da han ikke blev genvalgt. Det er en organisation der formåede at blive partner med EU-Parlamentet på rekordtid, selvom den helt klart ikke fulgte reglerne. Den registrede sig eksempelvis ikke i EU’s åbenhedsregister, noget der er ellers er et krav i den slags tilfælde. Samme organisation har, ved vi nu, udbetalt omkring €50.000 – i kontanter, vel at mærke – til en fagforeningsleder, der nu har måtte trække sig som følge af sagen. Hvordan så står en kontantudbetaling ikke kan have sat gang i alarmklokkerne, det står hen i det uvisse.

Hertil kommer forlydender om, at flere forskellige europæiske efterretningstjenester er involveret i efterforskninger, og at der er mistanke om at den Marokkanske efterretningstjeneste også kan have været involveret i at bestikke EU-politikere.

10 klare mangler i de nuværende regler

Ovenpå det første chok, er det blevet gjort tydeligt, at de regler der eksisterer i EU-systemet, på området er alt for svage, og at de ikke altid håndhæves. At påpege alle de fejl og mangler der er, vil tage for megen plads, men lad mig trække 10 punkter frem, som er dybt problematiske i dag:

1. Som det er i dag, er reglerne for hvem der skal lade sig registrere hvis de påvirke EU’s politikker og love, alt for slappe og fyldt med huller. Der er eksempelvis både kommunikationsvirksomheder og advokatfirmaer der gør deres bedste for at snige sig uden om at registrere sig.
2. Det viser sig at EU-Parlamentet ikke bare tilladt en af de skandaleimplicerede organisationer at holde events i EU-Parlamentet, de har også haft dem som officielle partnere. Det er sket, selvom organisationen slet ikke var registreret i det officielle åbenhedsregister, noget reglerne ellers foreskriver skal ske.
3. Vi mangler stadigt at få en såkaldt legislativ raport – en raport alle politikere der forhandler om et givent stykke lovgivning skal udfylde, og som oplister alle dem, der har fået input fra.
4. EU’s lobbyregister, det såkaldte åbenhedsregister, er håbløst forældet. Man kan eksempelvis ikke se hvem folk har som kunder nu og her (eller hvor meget de betales), men kun hvem folk har haft som kunder i det senest afsluttede finansielle år.
5. Der er ingen klare regler for de mange såkaldte venskabsgrupper mellem EU-Parlamentarikere og diverse ikke-EU lande. Man kan derfor ikke vide hvor mange penge der bruges på dem, eller om, som det er tilfældet, bliver decideret organiseret ikke af politikerne selv, men af en ambassade.
6. Vi har set at formænd for venskabsgrupper deltager direkte i forhandlinger om menneskerettighedskritik af et land som Bahrain, og selv når den åbenlyse inhabilitet påtales, gøres der intet.
7. Imodsætning til i USA er der ingen krav om at man skal oplyse hverken EU-institutionerne eller de belgiske myndigheder, hvis man søger at øve indflydelse på vegne af et land, der ikke er med i EU.
8. EU har i dag intet fælles etiknævn, der kan se institutionerne efter i sømmene, og som man klage til, hvis man har mistanke om at reglerne ikke overholdes.
9. Det er ikke altid at EU-institutionerne overholder deres egne regler. Organisationer der ikke vil spille efter reglerne, tillades stadigt at være officielle talere til EU-arrangementer, ligesom de har afholdt møder og konferencer inde i EU-Parlamentet. Det er ganske enkelt til grin.
10. Der bør ikke være muligt for medlemmer af EU-Parlamentet at have bijob der på nogen måde kan føre til interessekonflikter.

De burde være åbenlyst at disse mangler skal udbedres – og at det næsten kun kan gå for langsomt. Desværre er det usikkert om det kommer til at ske. Traditionelt set har EU-Parlamentets store Konservative og Socialdemokratiske grupper nemlig været med til at blokere for meningsfulde regler. Det er noget jeg håber vi kan overkomme – men jeg er ikke sikker på det.

Det bør ellers nu være åbenlyst for alle, at de regler EU-Parlamentet selv har udarbejdet ikke har været gode nok. Derfor foreslår jeg, at man indkalder EU’s ombudsmand og flere af de internationale og europæiske organisationer der arbejder med kontrol af lobbyisme, for at få hjælp til at udarbejde nye og hårde regler. Regler, der vil gøre en reel forskel.

Det må også være klart, at der udover nye regler, også er brug for en holdningsændring – og ikke kun i EU-Parlamentet. For som sagen udfolder sig, har vi også fundet ud af, at adskillige højtprofilerede europæiske politikere, herunder flere tidligere EU-Kommissærer har været indsat som tillidsgivende kransekagepynt i Fighting impunity, som den mest omtalte af organisationerne hedder.  En af de tidligere EU-Kommissærer har endda fået udbetalt en let lille sum på €5.000 om måneden for at sidde, men påstår samtidigt at han ikke vidste at alt ikke var ok.  Den tidligere græske Kommissær har endda fået EU-Kommissionens tilladelse til at sidde i organisationen, og modtage penge for det. Det selvom organisationen ikke levede op til de mest basale krav.

Med andre ord. QatarGate har vist med alt tydeligt hvor meget der ikke fungerer i Bruxelles når det kommer til åbenhed og kontrol. Det vil være helt forkert, hvis ikke vi ændrer regler og praksis – og det vil også være helt forkert, hvis man søger at sige, at det er noget der kun involverer en enkelt gruppe i EU-Parlamentet, eller Parlamentet som helhed.

Korruptionsskandalen har tydeliggjort behovet for reformer. Nu må vi leve op til vores ansvar og gennemføre dem.

Indlægget er oprindeligt bragt i altinget, den 22. december 2022. Det kan også findes her.