Hvis der er én ting der pludseligt har fået opmærksomhed mange steder i Europa er det vores, mildest talt stærkt udfordrede, digitale suverænitet. Derfor ser vi nu debatter, strategier, udspil og flotte taler om, hvordan vi er nødt til at skifte retning.

Det er godt og vigtigt, for sagen er jo, at den manglende europæiske suverænitet på det digitale område viser i sig ganske mange forskellige aspekter, for mange til at nævne allesammen her. Men skal vi hive et par stykker frem, bliver det:

• Afhængigheden af IT-programmer, herunder til e-mail og betaling -som USA i teorien kan slukke for, med kort varsel, hvis f.eks. Præsidenten bliver sur. Det er en risiko, man for alvor er vågnet op til, efter det blev gjort mod dommere ved den internationale straffedomstol og sågar en FN-repræsentant.
• Placering af så meget af vores data i ”clouds”, der i sidste ende falder under ikke mindst amerikansk jurisdiktion, således der vil kunne skabes adgang til data fra tredje aktør, udenom europæiske retssystemer.
• Faren for afhængighed af kæmpestore virksomheder indenfor IT og sociale medier, der åbent trodser den gældende lovgivning her.
• Risiko for misbrug af vores personlige og private data, når virksomheder høster og videresælger den, udenom regulering i henhold til dataetiske hensyn.
• Cyber-sikkerhedsrisiko, forbundet med at forlige sig på nogle enkelte store programmer, der baserer sig på lukkede standarder. For som flere eksperter også påpeger, er åbne standarder ikke blot en filosofisk god idé, det kan også i praksis give langt bedre beskyttelse mod angreb. Det sker bl.a. ved at der er mange flere øjne til at spotte fejl og sårbarheder, end vi ser ved lukkede standarder.

Det er som sagt godt, at der nu er opmærksomhed omkring problematikken, men man må også være sig bevidst, at det er ikke nok at tale om det, den virkelige kamp består i at få omsat det retoriske momentum til reel handling. Og vel at mærke til handling der tackler problemet med andet en lappeløsninger.

Historien om en forudset afhængighed

En af de ting, der gør det her til så frustrerende en historie at have med at gøre, er, at det egentlig ikke er nyt, at Danmark og Europa er udfordret på området – samtidig med, at der langt hen ad vejen allerede eksisterer alternativer til de fleste populære amerikanske programmer.  Det er dog ikke nok, for som en lektion fra dansk politisk historie, så fint illustrerer, er selv et politisk flertal, ikke nødvendigvis nok til, at der sker noget. For hvad mange i dansk politik nok har glemt er, at det faktisk er mere end 15 år siden, det offentlige Danmark skulle være skiftet til åbne standarder.

Tilbage i januar 2010, blev Folketinget nemlig, efter pres fra bl.a. os i Enhedslisten, faktisk enige om, at Staten fra april 2011 skulle bruge åbne standarder og ODF, når der udveksles dokumenter og regneark. Men som bekendt skete det aldrig, og den pris betaler vi nu – både i form a softwarelicenser, der går til at styrke den amerikanske IT-sektor, fremfor den europæiske, men også gennem en truet digital suverænitet. Havde man dengang fulgt op på beslutning og hjulpet kommuner og statslige enheder i at vælge åbne standarder havde vi stået et bedre sted.

Kan styrke europæiske virksomheder – globalt

At Danmark, såvel som resten af Europa, halter så langt efter, når det gælder at foretage de konkrete ændringer, som kunne ske i morgen, skader vores sikkerhed. Det skader indirekte også vores egne europæiske virksomheder.  Selvom der efterhånden er ved at ske noget, når det kommer til at snakke om, at vores digitale suverænitet er truet, er der et andet punkt, der stadigt er underligt stille om: Nemlig det, at vi ved at skifte til en række Open-Source produkter, produceret i Europa, også vil kunne give den europæiske IT-sektor et kæmpe rygstød. Det gælder ikke alene gennem den direkte pengetilførsel, der kan følge af at skifte Amerikansk-ejet IT ud med europæisk. Et markant europæisk skifte vil samtidig sende et signal globalt om, at det er en reel mulighed at fravælge amerikansk og at troværdige alternativer findes.

Kort sagt: et skifte væk fra primært USA-baseret proprietær, til europæisk funderet open source-software, vil ikke alene øge vores sikkerhed og uafhængighed, det vil også styrke IT-sektoren i Europa, hvilket igen kan være med til at fremtidssikre den digitale suverænitet.

Eller sagt med andre ord, hvad venter vi egentlig på? Og her mener vi på europæisk niveau, såvel som i Danmark. I Tyskland begyndte forsvaret eksempelvis allerede sidste år at skifte Microsoft-produkterne ud med åbne standarder. Mens Frankrig både skifter Microsoft ud med Linux, og stopper brugen af amerikanske konferenceværktøjer, til fordel for et europæisk produkt. Mange andre konkrete eksempler kan findes, eksempler på at man kan gennemføre ændringer, hvis man vil.

Selv ikke europæiske virksomheder garanterer suveræniteten

Et skift til europæisk-baserede virksomheder styrker umiddelbart vores digitale suverænitet, bl.a. ved at sikre at den ultimative jurisdiktion, over virksomheder, der håndterer vores data, er i Europa. Så langt så godt.

Men, reelt set er et skifte dog kun en del af det, der skal til, hvis vi ønsker reel og fremtidssikret suverænitet på det digitale område. Vi er også nødt til at have mere, og bedre designet, lovgivning til at følge det op nationalt og europæisk. Kommunerne skal hjælpes til at vælge europæiske alternativer, det er af samfundsmæssig betydning at understøtte fra statslig side, hvor kapaciteten ikke findes lokalt. For selvom det lyder som en hurtig og nem løsning at sige at offentlige institution f.eks. kun må købe europæiske IT-produkter, er det ikke nok. For private virksomheder kan – og bliver – købt og solgt, herunder til amerikanske virksomheder. Tænk blot på et europæisk produkt som Skype – der i sidste ende blev til et amerikansk produkt (styret af amerikansk lovgivning) gennem opkøb. Derfor må vi sikre, at kontrakter garanterer, at hvis en europæisk IT-virksomhed med offentlige kunder pludseligt sælges til en amerikansk eller kinesisk virksomhed, så ophører deres kontrakter automatisk. Det vil faktisk sikre to ting; dels naturligvis vores data og suverænitet, men også noget andet, som har plaget europæisk IT. Nemlig at det bliver mindre attraktivt for udenlandske virksomheder at overtage europæiske virksomheder, når de er ved at vokse – Idet det naturligvis vil påvirke interessen hos amerikanske, kinesiske, eller Golfstatsinvestorer, hvis en virksomhed ved opkøb automatisk mister alle sine offentlige – og mange private, kontrakter.

I spørgsmålet om vores digitale suverænitet er det, lidt firkantet sat op, sådan at vi faktisk har alt at vinde og meget lidt at tabe ved at tackle problemet med andet end fine ord og planer. Prisen for manglende faktisk handling kan derimod gå hen og blive høj.

Denne kronik er oprindeligt bragt i ITwatch, og kan findes der, via dette link.