Egentlig havde jeg forventet det. Og vi havde jo også stemt imod mandatet til topmøde-forhandlingerne. Fordi vi simpelthen ikke mente, at regeringen stod fast nok på den grønne omstilling, på retsstatsprincippet og på nødvendigheden af en omstilling af det megastore EU-budget. Modsat Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Konservative og SF, som stemte for.
Og alligevel blev jeg skuffet. Især på det grønne område. Og det var jeg ikke ene om.
»EU-aftalen skuffer fælt på den grønne dagsorden«, skrev Greenpeace. Og på Twitter beskriver Greta Thunberg aftalen som »vage, fjerne, ufuldstændige klimamål, som er næsten umulige at spore, og en total fornægtelse af klimaets nødsituation«.
En historisk mulighed for at tage et stort skridt væk fra klimakatastrofen er forpasset. Jo, det lyder flot, at den del af budgettet, som skal gavne klimaet, steg fra 20 til 30 procent, men det siger reelt ingenting. Det kan et par meget enkle spørgsmål afsløre: Hvor mange tons CO2-udledning forventes den indgåede aftale at reducere? Hvor meget tættere bringer aftalen os til klimaneutralitet i 2050? Svarene blæser i vinden.
Man kan kun frygte det værste. Jævnfør f.eks. den nylige rapport fra Den Europæiske Revisionsret, som dokumenterer, at de påståede positive effekter af den fælles landbrugspolitik for klima og biodiversitet er blevet groft overvurderet. Alligevel regnes med, at 40 procent af udgifterne til den fælles landbrugspolitik kan henregnes som klimapositive. Og bedre bliver det selvfølgelig ikke af, at ’Just Transition Fund’, som netop skulle understøtte den grønne omstilling, i de afsluttende forhandlinger blev skåret ned til sokkeholderne.
Frem for alt risikerer aftalen at have udskudt den nødvendige grønne omstilling. Og det har vi slet ikke råd til
Det kunne måske gå, hvis det handlede om budgettet for 2021. Men vi snakker om et budget, som rækker frem til udgangen af 2027. Stort set hele den periode frem til 2030, som er afgørende for, at klimakatastrofen kan undgås. Og det kan ikke bare laves om. Medmindre EU-Parlamentet vender tommelfingeren nedad, når det skal til afstemning dér. Det arbejder Enhedslistens medlem, Nikolaj Villumsen, og andre gode grønne kræfter selvfølgelig for. Og man må håbe, at det lykkes – for klimaets skyld.
Også på et andet område forpassede topmødet en historisk mulighed. Siden sidste 7-årige budget i 2014 har Storbritannien med 65 millioner indbyggere forladt EU. Ud over helt oplagt at muliggøre en markant reduktion af EU-budgettet, så ville det også være en anledning til en grundlæggende omstilling.
EU bruger penge på mange besynderlige ting. Det gælder f.eks. EU-institutionernes rejsecirkus mellem Bruxelles og Strasbourg; de lukrative aflønningsforhold, hvor tusinder af EU-ansatte tjener mere end den danske statsminister; de såkaldte ’blyantspenge’, hvor EU-parlamentarikere får udbetalt over 30.000 skattefri kroner om måneden til diverse ekstraudgifter uden kontrol. Selv om disse eksempler og mange lignende er grænseoverskridende provokerende, så tilhører de trods alt småtingsafdelingen.
Det kan man til gengæld ikke sige om landbrugsstøtten og strukturfondsmidlerne, som udgør de allerstørste poster på EU-budgettet. Det er samtidig områder, hvor landene kæmper med næb og kløer om at få så meget som muligt tilbage af de penge, som de har indbetalt til EU – eller mere. Derfor er det også langtfra, at pengene fra disse poster går til projekter, som er samfundsmæssigt fornuftige eller klimamæssigt ansvarlige. Hverken i det enkelte land eller på EU-plan.
>> Læs også: Enhedslisten raser:Flertal i Folketinget klar til at bakke op om kulsort EU-budget <<
Den manglende oprydning i EU’s budget efterlader en kæmpe regning (ud over genopretningsfonden, som er et kapitel for sig). Uanset hvor store rabatter, som statsministeren praler med, så ændrer det ikke på, at Danmark de næste 7 år skal betale mindst 4,5 milliarder mere til EU hvert eneste år.
Det er faktisk mange penge. I finanslovsforhandlingerne i efteråret fik Enhedslisten, SF og Radikale Venstre tilkæmpet sig 3 milliarder til forbedringer. De kommende finanslovsforhandlinger skal altså begynde med et minus på 4,5 milliarder. For Enhedslisten er det helt afgørende, at den regning skal ikke betales af almindelige lønmodtagere eller gennem nedskæringer på velfærden.
Hvis ikke det lykkes, så bliver budgetaftalen en dyr omgang. Men frem for alt risikerer aftalen at have udskudt den nødvendige grønne omstilling. Og det har vi slet ikke råd til.
Mere end nogensinde er der brug for, at den grønne klimabevægelse finder vej ud af corona-dvalen og på ny sætter dagsordenen: klimahandling nu!
Bragt i Politiken d. 22 juli 2020.
