Skal EU-Parlamentet udtrykke vores klare mistillid til den konservative tyske leder af EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen? Det spørgsmål skal vi i EU-Parlamentet stemme om den 9. oktober – kun lidt over 3 måneder siden vi sidst tog stilling til det. Meget tyder faktisk på, at mistilliden i EU-Parlamentet vokser, og derfor er det også værd at se på, hvad der har ændret.

Nu også fra venstrefløjen

Hvor det i juli var dele af det hårde og yderste højre der fremsatte et mistillidsvotum, bl.a. baseret på konspirationsteorier, er det nye at der denne gang fremsættes hele to mistillidserklæringer. Den ene fra det yderste højre, og den anden fra venstrefløjen. Det er første gang at vi i Venstrefløjsgruppen tager et klart skridt henimod at bede EU-Kommissionen om at gå af. Det er i sig selv nyt, og kan give forventninger om ændrede stemmetal. I tillæg hertil kommer derudover, at underskriverne af venstrefløjens mistillidserklæring ikke alene kommer fra Venstrefløjsgruppen. Der er nemlig også mange andre EU-politikere bag kravet, herunder nuværende og tidligere medlemmer af den store socialdemokratiske familie, samt flere medlemmer af den Grønne gruppe, hvor danske SF sidder. Det viser hvordan mistilliden til von der Leyen vokser, selv ind i grupper der var med til at bringe hende til magten.

Øget utilfredshed

At der er støt dalende opbakning til Ursula von der Leyen, er ikke blot noget man som EU-parlamentariker mærker på samtalerne med sine kollegaer. Stemmetal om støtten til EU-Kommissionens formand, taler også deres eget, tydelige sprog, og viser en tilbagegang, hver gang den er blevet testet.

Da vi i juli 2024 stemte om, hvorvidt vi kunne godkende Ursula von der Leyen som leder af EU-Kommissionen, stemte 401 EU-Parlamentarikere for, mens 284, herunder mig selv, stemte imod. Eller med andre ord, støttede 56% af EU-Parlamentarikerne dengang Kommissionens leder. nogle måneder efter, i november 2024, skulle vi så stemme om at godkende hele von der Leyen-Kommissionen. Her var støtten gået tilbage til kun 370 stemmer for, 282 imod og en bunke blanke stemmer. Omsat i procenter, var støtten nu faldet til 51% for EU-Kommissionen. Næste test fandt sted i juli i år. og her stemte kun 360 EU-parlamentarikere, eller 50%, imod højrefløjens mistillidsvotum, mens 175 (24%) stemte for, og 166 (23%) stemte blankt. Spørgsmålet er om vi denne uge kommer til at se en støtte der for første gang falder under halvdelen af EU-Parlamentet.

Er det værd at forsøge?

En af de ting jeg flere gange er blevet spurgt om i forbindelse med den mistillidserklæring fra venstrefløjen som jeg er en af medfremsætterne af, er om det overhovedet er værd at forsøge? Især når ingen for alvor regner med, at mistillidsvotummet går igennem?

Hertil er mit svar at ja, jeg vil mene det er det værd, hvis vi kan vise, hvordan tilliden til den konservative formand daler – samtidigt med at vi kan provokere diskussioner om hvor længe støtte til hende skal fortsætte, i flere af de grupper der var med til at bringe hende til magten.

Svækker forsøgene EU?

I Bruxelles er et af de dårligste argumenter imod mistillidserklæringerne nok det, at nogle mener det svækker EU og nærmest er illoyalt at tillade sig at gøre brug af demokratiske instrumenter. Min tolkning af den tilgang er, at det mere viser hvor bange de er for at den dalende tillid til Kommissionens, som de fleste i Bruxelles allerede kender til, bliver dokumenteret – og hvor dårlige modargumenter de selv føler de sidder med.

Hvis man mener at den voksende mistillid til von der Leyen er en trussel, bør man huske på at det jo ikke er sådan, at mistilliden er opstået på grund af forsøg på at vælte EU-Kommissionen. Tværtimod, så stammer forsøgene på at sige nej tak til den nuværende Kommission, fra den politisk der føres, og det er på den baggrund at mistillidserklæringerne, og den dalende støtte, stammer. Så er man bange for den dalende tillid til EU-Kommissionens linje, bør man i stedet se på hvad den stammer fra, i stedet for på dem, der tillader sig at udstille den.

Hvad er der egentlig at have tillid til?

Netop derfor får jeg også lyst til at stille et spørgsmål, herunder ikke mindst til flere af mine danske kollegaer i EU-Parlamentet: Hvad er det efterhånden man synes der er tilbage af have tillid til, ved EU-Kommissionen?

Er det den manglende respekt for demokratiske spilleregler og procedurer når det gælder handelsaftaler, der giver tillid? Er det den manglende vilje til at handle når det gælder overholdelse af international lov – hvad enten vi taler Israels overgreb i Gaza, eller Marokkos ulovlige besættelse af Vestsahara – der er tillidsvækkende? Er det den stigende regeludvanding i EU, eller den uforsvarlige forsinkelse af EU’s klimamål der giver jer tillid til von der Leyen? Eller er det den konstante udskydelse af lovet lovgivning om beskyttelse mod farlige kemikalier – eller sågar asbest – som I mener giver jer tillid?

For mit vedkommende synes jeg alle disse er gode grunde til ikke fortsat blindt at forsvare en EU-Kommission der helt tydeligt ikke lever op til de standarder den bør følge – og derfor stemmer jeg naturligvis for venstrefløjens mistillidserklæring.

Indlægget er oprindeligt bragt i Netavisen Pio, og kan findes der, via dette link.