Der var stille foran skærmene i både Danmark, Sverige og Bruxelles, da EU-domstolen om morgenen den 11. november afsagde sin længe ventede dom om det kontroversielle Mindstelønsdirektiv. Et direktiv der blev prist til skyerne af mange af dets tilhænger, men som vakte nervøsitet og frygt hos ikke mindst danske og svenske fagbevægelser og politikere.

Dommen kom næsten 10 måneder efter EU’s Generaladvokat havde anbefalet helt at annullere direktivet – bl.a. med udgangspunkt i det absurde i at hævde, at et EU-direktiv om mindsteløn faktisk slet ikke handler om løn. Det var en anbefaling mange af os dengang hilste velkommen. En anbefaling der gav håb.

Men, som bekendt gik domstolen i Luxembourg i en noget anden retning. I dommen gøres det nemlig klart, at det kontroversielle direktiv ikke annulleres i sin helhed, som Danmark ellers havde krævet. Ganske vidst annulleres enkelte af dets dele, men, selv om det er godt at prøve at finde det positive i de fleste situationer, er det ærlig talt svært at være jublende glad over, at det problematiske direktiv får lov til at leve videre.

Fagbevægelsens vigtige rolle

Her dagen efter dommen bør vi huske på, at et arbejdsmarked hvor stærke fagforeninger aftaler løn og arbejdsforhold med arbejdsgiverne er et godt redskab til at forsvare arbejdstagernes interesser – ja faktisk langt bedre end at være afhængig af enkelte politiske partiers beslutninger og prioriteringer. Vi har jo også i Danmark set, hvordan partier der ellers slår sig op på at være det arbejdende folks forsvarer, kan tage beslutninger der skader og forundrer almindelige lønmodtagere.

Derfor var det også både godt og vigtigt, at store dele af den danske fagbevægelse blev ved med at presse en, hvis vi er ærlige, noget fodslæbende regering til at anlægge sag mindstelønsdirektivet ved EU-domstolen. For sagen er jo, at det direktiv risikerer på sigt at åbne op for en underminering af den danske (og svenske) arbejdsmarkedsmodel og bane vej for en verden for politiske vinde direkte kan påvirke lønfastsætningen for mange.

Det skriver jeg fordi, som alle der har fulgt mindstelønssagen ved, var det helt afgørende at fagbevægelsen gik så stærkt ind i sagen, for ellers havde regeringen sandsynligvis aldrig anlagt sagen til at begynde med. Det er dermed et eksempel på hvor vigtig en rolle fagforeninger spiller i vores arbejdsmarkedsmodel, en rolle vi må håbe at det kontroversielle direktiv ikke kommer til, lidt efter lidt, at undergrave.

For sagen er jo, at der er behov for at man hver eneste dag forsvarer de overenskomster, vi har, og for at sikre, at endnu flere lønmodtagere og en endnu større andel af det danske arbejdsmarked bliver dækket af overenskomster.

En mudret kamp

Den kamp er ikke blevet mindre vigtigt af EU-domstolenes mudrede kendelse. En kendelse jeg som sagt må indrømme at jeg har svært ved at se som så stor en sejr, som nogle pludseligt prøver at gøre den til.

Dermed ikke sagt at alt er skidt, for det at dele af direktivet annulleres viser, at det var helt rigtigt at presse regeringen til at gå til domstolen. Havde man ikke gjort det, var det ikke, som det faktisk blev i Luxembourg, slået fast at der er grænser for EU’s indblanding i lønfastsætningen. At vi så ikke nødvendigvis ved hvor den grænse går, det er en del af det potentielle problem der består. Når det er sagt, vil jeg overlade det videre juristeri til andre, og i stedet søge at se fremad mod, hvad vi nu kan gøre.

Alt håb er ikke ude – men det kræver en fælles indsats

I lyset af gårsdagens dom mener jeg nemlig, at vi må sætte fokus på, at det nu er endnu vigtigere at vi sørge for at benytte de forskellige værktøjer der er – og som kan komme – i EU-systemet når det gælder at styrke vores overenskomstbaserede forhandlingsmodel, og øge beskyttelsen af ikke mindst de mest udsatte på arbejdsmarkedet.

Eksempelvis, skal vi hurtigst muligt have sikret en effektiv implementering af platformsdirektivet, som styrker mulighederne for at sikre gode løn- og arbejdsvilkår for f.eks. budene.

Samtidigt er det nødvendigt at vi i EU kæmper imod det såkaldte 28 regime, som vil erstatte nationale regler på arbejdsrettens område med fælles EU-regler for særligt udvalgte innovationer virksomheder. Her er der behov for pres og støtte fra det faglige miljø, hvis ikke vi skal risikere at ende med endnu en potentiel EU-trussel mod vores arbejdsmarkedsmodel.

Endeligt må vi styrke kampen for en revision af udbuds-direktivet i EU, så det sikrer, at vi kan udelukke virksomheder, der ikke overholder eller ønsker at indgå overenskomster, har arbejdsforhold, som truer medarbejdernes liv og velfærd, snyder i skat eller unddrager sig sit ansvar gennem lange kæder af underleverandører.

Endeligt må vi kæmpe den lange og seje kamp det er, at få ændret EU-traktaterne, så hensynet til arbejdstagernes vilkår aldrig kan tilsidesættes med henvisning til det fri marked.

Indlægget er oprindeligt bragt i Netavisen Pio, og kan findes der, via dette link.