En af de helt store, og af mange mennesker stadigt ret oversete, faglige kampe i EU, er kampen for platformsarbejdernes lige adgang til anstændige arbejdsvilkår.
En kamp der handler om adgang til basale rettigheder som sikret løn, ret til løn under sygdom, barselsmuligheder, forsikring og pension. Samt, ikke mindst, retten til ikke at blive fyret fra dag til anden, blot fordi chefen ser sig ond på en.
Det er en faglig kamp der adskiller sig fra mange af dem vi kender fra traditionelle fagbevægelser, fordi der ofte eksempelvis ikke er en klassisk arbejdsplads og at man måske ikke kender sine kollegaer. Men samtidigt er det også en kamp, der alligevel minder om de kampe vi kender. Ikke mindst fordi den store fjende i sidste er den samme: store, ofte multinationale virksomheder som eksempelvis Uber eller Amazon, der tænker mere på kortsigtet profit, end på at dem der arbejder for dem, rent faktisk er mennesker.
Millioner uden rettighederne
Med til fortællingen om, hvorfor platformsarbejdernes kamp er så vigtig for os alle er, at det et problem der blot vokser og vokser. I 2022 var der ifølge EU således mere end 28 millioner mennesker i EU der arbejdede som platformsarbejdere på den ene eller den anden måde. Et tal der svarer til, hvor mange der arbejder i produktion i hele EU i samme år. Allerede ved udgangen af i år, 2025, regner man med at det tal vil være steget med mere end 50%, og nå op på 43 millioner mennesker, alene i EU. Det svarer til omkring 9 % af hele EU’s befolkning, eller mere end 20% af den samlede arbejdsstyrke.
Så længe vi accepterer at platformsarbejderne kan have dårligere vilkår end andre ansatte, risikerer vi dermed at skabe en massiv underklasse uden ordentlig forhold.
De rettighedsløse må stadigt vente på bedre vilkår
Da Platformsarbejder Direktivet, eller PWD som det kaldes i gangene i Bruxelles, endeligt blev vedtaget, var der derfor store forventninger. Det på trods af, at det endte i en langt svagere form, end mange først havde håbet på. Samtidigt var resultatet dog stadigt langt bedre end det, at man slet ingen regler havde. Det fremskridt vakte dog ikke glæde alle steder. På trods af den højreorienterede udvanding af forslaget, besluttede nogle af EU’s mere fodslæbende lande sig nemlig for, at gøre hvad de kunne for at trække sagen i langdrag.
Derfor var det først i oktober 2024 vi i EU-Parlamentet kunne komme til at vedtage det endelige forslag, og først derefter skulle det så offentliggøres i EU-tidende. Kun efter det var sket, begyndte uret at tikke, og Medlemslandene fik to år til at omsætte direktivet til national lovgivning, og dermed gøre noget for at forbedre platformsarbejdernes vilkår. Det vil sige, at
de nye regler først skal gælde fra 2. december 2026. Indtil da, må arbejderne med færrest rettigheder væbne sig med tålmod. Især fordi der flere steder ikke er håb om, at regeringerne af egen magt vil skynde sig, og lade de nye regler træde i kraft længe før deadline. Samtidigt ser vi at udviklingen nogle steder, som i Østrig faktisk i mellemtiden går den forkerte vej. Her har en platformsvirksomhed netop benyttet sig af, at de nye regler ikke er trådt i kraft endnu, og derfor i praksis fyret mere end 1000 personer i både udbringning og administration, for i stedet at tvinge dem til at være ”falske selvstændige”. Det er noget flere europæiske fagforeninger har råbt op om, men det har ikke ændret situationen. Vi skal ikke være blinde for, at vi også i Danmark risikerer at noget lignende sker. I hvert fald med mindre vi gør noget.
Et spørgsmål til EU-Kommissionen
At millioner skal vente på noget der kunne komme hurtigere er naturligvis ikke acceptabelt, og derfor er det også nødvendigt at vi på forskellige måder øger presset på både EU-systemet og de enkelte landes regeringer for, at handle hurtigt.
En af måderne er ved at bruge parlamentariske redskaber. Som led i det, sendte jeg den 25. marts, sammen med min franske kollega Leïla Chaibi, en formel forespørgsel til EU-Kommissionen om sagen. Allerede inden spørgsmålet er besvaret, ser det ud til at virke. Selv om ingen dele af den danske arbejdsmarkedspolitiske presse har skrevet om sagen endnu, så skrev det europæiske nyhedsbureau Agence Europe om sagen, faktisk allerede samme dag, vi havde indgivet spørgsmålet. Det er med til at øge presset, og det må vi bygge videre på. Vi er nødt til at sikre, at sagen ikke ender i syltekrukkerne, og derfor er vi nødt til at blive ved med at råbe op.
Hertil er parlamentariske værktøjer alene ikke nok. Vi er også nødt til at bruge alle vores kræfter gennem faglige organisationer, medier og andre fora til at øge presset. Det er noget alle fagligt aktive bør bakke op om, og, så vidt muligt, bidrage til. Her kan man jo med fordel tænke kreativt.
Jeg ved eksempelvis, at jeg kommer til at spørge det kommende danske EU-formandskab, om ikke man vil gå foran og vise et godt eksempel – og sikre at bedre regler er i kraft for danske platformsarbejdere, allerede inden Danmark skal give formandstrøjen videre. Mon ikke nogle af mine gode kollegaer kommer til at gøre det samme?
Samtidigt må vi blive ved med at tale og skrive om det, og lade platformsarbejderne vide, at vi ikke glemmer deres kamp. Og at deres kamp også er vores kamp.
Indlægget er oprindeligt bragt i Arbejderen, og kan findes der, via dette link.
Spørgsmålet til EU-Kommissionen
Du kan se mere om det konkrete spørgsmål til EU-Kommissionen her:
