Europa er ved at knække over. Det ellers rige kontinent bliver flået i stykker af kreative pengemænd og grådige arbejdsgivere.
Mens der mangler pædagoger til at passe vores børn i børnehaven og sygeplejersker til at hjælpe os, når vi bliver syge, så snyder multinationale selskaber og banker os for milliarder med brug af skattely.
Alle os, der går og betaler vores skat med glæde, føler os til grin, når vi ser grådigheden i toppen.
Desværre har EU svigtet indsatsen mod skattely. Spørger du EU, så er Panama og Luxembourg ikke et skattely. Men afsløringerne fra LuxLeaks og Panama Papers har vist, at begge lande er berygtede skattely. Skattelylande, der holder os andre for nar, mens EU ser passivt til.
Grådige arbejdsgivere
Den samme grådighed ser vi fra mange arbejdsgivere, der groft udnytter og underbetaler vores østeuropæiske kollegaer. Rundt om på danske arbejdspladser og landeveje oplever mange et pres på deres løn og arbejdsvilkår, når de ser, hvordan udenlandske kollegaer udnyttes.
EU’s uhæmmede bevægelighed har skabt et ræs mod bunden, som udnyttes af grådige arbejdsgivere. EU’s regler modarbejder i dag lønmodtagerne. Det er nemlig helt i tråd med EU’s regler, at filippinske arbejdere får arbejdstilladelse i Polen og kører lastbil til 15 kroner i timen i Danmark.
Det er helt i tråd med EU’s regler, at østeuropæiske kollegaer arbejder på en rumænsk overenskomst i Danmark.
Fair bevægelighed
Enhedslisten vil sammen med vores venner på den europæiske venstrefløj bruge det kommende EU-parlamentsvalg til at give grådigheden modstand. Vi skal ikke finde os i, at multinationale selskaber og banker snyder vores fællesskab for milliarder. Vi skal ikke finde os i, at grådige arbejdsgivere presser lønningerne og vores arbejdsforhold.
Vi skal tvinge de store selskaber og kreative pengemænd til at bidrage til fællesskabet. Vi skal have lagt alle skattelylande – både udenfor og indenfor EU – under pres.
Vi skal have skabt en fair bevægelighed. Selvfølgelig skal lønmodtagere fra andre EU-lande have lov at komme til Danmark og arbejde. Men det skal være på danske løn og arbejdsvilkår. Vi skal ikke finde os i snyd og udnyttelse.
Derfor kæmper Enhedslisten sammen med den danske og europæiske fagbevægelse for en såkaldt social protokol. En grundlæggende ændring af EU-traktaten sådan at de faglige rettigheder sættes over EU’s liberalistiske regler for det indre marked.
Danmark skal gå foran
Men lønmodtagerne i Danmark kan ikke vente til alle 27 EU-lande bliver enige om at ændre traktaten. En række kulsorte østeuropæiske regeringer vil uden tvivl kæmpe benhårdt imod alle forbedringer af de faglige rettigheder. Derfor skal vi have modet til at gå foran med beskyttelse af lønmodtagerne herhjemme i Danmark.
Enhedslisten foreslår, at Danmark går foran og vise vejen til en fair bevægelighed. Alle udenlandske arbejdere, der kommer til Danmark, skal have deres kontrakt godkendt af den lokale fagforening. Sådan at det sikres at alle arbejder på danske løn og arbejdsvilkår.
Lad os give grådigheden modstand.
Bragt på Arbejderen.dk 7/5-2019