I den danske debat om folkeafstemningen og Danmarks fritagelse fra EU’s militære dimension, flyver det frem og tilbage med argumenter og halve sandheder.

En af de punkter der har været på dagsordenen siden længe før folkeafstemningen blev udskrevet, er spørgsmålet om en EU-hær, og hvorvidt der er eller kunne bliver planer om det. Ja nogle synes at have glemt, at det faktisk er det spørgsmål der var udslagsgivende for, at vi overhovedet har et forbehold på militærområdet.

Det er også et af de mest omdiskuterede punkter, og især i kampagnens tidlige dage, var flere fra Ja-siden ude med vilde påstande om, at der ikke var og aldrig havde været snak om en EU-hær. Det håber jeg vi er kommet lidt videre end.

For selv om der ikke ligger en offentligt tilgængelig og klokkeklar plan om at oprette en regulær EU-hær i morgen, så kan man heller ikke med god samvittighed påstå, at ideen er noget der aldrig er blevet diskuteret. Faktisk vil jeg vove den påstand, at hvis man siger at der aldrig tales om at skabe en reel EU-hær, eller om at fjerne vetoretten og overgå til flertalsbestemmelser i EU’s udenrigs og militærpolitik, så ved man enten ikke hvad man taler om, eller også taler man mod bedre vidende.

Vi behøver ikke at se længere tilbage, end den 30 april i år: Den tidligere formand for den liberale gruppe i EU-Parlamentet, og kandidat til posten som formand for EU-Kommissionen, tidligere Belgiske statsminister, Guy Verhofstadt skrev om, hvordan Konferencen om Europas fremtid, kom med en række anbefalinger. Her fremdrog han især afskaffelse af enstemmighed af vetoret, samt oprettelse af fælles væbnede styrker, og han står ikke alene. I 2019, det samme år nuværende formand for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen blev udpeget til sit embede, skrev hun, som Tysklands forsvarsminister, om netop behovet for at skabe en EU-hær , samt hendes ønske om at droppe enstemmighed på området

Tankerne om en EU-hær hører vi også fra eksempelvis den franske præsident, mens Italiens premierminister den 3. maj i år, har talt for at afskaffe enstemmigheden i EU’s udenrigspolitik.

Tankerne om en EU-hær hører vi også fra eksempelvis den franske præsident, mens Italiens premierminister den 3. maj i år, har talt for at afskaffe enstemmigheden i EU’s udenrigspolitik. Det er let at komme med mange flere eksempler, både nutidige og fra år tilbage, men lad os springe det over, og i stedet gå til det politiske.

For det, at der er nogle der taler om en EU-hær under forskelige former, betyder ikke at det så er sådan det hele partout ender, det betyder at det debatteres, og at vi ikke ved, hvordan det ender. Derfor skal man heller ikke foregøgle danskerne, at der ikke er højt profilerede politikere i EU-systemet der siger og tænker ting om EU’s militære dimension, der er meget langt fra hvordan dele af Ja-siden prøver at fremstille situationen.

Sagen er derimod den, at ingen af os ved præcist hvordan EU’s militære dimension vil udvikle sig i de kommende år. Det kan være at det vil ske i en retning som en stor del af danskerne, herunder flere politikere og partier, vil kunne lide – men det kan også være, at modsatte er tilfældet.

Det er her, vores forbehold kommer ind i billedet. For så længe vi har det, er vi beskyttede fra at blive presset med i noget, vi måske ikke ønsker.

Hvad gør man så, hvis man er bekymret for Danmarks sikkerhed, men et lille kryds den 1. juni ikke rigtig kommer til at ændre ved det?

Hvis EU stopper med at købe Ruslands olie, gas og kul, så vil vi ikke bare gavne os selv i forhold til klimaet og miljøet, vi vil også blive et langt sikrere samfund.

Svaret er måske noget helt andet: Grøn omstilling. Hvis EU stopper med at købe Ruslands olie, gas og kul, så vil vi ikke bare gavne os selv i forhold til klimaet og miljøet, vi vil også blive et langt sikrere samfund. Sikrere, fordi vi vil blive energipolitisk langt mere uafhængige, både af Putin og af andre olieautokrater. Men også fordi vi, hvis vi stopper med at købe Putins sorte kul, gas og olie, fjerner vi mange af de penge, Rusland i dag bruger på deres militær. Dette er noget EU kan tage beslutning om, noget der vil hjælpe Ukraine og ramme Putin.

Det er for mig en langt mere visionær og langsigtet tilgang til debatten, end løse drømme om, hvad et EU militær-samarbejde i teorien kunne være, men aldrig bliver til.