Lettere foroverbøjet og ulasteligt klædt i sort jakkesæt, blåt slips og runde briller træder Mario Draghi frem på EU-Parlamentets talerstol.

Med undtagelse af hårfarven, som er blevet en kende mere grå, har fremtoningen hos den tidligere finanschef i Goldman Sachs og mangeårig del af EU-eliten ikke forandret sig, siden han i årene efter finanskrisen for mange mennesker blev billedet på den EU-dikterede nedskæringspolitik, som særligt ramte de sydeuropæiske EU-lande.

Draghi er inviteret af EU-institutionerne til at præsentere anbefalingerne i hans rapport ”The future of European competitiveness”, en rapport udarbejdet på bestilling af EU-Kommissionen til at pege på retningen for fremtidens EU.

Præsentationen sker på et tidspunkt, hvor EU skal finde sine ben i en ny geopolitisk verdensorden, hvor statsstøtte og industripolitik har fået fornyet relevans.

Men havde man håbet, at den anledning ville skabe grobund for, at EU-toppen genovervejede dens urokkelige tro på neoliberalismens og det fri markeds lyksaligheder, blev man skuffet. For med forslag om meget mere marked, større banker og mindre demokrati viser Draghi (desværre), at snakken om neoliberalismens død i Europa er stærkt overdrevet.

Mere om det senere. Først er vi nødt til at tage et grundigt kig på den diagnose af EU’s økonomi, som Mario Draghi fremlægger – og som igen og igen bliver gentaget i medier og af politikere.

Den svigtende konkurrenceevne som isbryder og fejldiagnose

Første side i grønspættebogen for politikere, der ønsker at gennemføre omstridt politik, peger på én ting: Find en krise, der kan fungere som isbryder for din politik.

Det tip synes Draghi at have taget til sig. Isbryderen er en fortælling om svigtende konkurrenceevne i EU. Det gennemgående tema i hans 300 sider lange rapport.

Analysen er skåret ind til benet, at EU sakker bagud i den globale konkurrence – især over for USA. Konsekvensen er, at EU taber både økonomisk vækst og arbejdspladser til udlandet. Draghi går endda så langt som at tale om en eksistentiel trussel for hele EU, hvis ikke vi handler hurtigt med gennemgribende tiltag.

Skal man vurdere et lands (eller områdes) konkurrenceevne, ser man normalt på handelsbalancen. Det vil sige evnen til at eksportere varer og tjenesteydelser i konkurrence med import af varer og tjenesteydelser produceret i udlandet. En dårlig konkurrenceevne vil sædvanligvis vise sig i et underskud på handelsbalancen, fordi det bedre kan betale sig at købe varerne i udlandet.

Ser vi på EU under ét, har unionen imidlertid de seneste 15 år (med undtagelse af en kort periode under corona-nedlukningen) haft overskud på handelsbalancen over for omverden. Siden 2013 har der sågar været tale om substantielle overskud på 2,5 – 3 procent af bruttonationalproduktet (BNP). Fremskrivninger fra IMF frem mod 2028 vurderer, at den udvikling vil forsætte i årene fremover. Her er der derfor ikke just krise at spore.

Og hvis der skulle være et særligt problem med USA, må man spørge, hvorfor Trump nu truer med at indføre straftold på europæiske varer? Forklaringen skal findes i statistikkerne, der viser, at EU de sidste 10 år har haft et substantielt overskud på handelsbalance med USA. Dog med den nuance, at det primært er drevet af handel med varer, da USA på grund af sin tech-industri har overskud på handelsbalancen, hvis man isoleret ser på salg af tjenesteydelser.

Udviklingen i produktiviteten i EU – der har vokset støt de seneste to årtier – blotlægger heller ikke en krise af de dimensioner, Draghi optegner. Fra 2000 til 2022 er produktiviteten i EU steget med 26,6 procent. Væksten i produktiviteten har rigtig nok været aftagende siden 90’erne, men det er en tendens, vi har set over hele den vestlige verden – og altså ikke noget der særligt gælder EU.

Og sammenligner man udviklingen i produktivitetsstigningerne i EU med USA – som Draghi peger på er særlig problematisk – finder man heller ikke nogen signifikant forskel over de seneste 15 år. Det får den anerkendte svenske økonomiprofessor Harry Flam – der bestemt ikke er repræsentant for venstrefløjen – til at sætte spørgsmålstegn ved hele Draghi-rapportens diagnose:

”Draghi (..) gør et stort nummer af, at EU er bagud i forhold til USA i produktivitetsvækst. Det gælder, hvis man ligesom Draghi rapporterer udviklingen siden 1999. Så er BNP per arbejdstime, korrigeret for forskelle i inflationsrater, prisniveau og valutakursændringer, steget med 47 procent i USA og 30 procent i EU pr. 2024. Men hvis man i stedet ser på udviklingen siden 2009, er stigningen stort set den samme, eller 18 procent i USA og 15 procent i EU”.

Altså en forskel på ca. 0,2 procent om året i gennemsnit. Det indebærer også, at fortællinger om, at USA’s BNP skulle have vokset sig til at være 50 procent større end EU-landenes i dag – hvis vi sammenligner med for 16 år siden – ganske enkelt er forkerte.

Forlader man den noget arbitrære og vilkårlige metode at se på udviklingen i produktiviteten for EU under ét – og ser man i stedet på udviklingen i de enkelte EU-lande – bliver billedet endnu mere nuanceret. Opgørelsen af produktiviteten i EU dækker nemlig over markante forskelle internt blandt medlemslandene, hvor flere lande – heriblandt Danmark – scorer højere end USA, når det kommer til produktivitetsudviklingen. Samlet set er der derfor god grund til at sætte spørgsmålstegn ved Mario Draghis krisefortælling.

Det betyder imidlertid ikke, at der ikke er udfordringer. USA sidder tungt på dele af tech-branchen. Samtidig er der brug for markante statslige investeringer i den grønne industri i EU-landene.

Med et Kina der siden 2022 har øget sin eksport af el-biler med 70 procent, og som i dag står for produktionen af 86 procent af alle solcelleanlæg i verden, er det tydeligt, at EU-toppen har sovet i timen. EU’s generelle fjendtlighed over for at medlemslandene giver statsstøtte har betydet, at Europa er sakket gevaldigt bagud – i hvad der kunne være et ræs mod toppen i statssubsidieret grøn omstilling.

Samtidig er der ingen tvivl om, at EU’s berygtede bureaukrati og lange sagsbehandlingstider også bidrager til at hæmme innovation og produktivitet.

Det ændrer dog ikke ved, at påstanden om, at EU skulle stå over for en eksistentiel trussel med henvisning til unionens globale konkurrenceevne, i bedste fald er overdrevet og i værste fald et bevidst forsøg på at skabe en brændende platform, der kan fungere som isbryder for kontroversiel politik.

EU-classic: Deregulering og mindre demokrati

Så meget om (fejl)diagnosen. Men hvilken medicin ordinerer Mario Draghi i jagten på at forbedre konkurrenceevnen?

Et af de mest omtalte elementer i rapporten er forslaget om, at EU optager fælles gæld for at fremme investeringer. Ifølge Draghi er det imidlertid ikke det centrale i rapporten eller en essentiel del af hans plan. Det er også meget tvivlsomt, om forslaget har politisk gang på jord.

Mere centralt – og langt mindre omtalt – er rapportens gennemgående fokus på deregulering og styrkelse af markedet på bekostning af demokratiet.

F.eks. peger rapporten på behovet for deregulering af finanssektoren. De stærkt kontroversielle securitiserings-lån – som tidligere er blevet udpeget som en af hovedårsagerne til finanskrisen – skal igen fylde mere. Kapitalkrav skal lempes. Og der skal udvikles et europæisk kapitalmarked med det formål at mobilisere risikovillig privatkapital og gøre udflytning af kapital fra et EU-land til et andet nemmere ved at udvide kapitalens fri bevægelighed.

Samtidig skal magten centraliseres og beslutninger af-demokratiseres. EU-lande skal i højere grad kunne påtvinges politikker, ved at Ministerrådet kan træffe beslutninger med kvalificeret flertalsafgørelser på alle områder. EU-budgettet skal gøres markant større, hvilket vil give den ikke-folkevalgte EU-Kommission endnu mere magt, da den administrerer størstedelen af midlerne. Og man skal fremover i højere grad gøre brug af totalharmonisering, når EU fastsætter regler, så man kan forhindre, at de enkelte EU-lande vedtager strammere regulering for virksomheder (fx forbrugerbeskyttelse) nationalt.

Det er ikke overraskende forslag, når man samtidig ser på listen over hvem, der er blevet inddraget i forbindelse med udarbejdelsen af rapporten. Listen består i langt overvejende grad af store multinationale selskaber og industriens repræsentanter.

Draghi formulerer det helt afgørende mål med disse initiativer meget direkte: Virksomhederne skal opskaleres, så vi får (endnu) større multinationale selskaber i EU. På den måde skal de kunne konkurrere med de amerikanske gigant-virksomheder.

I en tid hvor der er et stigende behov for antimonopolistiske initiativer til at begrænse, at magten ender hos få, store multinationale selskaber og tech-giganter, vælger Draghi altså at gå den modsatte vej.

Det er skidt nyt. Både for små og mellemstore virksomheder, for forbrugerne og for demokratiet. Flere kæmpevirksomheder i EU vil nemlig uundgåeligt betyde øget markeds- og magtkoncentration hos en lille gruppe kapitalejere og banker, som risikerer at blive “too big to fail”.

Hvor EU-toppen hidtil har haft fokus på at styrke konkurrenceevnen blandt medlemslandene gennem besparelser og stram finanspolitik, introducerer Draghi-rapporten et nyt perspektiv. Fokus er ikke længere ensidigt rettet mod at optimere konkurrenceevnen internt mellem EU-landene. I stedet lægges der nu større vægt på at styrke EU’s konkurrenceevne udadtil som en samlet blok.

Neoliberalismen er død, neoliberalismen leve!

Dette skifte afspejler sig også i rapportens fokus på industripolitik, fremme af investeringer og en åbning for strategisk brug af statsstøtte. Det har fået flere til at rejse spørgsmålet, om rapporten markerer et opgør eller (ny)brud med neoliberalismen i EU. Men det er (desværre) ikke tilfældet.

Når Draghi foreslår en stærkere (EU-)statslig rolle, er målet ikke at reducere markedets magt og betydning, men derimod at sikre de bedste rammer for at markedsmekanismerne forsat kan overleve og trives i en ny global virkelighed, hvor Kina og USA har genopfundet industripolitikken. Det bliver særligt tydeligt, når Draghi i rapporten argumenterer for, at staten ikke bør “duplikere, hvad den private sektor allerede gør”.

Og dermed er vi også inde ved kernen af Draghi-rapporten. Det handler ikke om at udfordre markedets dominans, men om at konsolidere og forsvare EU’s fri markedsøkonomi i en verden præget at større global konkurrence, teknologisk forandring og geopolitiske spændinger.

EU-sanktioneret statsstøtte og investeringer via EU-budgettet skal ikke bruges til at udfordre eller erstatte det fri marked. De skal bruges til at sikre, at markedsdominansen kan opretholdes og fungere effektivt i en tid, hvor globale magtbalancer forskydes.

Den tilgang ligger fint i forlængelse af nyere forskning i nyliberalismen som et system, der ikke bare handler om at reducere statens rolle, men snarere at omforme og strukturere staten på måder, der medvirker til at beskytte markedsmekanismerne og den globale kapitalisme.

Markedet skal ”indhegnes” eller beskyttes mod demokratiske krav og nationale interventioner, som potentielt kan true den frie bevægelighed af kapital, varer og investeringer. Det sker ved at flytte magten til overnationale institutioner som EU, hvor intet folkevalgt organ kan fremsætte forslag.

Det spiller godt sammen med Draghis dagsorden om, at industripolitikken skal koordineres og udmøntes – ikke nationalt – men i et demokratisk vakuum på EU-niveau. Her er de enkelte EU-landes indflydelse stærkt begrænset, beslutningstagerne er i vidt omfang skærmet fra folkelig påvirkning, og det er teknokraterne i EU-Kommissionen, der har enebeføjelsen til at afvise og godkende statsstøtte.

Draghi-rapporten repræsenterer derfor (desværre) ikke en grundlæggende afvigelse fra – men snarere en videreførelse af det neoliberale regime i EU.

Fem år med deregulering?

Tilbage i EU-Parlamentet bliver Mario Draghis præsentation mødt med applaus fra mange af de fremmødte. I det højreorienterede parlament falder mange af rapportens forslag ikke overraskende i god jord.

Og selvom rapporten er en teknisk sag, som meget få almindelige mennesker kender til, så har den allerede haft stor effekt.

EU-Kommissionen har varslet, at dens vigtigste opgave i den kommende tid bliver at forbedre EU’s konkurrenceevne gennem deregulering. I forbindelse med præsentationen af den nye EU-Kommission blev der således allerede identificeret 16 tiltag fra EU-Kommissionen, der har til formål at udfolde dereguleringskampagnen.

Og senest har EU-Kommissionen præsenteret et såkaldt ”konkurrenceevnekompas”, der som et ekko af Draghi-rapporten fastlægger en plan for de næste fem år med ”hidtil uset” deregulering, opbygning af et kapitalmarked, opgør med beskatning af grænseoverskridende investeringer, og forslag til en mere ”markedsdrevet” konsolidering af aktiemarkeder, børser og fonde.

Det har fået en lang række NGO’er til at råbe vagt i gevær over den planlagte deregulering, som de mener er til fare for miljøet, klimaet og kampen for menneskerettighederne. F.eks. vil man svække på krav til store virksomheder, når det gælder om at sikre, at miljø og menneskerettigheder ikke lider overlast i deres forsyningskæder. Og man vil undtage langt flere virksomheder fra EU’s klimatold.

Der er ingen tvivl om, at Draghi-rapporten er grundlaget for et neoliberalt angreb på vores velfærd og demokrati. De næste fem års kamp bliver afgørende for, om angrebet vil lykkes.

Indlægget er oprindeligt bragt hos Solidaritet, og kan også findes der, via dette link.