Alene i EU er der hver evig eneste dag 12 mennesker, der ikke vender hjem til deres familier, fordi de er døde på deres arbejde. Hvert år dør tusindvis af arbejdere på grund af arbejdsulykker, mens talrige andre lider under livsforandrende skader.
Derfor offentliggjorde en række politikere, fagforeningsfolk og eksperter fra hele Europa i slutningen af april manifestet “Zero Death at Work” for at sikre, at der ikke sker dødsfald på arbejdet.
Det kan – som en af manifestets underskrivere – undre mig, hvem der har støttet kravet om handlinger og ikke mindst, hvem der ikke har.
Det kan – som en af manifestets underskrivere – undre mig, hvem der har støttet kravet om handlinger og ikke mindst, hvem der ikke har.
Listen af de politikere og eksperter, der mener, at der må skrides til handling nu, inkluderer for eksempel repræsentanter for næsten alle politiske grupper i EU-Parlamentet (men dog ikke for den gruppe Dansk Folkeparti sidder i). Der er også ministre fra en række forskellige lande; herunder Sverige, Belgien og Luxembourg. Men Danmark glimrer desværre ved sit fravær, og jeg kan ikke lade være med at undre mig over, hvorfor den danske beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard ikke har skrevet under?
Men Danmark glimrer desværre ved sit fravær, og jeg kan ikke lade være med at undre mig over, hvorfor den danske beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard ikke har skrevet under?
Som det ikke var slemt nok, at så mange dør på jobbet, dør yderligere mindst 100.000 europæiske lønmodtagere om året på grund arbejdsrelaterede sygdomme. Sygdomme som eksempelvis skyldes, at man gennem arbejdet udsættes for asbest eller kræftfremkaldende kemikalier, eller at man ganske enkelt slides ned.
Vi kan som samfund gøre langt mere for at forhindre mange af dødsfaldene, men vælger ikke at gøre det – typisk med henvisning til at det koster penge.
Vi kan som samfund gøre langt mere for at forhindre mange af dødsfaldene, men vælger ikke at gøre det – typisk med henvisning til at det koster penge. Det understreger om noget, at kampen mod arbejdsrelaterede dødsfald er en politisk kamp – og en benhård en af slagsen. Det er en kamp, det er utroligt at vi stadig er nødt til at føre, i 2022.
Med til historien hører, at mens vi ser en nedgang i dødsfald som følge af arbejdsulykker i EU, så stiger mængden af arbejdsrelaterede sygdomme der fører til dødsfald faktisk, selv om det sjældent er noget der præger avisernes overskrifter. Det er en skræmmende udvikling, som vi pinedød er nødt til at få vendt.
Det er en skræmmende udvikling, som vi pinedød er nødt til at få vendt.
Spørgsmålet om arbejdsrelaterede dødsfald bliver kun mere og mere aktuelt. Tænk eksempelvis på alle de klimarenoveringer, der følger med den grønne omstilling. De er vigtige for os alle, men de kan også meget let komme til at betyde at langt flere bygningsarbejdere vil blive udsat for asbest og dermed risikerer at lide varig skade eller ligefrem at dø. Det absurde er, at vi har en række redskaber, der kan reducere risikoen markant – som screeninger før renoveringer, bedre uddannelse eller sikkerhedsudstyr – men de bruges ikke så ofte, som de bør. Problemet er ikke mindst, at nogle bygherrer og arbejdsgivere sætter profit først – og at tilstrækkeligt mange politikere lader dem slippe afsted med det. Det kan godt undre mig.
Problemet er ikke mindst, at nogle bygherrer og arbejdsgivere sætter profit først – og at tilstrækkeligt mange politikere lader dem slippe afsted med det
Når det kommer til beskyttelse og uddannelse af lønmodtagere til sikkert at omgås farlige substanser og maskiner, burde man forvente, at Danmark var helt i front. Jeg håber derfor, at beskæftigelsesministeren og regeringen vil bakke op om manifestet og være med til at sikre reel handling.
Vi kan ganske enkelt ikke være andet bekendt.
Ingen skal dø af at gå på arbejde.
Indlægget er også at A4, og kan findes her.
Læs også
Du kan læse mere om indsatsen her, i artiklen International indsats mod arbejdsrelaterede dødsfald.
