Efter Trumps trusler mod Grønland og Danmark, og frygten for, at de hundedyre F35 angrebsfly Danmark partout skulle anskaffe sig, kan løbe ind i problemer hvis en utilregnelig amerikansk administration ikke vil give os adgang til softwareopdateringer eller reservedele, skulle man tro Regeringen var blevet klogere. Men nej. På trods af, at snart sagt alle, fra Frankrig til Finland og fra Canada til Portugal har indset, at det ikke er holdbart at forlige sig så meget på USA, synes Danmarks regerende partier tilsyneladende, at man skal lægge alle kampflysæg i én kurv – den amerikanske.
Hvordan skal man ellers tolke forsvarsministerens udtalelser om, at vi har brug for flere kampfly til Danmark – og at det pinedød skal være i form af flere kontroversielle F35-fly?
Det kontroversielle fly
At Enhedslisten fra starten var modstandere af at købe F35 fly, er næppe en hemmelighed. Siden da, er argumenterne mod de amerikanske angrebsfly blot blevet bedre. Tag blot de ekstremt højre omkostninger for at have en F35 på vingerne. Eller tænk på de adskillige gange F35 fly allerede er styrtet ned, har formået at skyde sig selv, eller sågar er brudt i brand på landingsbanen. Hvis det ikke er nok, kan man også se på de dårlige britiske erfaringer med flyet. Her kom det for nyligt frem, at F35 kun har været i stand til at flyve 1/3 af de krævede missioner, på grund af problemer med alt fra vedligeholdelse til øgede problemer med udsættelse for saltvand. Problemer der også førte til, at et af de britiske F35 fly i fire uger sad fast i Indien, efter det var løbet ind i dårligt vejr.
Hvad blev der af uafhængigheden fra USA?
I tillæg til de mange problemer med omkostninger og pålidelighed kommer hele aspektet om, at vi må erkende at vi står i en anden sikkerhedspolitisk situation end tidligere. En situation, hvor Rusland udgør en reel militærtrussel mod ikke mindst venner og allierede, og hvor USA har gjort det klart, at vi ikke kan regne med deres hjælp, og måske endda det direkte modsatte.
I betragtning af den udvikling, er det underligt at man ikke grundigt overvejer om eventuelle nye fly bør være et alternativ til de udskældte F35. Dermed ville vi kunne få fly der kan sendes på vingerne, selv hvis amerikanerne ikke er der til at hjælpe os med softwarekoder og lignende. Eller hvis de truer med at tilbageholde teknisk støtte, hvis ikke vi giver dem Grønland.
Alternative muligheder
Sagen er jo at der ER alternativer, også i Europa. Eksempelvis kunne det være svensk-byggede jagerfly der i stedet kunne varetage nogle af de roller, hvor der ikke synes at være behov for F35s evner som hverken stealth- eller angrebsfly. Ser vi, hvordan vi dels til dagligt ofte bruger vores jagerfly, dels hvordan man evt. bør udbygge forsvarskapaciteten, er det jo bl.a. som interceptor og måske ikke mindst som afvisningsfly. Her er der avancerede alternativer der bl.a. kan lette og lande fra mere rustikke installationer. Samtidigt kan man også overveje om ikke et fly der laver afvisningsopgaver, i sagens natur ikke rigtig har brug for stealthegenskaber – da opgaven jo netop er at blive set af den anden side?
Set fra Bruxelles er det endnu skørere
I Danmark er historien som sagt allerede absurd nok, men når man, som jeg, til daglig også arbejder i en europæisk kontekst, bliver den danske regerings tilsyneladende afhængighedsforhold af amerikansk militært isenkram, endnu mere uforståeligt.
Der går næppe en dag uden at man i EU-systemet diskuterer ”strategisk autonomi” og hvordan EU ikke længere skal sætte sig i afhængighedsforhold, og da slet ikke til utilregnelige stormagter med ondt i egoet. Det gælder hvad enten vi taler Putins Ruslands, Xis Kina – eller Trumps USA.
På det punkt synes jeg efterhånden de strategiske diskussioner i EU giver mere mening end dem, regeringen gør sig herhjemme.
Jeg håber snart at regeringspartierne indser, at deres fine nye kampfly, og ikke mindst deres fortsatte manglende vilje til at kunne stå på egne ben overfor USA, faktisk ikke har noget tøj på.
Kronikken er oprindeligt bragt i Avisen Danmark, og kan findes der, via dette link.
