Opinion Mercosur

Mercosur-handelsaftalen er IKKE vejen fremad

Enhedslistens Per Clausen skriver hvordan et af hans juleønsker for i år er, at der skabes en bred og folkelig mobilisering mod EU-Mercosur handelsaftalen, der desværre har masser af mulige negative konsekvenser både for Europa og Sydamerika.

Pelle Christy Geertsen

Da EU-Kommissionen den 6. december annoncerede, at nu havde man indgået en handelsaftale med den sydamerikanske Mercosur-blok (Argentina, Brazilien, Paraguay og Uruguay), havde en del erhvervsinteresser svært ved at få armene ned. Efter omkring et kvart århundrede med forhandlinger var det der altid så ud til at blive en af EU’s mest kontroversielle handelsaftaler, nu landet.

Andre steder fra, lige fra menneskerettigheds- og grønne organisationer til flere landes landbrugslobbyer, så det dog anderledes ud. Her sukkede man dybt over den aftale der blev lagt frem – og gør sig nu klar til politisk kamp imod den.

Mercosur er for vigtig til automatreaktioner

For udeforstående kan reaktionerne på aftalen måske virke som automatreaktioner; de borgerlige jubler og progressive kræfter siger ”åh nej”. Jeg må da også indrømme at jeg har svært ved at forstå, når eksempelvis Dansk Metal hurtigt kørte frem med deres, som så ofte før, primært ukritiske fascination af en hvilken som helst af EU’s handelsaftaler. Det er som om, så snart noget påklistres mærkatet ”frihandel”, så går den del af fagbevægelsen ud og priser den – på trods af bekymringer om betydningen for klima, miljø, menneske- og arbejdstagerrettigheder.

Nu ved jeg godt, at nogle, ikke mindst i dette organ, uden tvivl straks vil være på vej til at fare i blækhuset for at svare tilbage til mig, om ikke netop min afvisning af EU-Mercosur aftalen også blot er en automatreaktion? Her må jeg desværre nok skuffe dem, der elsker at ty til den slags. For sagen er, at har man fulgt bare lidt med i sagaen om den kontroversielle aftale, så vil man vide at der er faktisk er ganske mange gode grunde til, som minimum, at være stærkt skeptisk. Det er på baggrund af disse bekymringer jeg mener, at både EU og Mercosur-landene fortjener bedre end den indgåede aftale.

Klare farer og mangler ved aftalen

Hvad er det så, der er så bekymrende ved aftalen, vil nogle sikkert spørge. Det korte svar er: ret meget! Her tænker jeg ikke mindst på, at:

Aftalen kommer til at skade klimakampen, og er i modstrid med EU’s forpligtigelser under Paris-aftalen. En af konsekvenserne må forventes at blive en øget klimaskadelige import af oksekød, sukker, sojabønner og meget andet, herunder en kvote på 650.000 ton bioethanol der kan eksporteres til EU. Samtidigt skal vi fra EU’s side billigere kunne sende flere biler over Atlanten til det sydamerikanske marked. Som om det var det, klimakampen havde brug for.

Dette kombineres så med en indsats mod afskovning der, trods flotte ord fra EU-Kommissionen, reelt er svag og ubrugelig. Eksempelvis forpligtiger parterne sig først til at gøre noget ved afskovning om seks år, som om problemet skulle bliver mindre af at sidde på hænderne så længe!

Hertil kommer også, at man har lavet en såkaldt afbalanceringsaftale, således at hvis nye miljø- eller klimakrav fra EU kommer til at ”skade” Mercosur-landenes eksport muligheder under aftalen, så kan der klages over det og de ramte lande vil kunne tage modtræk. Det vil kraftigt begrænse mulighederne for yderligere effektive klima eller afskovningstiltag fra EU’s side.

Samtidigt er der bred mulighed for at store dele af EU’s landsbrugssektor bliver udsat for unfair konkurrence – eksempelvis når der åbnes op for mere eksport fra EU af pesticider der er så farlige at de er forbudt her. Men storbønder i Mercosur kan gladeligt bruge løs, og med aftalen, endda endnu billigere. Samtidigt skal det gøres lettere for dem, at eksportere deres frugt og grønt til EU – også når der er rester af skadelige og ulovlige pesticider på.

Hvis dette ikke skulle være nok, så kan aftalen også let komme til at betyde, at europæiske arbejdere, herunder 6 millioner ansatte i landbrugssektoren, i stigende grad kan komme til, direkte og indirekte, at skulle konkurrere mere med folk der arbejder under langt ringere løn- og arbejdsforhold. Noget man skulle tro var et rødt flag for fagbevægelsen – og Europæisk fagbevægelse er da også så bekymrede, og mener arbejdstagerbeskyttelsen i aftalen er så svag, at man mener EU-landene bør afvise aftalen.

Alt dette, til gengæld for en potentiel økonomisk vækst der selv ifølge EU-Kommissionens egne tal kun regnes til at være på omkring 0.1% af vores BNP.

Som om alt dette ikke var nok, kommer hertil at hele processen omkring forhandlingerne har været omgærdet af hemmelighedskræmmeri. Et hemmelighedskræmmeri der bl.a. har involveret at EU-Kommissionen har brudt sine egne løfter til EU-Parlamentet om at holde os ordentlig informeret om, hvad man forhandlede sig frem til. Mon ikke man var bange for, at der skulle blive råbt vagt i gevær?

Kampen om vedtagelsen

Som følgere af EU’s handelspolitik vil vide, er et af de store spørgsmål der for tiden rejses i denne forbindelse, hvorvidt aftalen skal vedtages som enten en såkaldt samlet eller en opsplittet aftale. Selv om det er en diskussion der kan lyde teknisk og kedelig, er det faktisk uhyre vigtigt.

Det handler kort fortalt om, hvordan EU’s medlemslande skal godkende én samlet aftale med Mercosur-landene – altså aftalen under den form den primært blev forhandlet) – eller om man i stedet af strategiske grunde vil vælge at opsplitte den i to; én handelsmæssig del og en politisk del. Hvis det sker, vil stort set alt det kontroversielle være at finde i selve handelsdelen, mens det ukontroversielle og modererende – som samarbejde om overholdelse af menneskerettigheder – være at finde i den politiske del.

Tricket, fra EU-Kommissionens side, er her, at hvis aftalen splittes op, så skal de enkelte medlemslande og deres parlamenter ikke tage til hele den kontroversielle del af aftalen, ligesom lande der er imod aftalen, kan stemmes ned. Det er en model mange forventer at der tages i brug af den simple årsag at EU-Kommissionen godt ved at der er udbredt modstand mod den kontroversielle aftale over hele EU, og derfor vil søge at undgå muligheden for formegen demokratisk debat om det. Det er en metode man har benyttet sig af før, og som folk i Bruxelles stærkt forventer vil blive taget i brug ugen. Et klart tegn på at det er her, vi bevæger os hen, er også at den aftale der i ca. 25 år er blevet forhandlet som en ”associeringsaftale”, i sidste øjeblik blev omdøbt til en ”partnerskabsaftale”. En forskel der er vigtig da en associeringsaftale som regel altid er delt kompetence mellem EU og medlemslandene, og dermed skal have de nationale parlamenter ind over, mens det ikke nødvendigvis gør sig gældende for en partnerskabsaftale.

Alt dette, på trods af, at man da man forhandlede den noget mindre CETA-handelsaftale med Canada godt turde lade de nationale politikere også få lov at se på aftalen. En respekt for demokratiet der varede lige indtil man fandt ud af, hvor stor bekymring og modstand der var. Desværre syntes den lektie de lærte sig at være, at man derfor skal undgå besværligt demokrati – hvor jeg jo vil mene man burde have set på, hvorfor handelsaftaler møder så megen kritik. Men sådan er vi jo så forskellige.

Hvad sker der nu – og hvornår skal aftalen godkendes?

Nu hvor forhandlingerne er erklæret for afsluttende, vil EU-Kommissionen foretage en juridisk undersøgelse af teksten og en oversættelse til samtlige officielle EU-sprog. Dette kan let tage 4-6 måneder, eller sagt med andre ord kan vi forvente os at EU-Kommissionen kan være klar med endelige tekst omkring juni 2025 – altså lige inden det danske EU-formandskab begynder.

Derefter vil EU-Kommissionen så anmode Rådet (EU-landenes ledere), om formel tilladelse til at underskrive aftalen. Det her det for alvor bliver spændende, for det er sandsynligvis også først her at Kommissionen vil løfte sløret for aftalens såkaldte struktur. Altså om den skal vedtaget som den samlede pakke den blev forhandlet som, eller i stedet af taktiske grunde splittes op.

Tidsmæssigt betyder alt dette, at hvis man bevæger sig meget hurtigt gennem alle stadier, vil teksten kunne fremlægges for EU-Parlamentets handelsudvalg i juli 2025 og dermed vil den måske kunne ratificeres af EU-Parlamentet i november eller december 2025 – altså under dansk formandskab.

Både EU og Mercosur fortjener bedre

Selv om Mette Frederiksen sikkert vil være glade for muligheden for at udråbe den kontroversielle aftale til at være en succes for det danske EU-formandskab, håber jeg at det i stedet ender med at blive et klart nej fra EU-Parlamentet. Især hvis vi bliver de eneste folkevalgte i Europa der får lov til at have reel debat omkring sagen.

Jeg synes at processen omkring EU-Mercosur rejser et vigtigt spørgsmål: Hvis en handelsaftale er kontroversiel at man ikke tror man kan få alle EU-landene til at sige ja til den – burde man så ikke i stedet gå tilbage til forhandlingsbordet? Eller måske endda bare lytte til kritikken og droppe den helt?

Det er for mig uforståeligt hvis man fra EU’s side tror man gavner demokratiet i Europa ved at søge at luske noget så kontroversielt som Mercosur-aftalen igennem uden om de nationale parlamentet. Især når der er SÅ mange ting at være kritiske om i aftalen.

Derfor bliver et af mine juleønsker i år, at der skabes en bred og folkelig mobilisering mod det, der basalt set er en dårlig handelsaftale, der vil skade mere end den gavner.

 

Indlægget er oprindeligt bragt i Netavisen Pio, og kan findes der, via dette link.

 

Tilmeld Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev Øropa og modtag automatisk de vigtigste EU-nyheder



image linking to enhedslisten twitter feed

Tilmeld Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev Øropa og modtag automatisk de vigtigste EU-nyheder

Læs mere om

Europæisk Venstrefløjsalliance

Her kan du læse den politiske platform for den Europæiske Venstrefløjsalliance.

Læs mere
image linking to enhedslisten twitter feed