Da EU-Parlamentet vedtog den dybt problematiske deportationspakke, kneb jeg og mange andre en tåre. Det gjorde vi, fordi det desværre var en afstemning der satte streg under, at et nyt kapitel skal til at skrives i EU’s historie. Desværre et af den slags kapitler vi bestemt burde have været foruden, og et kapitel der kan komme til at fremstå som et af de sortere kapitler i den Europæiske Unions historie.

Det er et udsagn der sikkert er nogle der vil skynde sig at hævde, er overdrevet, men lad mig forklare hvorfor det, der blev vedtaget, er så slemt, og endda på to ret forskellige punkter, og med to forskellige priser der skal betales.

Den første pris, skal betales af de mest udsatte

En af ting der gør mig både arrig og deprimeret over hele dette forslag er at det ikke alene handler om populistisk retorik og handlen, men at det sker på bekostning af nogle af de mest udsatte mennesker: Nemlig dem der rent faktisk er flygtet fra krig og ødelæggelse, fra undertrykkelse og forfølgelse. Mennesker der er dybt traumatiserede, ofte adskilt fra venner og familie, og som i sidste ende blot søger noget fundamentalt menneskeligt: et sikkert sted at komme sig.

Når man har fulgt denne debat, er det som om folk helt glemmer at folk ikke flygter for sjov.

Hvad der ofte heller ikke nævnes, er at det der nu åbnes op for på EU-niveau, minder meget om de skrækbilleder vi har set fra USA, når Trumps ICE-bøller har hærget. Ikke alene skabes der mulighed for at oprette de omstridte deportationscentre langt fra EU’s grænser, hvor folk på flugt, der ikke har lovligt ophold i EU, skal sendes til. Det skal også, som vi har set det fra USA, være muligt at slå til mod boliger og arbejdspladser, herberger og hospitaler i razziaer mod på folk på flugt.

Dette sker i et EU, hvis grænsestyrke Frontex allerede i årevis har overtrådt loven gang på gang, og undladt at beskytte fundamentale rettigheder, i jagten på migranter og flygtninge.

Derfor er det ikke svært at regne ud hvor megen misbrug og nød disse forslag hurtigt kan føre til, og endnu mere når dem det går ud over gemmes væk langt fra menneskerettighedsorganisationer og presse kontrol.

Det er meget sigende, at selv ikke et forslag om i det mindste at kræve at børn skulle undtages fra udvisninger til deportationscentre langt væk, ikke måtte komme med. Det fortæller noget om hvor koldt, kynisk og menneskefjendsk det her forslag er.

Den anden pris: underminering af international ret

Selv hvis de menneskelige omkostninger ikke er nok til at fordømme deportationspakken, er der en anden pris der også skal betales: nemlig at forslaget også aktivt bidrager til den underminering af international ret, verden desværre ser så meget af.

For ved at sende et klart signal om at menneskerets-  og flygtningekonventioner, samt årtiers europæisk retspraksis, nu ikke længere skal være det papir værd de er skrevet på, så kommer dette forslag til at give despoter, krigsmagere og undertrykkere nye kort på hånden:

For hvis EU kan sige, at det at forpligtige sig til en række af internationale konventioner og traktater om noget da er meget fint, men også totalt midlertidig når bare det er noget vi synes er vigtigt, så efterlader det et stort spørgsmål: Hvorfor skal verdens Putiner, Erdoganer og andre ikke kunne gøre det samme? Både når det gælder menneskerettigheder og alle andre dele af international ret.

Det er i sig selv dybt problematisk, men endnu mere i en verden hvor USA’s leder aktivt går efter at rive årtiers regler for alt fra handelspolitik til krigsførelse midt over.  Nu beslutter EU sig så for at gøre noget lignende.

Det dumt, det er moralsk forkert – og det er noget vi alle kan komme til at lide under. Samtidigt er det en af de sager, der viser de tydeligste forskelle mellem os nordjyske EU-politikere, synes jeg.

Indlægget er oprindeligt bragt i Nordjyske, og kan også findes der, via dette link.