I dag stemmer vi i EU-Parlamentet i en af den slags afstemninger der gør mig både trist og arrig.
Jeg er trist, fordi vi endnu engang ser, at klimaet ikke vægtes højt nok. Og jeg er arrig, fordi det sagtens kunne have været gjort meget grønne, meget mere klimavenligt – og fordi stemmerne til at tage denne vej ville have været der. Men nogle af dem, der ellers priser sig selv som grønne, har aktivt valgt den mindst ambitiøse vej.
Jeg er arrig, fordi det sagtens kunne have været gjort meget grønnere, meget mere klimavenligt – og fordi stemmerne til at tage denne vej ville have været der
Lad mig forklare det lidt nærmere:
I EU-Parlamentet skal vi endnu engang stemme om kvotehandelssystemet ETS, og klimatolden CBAM.
Vi skal stemme igen, fordi forhandlingsmandatet i første omgang blev forkastet – af en alliance der centrerede sig om vores gruppe (Venstrefløjsgruppen), de Grønne og den Socialdemokratiske gruppe.
Mandatet blev forkastet, fordi det ganske vist var lidt mere ambitiøst end hvad EU-Kommissionen havde foreslået, men samtidigt en del mindre ambitiøst end hvad man allerede havde indgået aftale om, i Miljøudvalget.
MEN.
For desværre ER der et men. Efter pres fra industriens venner i de konservative (EPP) og liberale (Renew Europe) grupper, ser det nu ud til at den socialdemokratiske gruppe (S&D) har givet sig, og villigt sluger en mindre ambitiøs vej frem end hvad man ellers havde krævet og indgået kompromis om.
Det er ikke blot trist, det er forargeligt.
Det er ikke blot trist, det er forargeligt
For selvom det mandat der skal stemmes om ganske vist er en smule bedre end det, Kommissionen oprindeligt havde foreslået – så er det som sagt langt mindre klimavenligt end hvad man allerede havde indgået aftale om. Helt konkret snakker vi om at EU-Kommissionen havde foreslået et reduktionsmål på 61% og det kompromis der ser ud til at gå igennem er på 63% – men, men, men – i Miljøudvalget var man blevet enig om 67%. Det er en bestemt ikke ubetydelig forskel.
At det sker, er i sig selv slemt nok, men endnu værre er det faktum, at stemmerne havde været der til at være grønnere. Det viste vores sidste afstemning jo klart. Jeg synes derfor at den socialdemokratiske gruppe, og de af dens medlemmer der måtte følge partilinjen, klart svigter deres egne paroler og løfter.
De europæiske socialdemokrater er dog langt fra de eneste der svigter, for tænk tilbage på sidste EU-parlamentsvalg i 2019, og alle dem der dengang påstod at ville klimaet. Flere af dem har aktivt støttet at vælge den mest udvandede vej frem – og har valgt det, selv om de kunne se, at der kunne været skabt et grønnere flertal. Det er at svigte klimaet, svigte sine vælgere og svigte sine egne løfter.
Jeg ved ikke hvad de partier skal gå til valg på næste gang, men én ting er sikkert: De kan ikke troværdigt længere påstå at de er klimaets venner. For sådan her opfører venner sig ikke.
Jeg ved ikke hvad de partier skal gå til valg på næste gang, men én ting er sikkert: De kan ikke troværdigt længere påstå at de er klimaets venner
Indlægget er oprindeligt bragt i Klimamonitor, og kan også findes her.
