Da Donald Trump sidste år kørte op i endnu et af sine mange hysteriske anfald, den slags hvor han råber højt om at alle behandler USA unfair og derfor truer med tilfældige ekstra toldtariffer mod Gud og hver mand, skete noget jeg stadigt ikke helt forstår:

Den konservative tyske formand for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, valgte at bryde alle protokoller og normale procedurer, og på en af hans golfbaner, indgik hun en ny toldaftale med Trump. En aftale hun indgik uden forudgående information til EU-Parlamentet (som man plejer) eller sågar uden at have fået tilladelse til det (som hun normalt skal) fra EU-landene. Og ikke mindst en aftale Trump selv hyldede som en stor sejr.

En aftale der kun gavner den ene side

At den amerikanske præsident, hvis foretrukne forhandlingsinstrument synes at være trusler, mente det var en sejr han havde hevet hjem på EU’s bekostning, var ikke svært at forstå. For EU gik med til at USA kan pålægge en række produkter fra EU en ekstra toldafgift på 15%, mens EU til gengæld svarer igen med en ekstra told på amerikanske produkter på 0%, og i øvrigt ikke fik andet til gengæld end et løst løfte om, at så ville han ikke pludseligt komme med yderligere afgifter mod EU.

Det er svært at tænke sig en mere ensidig aftale, og let at forstå Trump-lejrens entusiasme. For med aftalen gav EU også den amerikanske lejr en ting de desperat råbte på: en let sejr, hvor vi ikke alene implicit accepterede det fejlagtige amerikanske argument om, at EU har opført sig slemt overfor EU, men også viser, at det bedste forhandlingsredskab ikke er argumenter eller fakta, men derimod rablende trusler og utilregnelighed.

Trumps trusler

Da aftalen var indgået, gik EU-Kommissionen straks i gang med en presserende opgave: at finde ud af hvordan man rent faktisk skubber en aftale igennem, der bryder alle EU-regler og procedurer for, hvordan den slags skal indgås. Løsningen blev at nedtone hele delen med at EU-Kommissionens formand slet ikke har beføjelser til at gøre hvad hun gjorde, og i stedet søge at løse det gennem ny EU-lovgivning. Lovgivning der var nødt til at følge de normale procedurer, på trods af intenst pres for at haste aftalen igennem.

På trods af aftalens objektivt dårlige indhold, gik det næsten som det skulle – lige indtil begyndelsen af året, hvor Trump som bekendt truede med bål, brand og ikke ville afvise militære midler for at overtage Grønland. En ambition der blev fulgt op med trusler om, ja du gættede det, ekstra told mod de lande der støttede Danmark og Grønland. På trods af en aftale om, netop ikke at komme med ekstra told mod EU-landene.

De trusler faldt sammen med at aftalen skulle godkendes, og derfor var vi nogle der kæmpede hårdt for at suspendere godkendelsen af aftalen øjeblikkeligt. Logikken var klar; så længe Trump decideret truer EU-lande, herunder Danmark, skal vi ikke belønne ham ved at godkende en ensidig aftale han ser som en personlig sejr OG som samtidigt vil understøtte ham i opfattelsen af, at overfor Europa, der virker trusler bedst.

Det var en hård kamp, men det lykkedes at få behandlingen sat på pause, selv om ikke mindst EU-Parlamentets højrefløj mente at man skulle lukke øjnene for Trumps trusler og vedtage aftalen.

Siden da har Trump truet flere EU-lande, herunder Spanien med handelskrig og nye afgifter, og intet ved hans opførsel har givet nogen som helst grund til at tro på, at selv hvis EU godkender aftalen, vil USA overholde den, og ikke pludseligt komme løbende med nye særafgifter på denne eller hin sektor, hvor amerikanske firmaer ikke kan klare konkurrencen med EU.

Men på trods af det er aftalen rykket nærmere og nærmere. Indtil EU-Parlamentet den 16. juni, på uforståelig vis, godkendte den.

Er danskerne stadigt de mest Trump-glade i EU?

Når man tænker på hvor ensidig og dårlig aftalen er, og samtidigt husker på, hvordan Trump og hans allierede gentagne gange har understreget at de VIL have Grønland, lige meget hvad andre (herunder ikke mindst Grønlænderne selv) måtte synes om det, bliver det svært at forstå at aftalen fik massiv dansk opbakning i EU-Parlamentet. Ja faktisk var det kun Enhedslisten der stemte imod aftalen, mens DF stemte blankt og Danmarks Demokraterne slet ikke deltog i den afstemning (selv om de deltog i de efterfølgende afstemninger)

Bløder man lidt op, og i stedet ser på hvor mange der ikke ville blankt afvise aftalen, men derimod sende den tilbage til forhandlingsbordet, så vi i det mindste kunne få lidt flere sikkerhedsgarantier, var det heller ikke et synderligt pænere billede der tegnede sig. Forslaget om åbne op for ændringer blev således kun støttet

Det ville sikkert være let for at forestille sig, at det danske stemmemønster var repræsentativt for det meste af Europa, men det ville også være forkert.

For faktisk giver en hurtig analyse af afstemningsresultatet et meget klart billede; et billede af at danske partier i EU, Enhedslisten naturligvis undtaget, synes at være blandt EU-Parlamentets allermest ivrige efter at belønne Trump, ved at blåstemple aftalen.

Ser man blot på de andre nordiske lande, bliver billedet allerede mere nuanceret, mens et blik på et land som Frankrig, viser en modstand mod den dårlige aftale der går langt ind i både den Grønne og den socialdemokratiske gruppe. Ja selv flere fra den Liberale gruppe stemte imod aftalen – men ingen af de danske medlemmer.

At Enhedslisten aldrig har været en fan af Trump, er næppe en hemmelighed, men at det danske billede er så skævt i forhold til EU vil nok overraske en del. Og jeg sidder stadigt tilbage med spørgsmålet: hvorfor er så mange danske EU-Parlamentarikere så ivrige efter at belønne Trump og hans trusler, ved at godkende denne aftale?

Dette indlæg er oprindeligt bragt i Netavisen Pio, og kan også findes der, via dette link.