»Hvordan skal vi beskytte vores infanteri? Tænker de, at vi skal kaste kæppe efter russerne?«
Spørgsmålet kommer fra Vadym, en ukrainsk soldat ved frontlinjen. Han ser ind i kameraet fra det tyske journalisthold med et opgivende blik. Hans artillerienhed har i forsvaret mod Ruslands angreb været tvunget til at se passivt til i fire dage på grund af mangel på ammunition.
Vadyms historie er langtfra enestående. Det ukrainske forsvar mangler desperat ammunition. Glæden var derfor stor, da EU i 2023 lovede at levere en million stykker artilleriammunition til Ukraine inden udgangen af marts 2024.
I starten af september – fem måneder efter fristens udløb – havde EU dog kun leveret omkring 650.000 stk. ammunition. En helt uacceptabel situation. Særligt fordi produktionskapaciteten, der kunne sikre, at EU lever op til sit løfte, længe har været til stede hos de europæiske våbenproducenter.
Oprindeligt blev de langsomme leverancer undskyldt med flaskehalse i produktionen og manglende investeringer. Men som EU’s udenrigsrepræsentant, Josep Borrell, har forklaret, er produktionskapacitet ikke længere nogen hindring: Det, der hæmmer leverancerne til Ukraine, er det forhold, at europæiske våbenfabrikanter eksporterer våben til kunder uden for EU, der ikke er i krig.
Det vurderes, at 40-60 pct. af al den ammunition, der produceres i EU, eksporteres til lande uden for EU.
At virksomheder, hvis formål her i verden er at sikre den største profit til deres ejere og aktionærer, sælger deres produkter der, hvor indtjeningen er størst til den højest mulige pris, kan ikke komme som en overraskelse.
Siden krigen i Ukraine brød ud, er priserne på det europæiske og globale våbenmarked eksploderet. Der er eksempler på, at indkøbsprisen på ammunition til Ukraine er femdoblet uden nogen god forklaring, og at leverandører holder våben og ammunition på lager, fordi de ved, at prisen fordobles om seks måneder.
Det, som kan overraske, er, at EU ikke griber ind over for denne grådige og skrupelløse adfærd hos de europæiske våbenproducenter med henblik på at sikre leveringen af våben og ammunition til Ukraine. I stedet foreslår EU-Kommissionen med et nyt forsvarsindustrielt program at kaste milliarder af skattekroner i selvsamme våbenindustri.
EU er allerede i dag verdens næststørste våbeneksportør. Mere end 25 pct. af alle våben, som sælges på verdensmarkedet, er produceret i EU. Frankrig alene står for 11 pct. af al våbeneksport kun overgået af USA.
Investeringer i produktion af meget specifikke forsvarskapabiliteter, som EU ikke i dag kan forsyne sig selv med, kan give god mening. Det samme kan fælles indkøb af militærudstyr og investeringer i opbygningen af Ukraines egen forsvarsindustri. Det støtter Enhedslisten.
Men forud for ethvert forslag om hovedløst at øge investeringerne i våbenindustrien bør det diskuteres, hvordan vi sikrer, at våben og ammunition, som i dag produceres i EU, også bliver leveret til de rigtige. Det understreges af, at europæiske våbenfirmaer – selv efter invasionen af Krim i 2014 – fortsat leverede våben til Rusland. Og at EU-lande i dag godkender eksport af våben til lande som Saudi-Arabien og Israel trods deres mildest talt blakkede ry med hensyn til overholdelse af menneskerettigheder.
Den hurtigste, billigste og mest effektive måde at leve op til vores løfter til Ukraine vil være at indføre et total stop for eksport af ammunition og våben til lande uden for EU og Ukraine.
Debatindlæg bragt i Jyllands-Posten d. 19 november 2024, skrevet af Søren Søndergaard, EU-ordfører og Tobias Clausen, Folketingskandidat
