I de kommende måneder står EU over for enorme udfordringer.
Det gælder for eksempel i forhold til Brexit, hvor det virker som om, at EU-kommissionen og den nye britiske premierminister har sat hinanden stævne til et chickenrace i forvisning om, at et sammenstød vil gøre mest ondt på modparten.
Det gælder i forhold til økonomien, hvor den sidste krise ikke blev brugt til en grundlæggende ændring af euro-systemet, og hvor en ny krise vil true med at sprænge det i stumper og stykker.
Det gælder hele flygtninge- og immigrationspolitikken, hvor godt betalte aftaler med autoritære og diktatoriske regimer hidtil har bidraget til at holde folk væk, men hvor Fort Europas mure står og falder med disse regimers overlevelse.
Hvem stopper for eksempel en ny flygtningestrøm, hvis Erdogans undertrykkelse udløser borgerkrigslignende tilstande i Tyrkiet?
Von der Leyen går ikke i front for klimaet
Og disse udfordringer banker på samtidig med, at den nye EU-kommissionsformand skal have sammensat og godkendt en ny kommission inden 1. november, formentlig på EU-parlaments plenarforsamling i Strasbourg 21-24. oktober.
Ursula von der Leyens udgangspunkt for at løse den opgave er ikke den bedste. Selv blev hun kun godkendt af EU-parlamentet med ni stemmer mere end de nødvendige 374. Ikke ligefrem et stærkt mandat. Men den allerstørste udfordring for EU er og bliver klimaet.
Efter endnu en rekordvarm sommer med over 40 grader i mange europæiske lande (og med 45,9 grader i Frankrig – den højeste temperatur, som landets meterologiske institut nogensinde har målt siden dets grundlæggelse i 1860’erne) er der ingen vej udenom.
Når det gælder klimaet, er von der Leyen ikke ligefrem kendt som en front-runner, og der er tilstrækkelig mange kulsorte lande til at blokere for den nødvendige indsats. Derfor er den mest realistiske vej frem, hvis der skal ske noget, at nogen tager teten og går foran.
EU-brev forsvandt på besynderlig vis
Det gælder ikke mindst på transportområdet, hvor det er et absolut must, at bilernes udslip på kort sigt reduceres ned til nul.
Derfor fremgår det også af det såkaldte ”forståelsespapir” mellem S, SF, RV og Enhedslisten (som var forudsætningen for, at Mette Frederiksen overhovedet kunne sætte sig på statsministertaburetten), at der skal være ”et stop for salg af nye diesel- og benzinbiler i 2030”.
Men må Danmark overhovedet det for EU? Det spurgte Folketingets Europaudvalg EU-kommissionen om 7. november 2018, blandt andet fordi det kunne blive et hedt emne op til EU-valget den 26. maj 2019. Men i så fald gjorde udvalget regning uden vært. For svaret ankom først til Danmark medio juli 2019.
Besynderligt nok var svaret allerede dateret den 18. december 2018. Men EU-kommissionen hævdede at have sendt svaret i et almindelig brev med postvæsenet, hvor det så tilsyneladende var forsvundet undervejs. Og først efter rykkere fra Europaudvalgets sekretariat blev der sendt en udgave per mail – mere end otte måneder efter at spørgsmålet var stillet – og efter, at EU-valget for længst var overstået.
Regeringen skal kæmpe i EU
Når det gælder indholdet i svaret, var det anderledes klart: Nej, det er ikke tilladt enkelte lande i EU at gå foran i klimakampen og for eksempel stoppe for salg af nye diesel- og benzinbiler.
For EU i dag er det indre marked med dets krav om varernes uhindrede bevægelighed langt vigtigere end kampen mod klimaforandringerne. Dermed ligger der også en bunden opgave for den danske regering, hvis den vil leve op til forståelsespapiret.
På den ene side skal der naturligvis kæmpes i EU for, at EU samlet vedtager et stop for salg af diesel- og benzinbiler i 2030. Men hvis det ikke er muligt, så må regeringen kæmpe for, at det indre markeds snærende bånd løsnes, og at det bliver muligt for enkelte lande at gå foran til gavn for klimaet. I begge disse kampe kan regeringen regne med Enhedslistens fulde opbakning.
