Langt om længe vedtog EU-Kommissionen den 2. juli et forslaget om ændring af EU’s klimalov, og indfører et 2040 mål for reduktioner af drivhusgasser. Målet er en reduktion på 90% i forhold til udledningen i 1990. Det lyder flot, og det ville da også være let blot at gøre som EU-Kommissionen og klappe ukritisk ad det. Ja det kunne måske endda være fristende at kalde det for et stort fremskridt – men det ville også være forkert. For på trods af EU-Kommissionens spinforsøg, så er det faktisk dårligt nyt for EU’s klimaindsats.

Dårligt, fordi en 90% reduktion i realiteten er i underkanten af det nødvendige. Paris-aftalen kræver reduktioner på 90-95%, men det mål kommer EU-forslaget ikke til at nå. Man indfører nemlig nu, efter borgerligt pres, en såkaldt ”fleksibilitet”, (herunder brug af klimakreditter fra resten af verden). Det betyder at man reelt set ender under de 90% man ellers reklamerer med.

Når EU ignorerer sine egne eksperter

I juli 2021 trådte EU’s klimalov, der fastsætter drivhusgasmålet for 2030 til en nettoreduktion på 55 % i forhold til 1990-niveauet, i kraft. Klimalovens Artikel 4.3 krævede, at EU-Kommissionen skulle sætte et yderligere reduktionsmål for 2040. Det skulle ske senest seks måneder efter den første globale statusopgørelse. Den opgørelse fandt sted på COP28, der blev afholdt i december 2023. Når der først kommer et forslag nu, er man med andre ord ekstremt sent ude og har brudt loven med mere end et år.

I juni 2023 udsendte Det Europæiske Videnskabelige Rådgivende Organ for Klimaændringer (ESABCC) – EU’s egne eksperter – sin anbefaling om målet for 2040: De skrev klart, at man burde reducere nettodrivhusgasemissionerne med 90-95 % inden 2040 (i forhold til 1990) for at holde sig på linje med en maksimum gennemsnitlig temperaturstigning på 1,5°C. ESABCC er et videnskabeligt organ der blev oprettet under EU’s klimalov, bl.a. som resultat af indsatsen fra EU-Parlamentets Venstrefløjsgruppe.

Februar 2024 offentliggjorde EU-Kommissionen sin konsekvensanalyse, hvori den forpligtede sig til en nettoreduktion på 90 % inden 2040 – altså på bunden af ​​den ambitionsskala, som ESABCC anbefalede. Dengang blev der ikke sagt noget om at medregne CO2-kreditter fra ikke-EU-lande.

På den internationale klimakonference, COP29, i Baku i november 2024 blev reglerne omkring markedsmekanismerne i henhold til Parisaftalens artikel 6 færdiggjort, hvilket operationaliserede det internationale CO2-marked. EU har hidtil haft en holdning om dels altid at have nationale mål og dels ikke at være afhængig af internationale CO2-kreditter. Den holdning synes at være forduftet som CO2 i luften.

I løbet af forsommeren 2025 har vi så, gentagne gange, set, hvordan EU’s konservative politiske familie, EPP, samt reaktionære medlemsstater, har fremsat diverse krav om ”fleksibilitet” – herunder især brugen af ​​internationale CO2-kreditter. Eller med andre ord, at man skal kunne manipulere sig til en lavere reduktion end man reelt har opnået.  Det svarer til at være på slankekur og tælle kalorier – men påstå at de kalorier man spiser udenfor husets fire vægge, ikke skal tælles med.

I juni 2025 udsendte ESABCC endnu en rapport, der opfordrede EU til ikke at udvande målet og til at opretholde støtten til en national reduktion på 90-95 %. Samtidigt advarede man mod netop den brug af ​​internationale kreditter, som EU-Kommissionen nu vil have med.

Derfor er det så kritisk

For det første er man nødt til at bemærke hvor alvorligt, også politisk, det er, at EU-Kommissionen både bryder sin egen klimalov ved at reagere mere end et år senere end den var forpligtiget til.

For det andet, må man være klare omkring det absurde i, først at oprette et videnskabeligt rådgivende udvalg for emnet – og derefter vælge helt at overse essentielle analyser og anbefalinger fra dem.

For det tredje må man nøgternt erkende, at EU, på trods af indpakningen, reelt er gået tilbage fra selv det af eksperterne laveste anbefalede tal. For selv om EU-Kommissionens forslag officielt taler om 90%-reduktioner, så holde det ikke. Det indbefatter nemlig den ”fleksibilitet” at man dels kan medregne et spekulativt mål om CO2-lagring i undergrunden, dels at man kan tilkøbe sig op på til 3% klimakvoter fra ikke-EU-lande. Da klimaet jo som bekendt er globalt, er det ren talmagi der ikke holder. Regner man den fleksibilitet med i 90%-målet når man frem til et tal der klart ligger under hvad eksperterne gentagne gange har rådet til.

Derfor må det også stå klart, at EU’s nye 2040 mål skal forbedres kraftigt, i hvert fald hvis man skal nå det mål, man siger man vil. Det bliver interessant at se hvor mange af de danske partier i EU-Parlamentet, hvoraf mange jo ynder at fremhæve hvor klimavenlige de selv synes de er, der reelt set vil være med til den store kamp, det uden tvivl bliver.

Indlægget er oprindeligt bragt i Klimamonitor, og kan også findes der, via dette link.