Bedre sent end aldrig. Sådan beskriver man nok bedst beslutningen om, endeligt at udfase brugen af russisk gas EU. Det er en aftale vores klima- og energiminister kaldte for en ”stor sejr for os og for hele Europa”, og som både regeringens og EU-Kommissionens spindoktorer har haft travlt med at skamrose. Samme billede tegnede sig også, da sagen den 16. december var til debat i EU-Parlamentet. Her var der, med relativt få undtagelser også fyldt med lovprisninger. Ja faktisk er det, som om næsten alle nu jubler over, at vi endeligt ser viljen til at stoppe den konstante import af Putins gas.
Det er en jubel jeg på den ene side godt forstår, det er trods alt også noget Enhedslisten har efterspurgt i årevis. På den anden side, er det dog svært at juble alt for meget, når udfasningen først kommer på plads nu, knap fire år efter Ruslands seneste invasion af Ukraine, og endda først træder i kraft fra 2027. For sagen er jo, at man allerede i 2022 burde have vedtaget en klar plan for udfasning – ikke alene af gas, men også af olie og uran. Det havde både været det rigtige sikkerhedspolitiske træk og ville have haft en stor symbolværdi. At den nødvendige beslutning er blevet forsinket med rundt regnet tre og et halvt år, er noget der har haft absurde konsekvenser. At man fortsætter med at købe russisk uran – alene sidste år til en værdi af 700 millioner euro – er ligeledes uforståeligt, og bidrager også til den russiske krigsøkonomi.
Russisk gas har betalt for Putins krig
De mere end tre år ekstra med russisk gas er en periode, hvor adskillige EU-lande har hældt penge direkte ind i Putins krigsmaskine, måned efter måned. Penge der har været med til at betale for mange af de droner og missiler Putin har sendt ind over Ukrainske byer. For flere landes tilfælde gælder det desværre, at de endda har brugt flere penge på at støtte Ruslands økonomi, end på at hjælpe Ukraine. Det er ganske enkelt grotesk.
Med al den nølen har både svækket vores forsyningssikkerhed, bidraget direkte til en være sikkerhedspolitisk situation, og har samtidigtværet med til at udstille Europa som svagt og uden strategisk omtanke.
Hvis EU i stedet havde handlet hurtigt, kunne man have opnået noget andet. For tænk hvis man i stedet for var gået benhårdt efter at erstatte afhængigheden af fossile brændsler fra primært autoritære stater, med så megen vedvarende energi som muligt, så ville Putin ikke alene have haft færre penge at føre krig for, Europa ville også være mere energiuafhængig, vi ville være tættere på vores klimamål og energipriserne ville måske have været lavere for mange europæere i dag. Det kan lyde som en drøm, men sagen er jo at en hvis man virkeligt vil kan en hurtig overgang til vedvarende energi jo lade sig gøre. Bare se på et land på Uruguay, der på få år gik fra strømafbrydninger og energiimport, til at få næsten 99% af deres energi fra vedvarende kilder – og endda kunne eksportere af deres energi. Tænk hvis man havde benyttet lejligheden til en lignende overgang?
Tre spørgsmål vi er nødt til at stille os selv
Hvor både den danske regerings spindoktorer og mange i EU-cirklerne i Bruxelles har været gode til at klappe ad sig selv for endeligt at tage reelle skridt til udfasningen, er jeg altså mere tilbageholdende med min jubel. Ikke fordi jeg ikke støtter den udfasning vi nu stilles i udsigt, men fordi jeg ikke forstår hvorfor den kommer SÅ sent? Derfor rejste jeg under EU-Parlamentets debat om sagen også tre spørgsmål jeg synes vi er nødt til at svare på, bl.a. så vi kan undgå at gentage samme fejl i fremtiden:
1. Hvorfor kommer dette nødvendige træk først nu, mere end 3 år for sent?
2. Hvor megen bæredygtighed energi kunne vi have udviklet i den tid?
3. Hvorfor lader vi gladeligt nogle lande bytte afhængigheden af Rusland ud med afhængighed af andre, ligeledes upålidelige lande?
Indlægget er oprindeligt bragt i Netavisen Pio, og kan findes der via dette link.
