”Man skal aldrig lade en god krise gå til spilde”.
Så kontant skulle Churchill eftersigende have omtalt de aftaler, som ved anden verdenskrigs afslutning skulle lede til oprettelsen af FN.
Og nu, knap et kvart århundrede senere, ved afslutningen på 20 års forfejlet krig i Afghanistan kan man næsten høre ordene runge i Bruxelles’ korridorer.
Med afsæt i den forfærdelige situation i Afghanistan slog kommissionsformand Ursula von der Leyen i sin ”State of the European Union”-tale endnu engang til lyd for det, der længe har været en drøm hos skiftende EU-eliter: En forsvarsunion.
Med fælles indsatsstyrker, EU-kampgrupper og guldranede dage for EU-landenes våbenindustri. Med en såkaldt ”effektivisering af beslutningsgangene” på sikkerheds- og forsvarsområdet, hvilket på EU-sprog betyder et opgør med medlemslandenes vetoret.
Militariseret EU skal ikke overtage USA’s skadelige adfærd
Har man fulgt EU-debatten i Danmark og i Bruxelles over det seneste årti, kan man næsten få følelsen af, at en styrkelse af EU’s militære gren er løsningen på alverdens udfordringer.
Men er behovet for en militariseret EU-blok virkelig dét, som Talebans totale overløb af Afghanistan kan lære os?
Det mener jeg ikke. For Enhedslisten er læren i stedet, at man ikke kan bombe sig til demokrati eller opnå stabilitet gennem militær invasion. Uanset om det sker under EU- eller Nato-flag.
I lyset af EU-elitens fornyede håb for en forsvarsunion bliver det også desto mere tankevækkende at høre Venstre tale for en afskaffelse af forsvarsforbeholdet og samtidig afvise etableringen af en EU-hær.
Nikolaj Villumsen, Medlem af EU-Parlamentet (EL)
Vestens militære engagement i Afghanistan har ført til enorme lidelser for de civile og store flygtningestrømme – ikke til fred og fremgang.
En stabil udvikling i Afghanistan, Mellemøsten og Nordafrika kræver i stedet udvikling af stærke civilsamfund, så det ikke kun er brutale krigsherrer og korrupte politikere, der bestemmer udviklingen.
Hvis vi vil fremme demokrati så skal de lokale journalister, menneskerettighedsforkæmpere og andre demokratiske frontkæmpere have aktiv støtte – ikke blot i ord, men i handling.
I de seneste 20 år har skiftende amerikanske præsidenter med dansk støtte aktivt undergravet FN. Det har ikke blot ledt til forfejlede krige, flygtningestrømme og kaos, men også givet grusomme despoter, som Putin og Erdogan blod på tanden til at gøre det samme i Ukraine og Syrien.
Vi har ikke brug for et militariseret og centraliseret EU til at overtage USA’s skadelige adfærd, men for at Danmark genfinder sit stærke engagement i FN og styrker en verdensorden, hvor de stærke ikke har lov at tryne de små.
Forsvar forbeholdet
I lyset af EU-elitens fornyede håb for en forsvarsunion bliver det også desto mere tankevækkende at høre Venstre tale for en afskaffelse af forsvarsforbeholdet og samtidig afvise etableringen af en EU-hær.
Det kan sagtens være, at von der Leyen og Macron ikke forspilder den aktuelle Afghanistan-krise og ikke lykkes med at omsætte den til en virkeliggørelse af deres militære drømmerier. At det brød, de forsøger at slå op, mest af alt viser sig at være skorpe og lufthuller. Det kan vi kun håbe.
Men i modsætning til resten af befolkningerne i EU, så har vi med forsvarsforbeholdet en sikkerhed for at Danmark ikke bliver listet med i disse militære udvidelser af EU-samarbejdet uden at befolkningen er blevet hørt i en folkeafstemning.
Derfor er jeg rigtig glad for, at vi har forsvarsforbeholdet.
Indlægget er bragt i Altinget d. 29. september 2021
