Når EU-Parlamentet går i gang med at undersøge og høre kandidaterne til den næste EU-Kommission rettes flere øjne end normalt typisk mod Bruxelles. Det sker dels fordi EU-Kommissionen har så stor magt og indflydelse, dels fordi EU-Parlamentet traditionelt set er endt med at afvise en eller flere af de udpegede kandidater. I pressen i Bruxelles skrives der sågar artikler om de kandidater, journalister gætter på er dem der højst sandsynligt kommer i problemer.
Tradition for at afvise kandidater
Afvisning af kandidater er ikke blot sket én eller to gange, men helt konsekvent hver gang siden 2004 man har haft en høringsprocess. At det er sket konsekvent siger noget om, hvorfor processen overhovedet er der, hvilket blandt andet er for at sikre at den lukrative og magtfulde post som EU-Kommissær ikke blot bliver et ben man kan give til gode venner eller politiske rivaler, uden i det mindste at tænke over om det kan forsvares. Årsagerne til afvisninger spænder bredt, fra klokkeklare interessekonflikter, lidt for lukrative deltidsjob og beskyldninger om misbrug af midler, over manglende kompetencer og til politisk uholdbare synspunkter. Det sidste så man eksempelvis i 2004, hvor den italienske politiker der var udset til at være forsvarer for individets rettigheder, bl.a. offentligt udtalte at han mente homoseksualitet var en synd. Fem år efter, i 2009 måtte Bulgariens kandidat, Rumiana Jeleva se sig afvist, ikke mindst på grund af beskyldninger om links til et lobbyfirma og ikke at have været helt ærlig i sin finansielle erklæring. I 2014 var det så Sloveniens kandidat der var i søgelyset, da hun dels nominerede sig selv mens hun var ved at træde af som premierminister, og i øvrigt også var impliceret i en korruptionsundersøgelse. Disse er eksempler, men langt fra den fulde liste over de kandidater der gennem tiden har ført til mere end almindeligt løftede øjenbryn eller direkte afvisninger fra EU-Parlamentet
Hvad der desværre ikke er tilstrækkelig debat omkring er, hvor svag, utilstrækkelig og politiseret EU-Parlamentets høringsproces rent faktisk er.
Galt allerede fra første skridt
Et godt eksempel på hvordan EU-Parlamentets godkendelsesprocedurer er både for svage og for forhastede er, finder man allerede i det første skridt. Det er her at en af de vigtigste kriterier fastlægges: Om kommissionskandidaterne har for store interessekonflikter til at man kan betro dem jobbet.
Det er en proces der som sagt tidligere har ført til at kandidater er blevet afvist af EU-Parlamentet, allerede inden høringerne var nået til ende. Vi taler med andre ord om, hvad der på godt nordisk kan kaldes for granskningsfasen, en fase der skal overstås før den egentlige, politiske, høringsproces kan begynde.
Problemerne med granskningsfasen af de håbefulde kandidater kan opsummeres i følgende fem punkter:
1. For det første granskes interessekonflikterne bag lukkede døre i det såkaldte JURI-udvalg. Her skal EU-Parlamentarikerne vurdere på basis af erklæringer kandidaterne selv har fyldt ud, og som er sendt kun tre dage før selve mødet, og med en gennemgang af de enkelte erklæringer der kun varer få minutter. En proces man skal være ualmindeligt meget optimist for at kalde tilfredsstillende, men det stopper dog ikke her.
2. Problemerne vokser når man ser på hvad det er for erklæringer de håbefulde Kommissionsaspiranter rent faktisk skal udfylde. De er nemlig langt fra fyldestgørende og kandidaterne ”glemmer” ofte at inkludere alle deres finansielle aktiver, noget der understreges af, at hele 23 af de 26 kandidater, herunder både den danske og den svenske kandidat, der skal undersøges, allerede er blevet bedt om at sende uddybende information. Hertil kommer at der, af uransagelige årsager, ikke skal oplyses hvorvidt man tidligere er blevet dømt for korruption.
3. Selve JURI-udvalget har for snævre kompetencer. På trods af at flere af de foreslåede EU-Kommissærer i årevis har arbejdet for kæmpe multinationale firmaer eller lobbyvirksomheder med specifikke interesser, må udvalget ikke tage stilling til, om det kunne være en interesselobbyist, fordi man kun må se på de rent finansielle aspekter. Det vil sige at man ikke kunne sige at der var en mulig interessekonflikt hvis en tidligere højtstående lobbyist for eksempelvis tobaksindustrien ville skulle være ansvarlig for sundhedspolitikken.
4. Der mangler mulighed for kontrol. For ikke alene begrænses den første granskning til udelukkende det finansielle aspekt, men man er ydermere tvunget til kun at forholde sig til, hvad kandidaternes gode vilje og hvad de selv har erklæret. Der er ingen måde, eller ressourcer sat af til, at kontrollere om de tal der opgives, også rent faktisk passer. Det kræver en nærmest blind tiltro til de kommende EU-Kommissærer, en tiltro man ikke kan være sikker på at de fortjener.
5. Slutteligt er der tale om en gennempolitiseret proces. Mange politikere støtter ukritisk politikere fra deres egne politiske familier, næsten lige meget situationen, mens de kun er interesseret i at se på dem, der kommer fra andre politiske cirkler.
Det er interessant at bemærke at selv med den slags restriktioner har flere tidligere kandidater allerede på dette trin fået problemer, hvilket understreger det nødvendige af en interessekonfliktsgranskning.
Problemerne fortsætter
Problemerne med høringsprocessen begrænser sig dog ikke til første skridt, for også den del hvor EU-Parlamentets forskellige udvalg skal høre kandidaterne, kan være kontroversiel. Allerede før høringerne er begyndt har EU-Parlamentet her skulle tage stilling til to overordnede problemstillinger; hvornår processen skulle starte og hvor længe der skulle sættes af – og hvem der skal høre de enkelte kandidater.
EU’s konservative, den politiske familie som EU-Kommissionsformanden tilhører, pressede på for at få en kort og forhastet proces, der i praksis ville have betydet at Parlamentets udvalg dårligt ville have tid til at forberede sig. Den kamp blev heldigvis vundet, men selv den vedtagne tidsplan er dog for tæt, og holder næppe hvis der bliver brug for opfølgende spørgsmål.
Samtidigt med den diskussion lå også den bestemt ikke irrelevante diskussion om, hvilke udvalg der skulle lede de forskellige høringer. Her har vi desværre for alvor set Kommissionsformandens politiske bagland allierede sig med det yderste højre for at sikre nogle mildest talt underlige beslutninger. Eksempelvis skal EU’s kommende Kommissær for havene og fiskeri pludseligt ikke længere have spørgsmål fra Miljøudvalget, men alene fra fiskeriudvalget. Det på trods af et portefølje der klart indeholder miljø – og klimamæssige aspekter. Samme logik synes at have gjort sig gældende overfor den kommende Kommissær for Middelhavet, her fjernede højre-blokken nemlig også udvalget for borgerrettigheder fra en ledende rolle. Et udvalg der ellers havde været ret passende at have med, når man tænker på hvor ofte migranters rettigheder – og EU’s egne regler – overtrædes i netop Middelhavet, herunder af EU’s eget grænseagentur Frontex.
Man kunne sådan set blive ved, for det er som om der stærke kræfter der vil gøre hvad de vil for at svække EU-Parlamentets effektivitet i høringerne. Det kan man jo godt undrer sig over, ligesom man overveje hvorfor det ikke skaber mere debat at høringsprocessen er så relativ svag. Årsagerne bag skal man ikke lede længe efter, for mon ikke det skyldes, at visse politikere er mere interesseret i blot at haste ”deres” kandidater igennem, end at have en reel høringsproces der kortlægger kompetencer, visioner og interessekonflikter?
Vi tænker derimod at den kommende EU-Kommission næppe bliver bedre, eller får et højere niveau af integritet, af en forhastet og beskåret proces. For helt ærligt, hvis der er nogle kandidater der ikke kan klare mere granskning af potentielle interessekonflikter, eller som ikke kan tåle spørgsmål fra kritiske udvalg, var det så ikke bedst for os alle at få dem sorteret fra så hurtigt som muligt?
Indlægget er oprindeligt bragt i Altinget, og kan findes der på dansk via dette link, eller på svensk via dette link.
