Det vakte smil og jubel over store dele af Europa, da det blev klart at Ungarns mangeårige leder, Viktor Orbán, havde tabt parlamentsvalget, og dermed også regeringsmagten.

Fra Venstrefløjen og helt over til dele af den ”normale” højrefløj blev sejren hilst velkommen og indgød håb og optimisme.

Jeg skal da også gerne indrømme at jeg var en af de mange der fejrede den mere og mere autoritære Orbáns fald. Det gjorde jeg dels fordi det generelt altid er en god dag når en despot falder, dels fordi jeg havde en idé om at det ville få betydning langt ud over Ungarns grænser.

Men hvorfor nu det? For sammenligner man politikkerne fra den kommende afløser, Orbáns tidligere allierede Peter Magyar og hans Tisza parti med det afgående Fidesz er der faktisk ikke så mange og åbenlyse forskelle at spore. Nej det handler om den effekt det ungarske styre har udøvet på det yderste højre i ikke bare Europa, men sågar også USA.

Det har det, fordi det ikke alene har tjent som symbol på, at det yderste højre kan have regeringsmagten, men også for det i massiv grad har støttet EU’s yderste højre med både penge og logistik. Et eksempel er den kontroversielle ungarske MCC tænketank, der anses som Orbáns forlængede arm, og som blev brugt til at sprede idéer og støtte det yderste højre mange steder. Alene deres Bruxelles-kontor har et årligt budget på 6 millioner euro – mere end 40 millioner kroner. Men den tænketank vil den nye regering nu fjerne fra statsbudgettet, og dermed indskrænkes hvad der har vist sig som et vigtigt værktøj for de såkaldte ”patrioter” og deres partier – fra DF til Orbáns Fidesz.

Her stopper det dog ikke. For den kommende ungarske leder, løftede i en tale kort efter valget, lidt af sløret for, hvor stor støtten udenfor landets grænser har været. Han sagde således direkte at Ungarn ville stoppe med at blande sig i andre landes interne forhold. Derefter fulgte han op med eksempler der måske nok vil være nye for mange; han nævnte Frankrig, Spanien, Slovakiet – og Balkan-landene.

Alene derfor handler resultatet også om andet og mere end situationen i Ungarn – og bør fejres som sådan, også selvom vi ikke kan forvente os de store ændringer i meget politik fra konservative Magyar.

Det yderste højrefløjs skrøbelige ego?

Men også på det symbolske plan er det vigtigt. For Orbán styret har, med sine 16 år ved magten, ikke mindst været et stadigt vigtigere symbol for det yderste højre. Symbolet og eksemplet på at de kunne få magten, holde på den og sprede deres idéer, på at de sad med ved bordet og på at de var en magtfaktor.

Det symbol er nu faldet og det er vigtigt, ikke mindst fordi vi skal huske på, hvor skrøbeligt højrefløjens ego faktisk ofte er.  De er afhængige af at tale sig selv op, og elsker at skabe et (falskt) narrativ om at de på fremgang over alt. Vi så et eksempel på dette, efter det danske valg, hvor flere på det yderste højre var hurtige til at fokusere på DFs fremgang som noget helt fantastisk (for højrefløjen). Ja selv Viktor Orbán var ude at kommentere på DF’s resultat med ordene ”The tide is turning in Denmark, and patriots are gaining ground across Europe” (tidevandet vender i Danmark, og patrioter vinder frem over hele Europa). Fælles var det, at de fokuserede på Orbans danske partikammerater mere end tredoblede deres stemmetal. Hvad de glemte i den forbindelse er, at det ganske vist skete – men fra et historisk lavpunkt for Dansk Folkeparti.

Tænker man på hvor absurd DF var engang, er det strakt mindre imponerende. For hvor de i 2015 nåede op på utrolige 21% af stemmerne, fik de ved valget i marts ”kun” det noget mere beskedne 9.1% som resultat. Selv hvis man kombinerer stemmeandelen for Bojes parti, DF og Støjbergs Danmarks Demokraterne, opnåede de tre partier sammenlagt et dårligere resultat (17%) end hvad DF gjorde alene for lidt over 10 år siden. Sådan kan man finde andre eksempler fra andre lande, som f.eks. Holland, hvor det yderste højre er mildt på retræte.

Det er eksempler vi skal huske og som vi skal bruge, for når det yderste højre og deres grimme venner mener fremtiden tilhører dem, og påstår de ikke gør andet end at vinde frem, er det godt at have eksempler der klart viser det modsatte.

Dermed ikke sagt at vi ikke skal tage faren for højrefløjen alvorligt, for det skal vi. Men, vi bør også være bedre til at bruge det, når den lider nederlag – og ikke mindst når det sker for et styre som Orbáns.

Indlægget er oprindeligt bragt i Dagbladet Arbejderen, og kan også findes der, via dette link.