Skuffende og alt for svagt. Så enkelt kan man nok bedst beskrive EU’s seneste skridt i kampen mod skattely. En kamp mange ministrer og regeringer ofte er glade for at tale om, men som de som oftest ender med at gøre forsvindende lidt ved, når det kommer til stykket.
Det seneste tiltag i EU’s indsats kom tirsdag den 8. oktober, da EU’s Ministerråd offentliggjorde en opdateret udgave af EU’s Sorte Liste over lande der fungerer som skattely.
En af de ting der først springer i øjnene når man ser den nye liste er, at den endnu engang er skrumpet. Siden den første sorte liste blev offentliggjort i 2017 er lande både blevet tilføjet og fjernet, men en tendens er klar: den krymper og krymper. Fra 17 lande i den første udgave, er vi nu, efter endnu et land, Antigua & Barbuda er fjernet, nede på 11. lande. Det betyder at EU’s sorte liste nu alene udgøres af Amerikansk Samoa, Amerikanske Jomfruøer, Anguilla, Fiji, Guam, Palau, Panama, Rusland, Samoa, Trinidad & Tobago, og Vanuatu.
Når man ved hvor stort problemet med skattely rent faktisk er – ifølge IMF er der tale om mellem 500 og 600 milliarder dollar der går tabt til skattely hvert eneste år – så er det alt andet lige underligt at se EU’s sorte liste have skrumpeværk. Gang på gang.
Nu er det som bekendt ikke kun størrelsen der tæller, og et endnu større problem med EU’s sorte liste, er ikke mindst alle de lande der slet ikke er med på den. Her er et af de største kritikpunkter, at langt de fleste af verdens største skattely faktisk altid holdes helt væk fra listen.
Ser man eksempel på den seneste liste fra Tax Justice Network, der blot en uge før EU’s nyeste liste, udgav en opdateret liste over The world’s Biggest enablers of corporate tax abuse. Her er situationen en helt anden, og også EU’s egne, velkendte, skattely er med. Tager man den liste skal man helt ned til nummer 28, for at finde det første land fra EU’s sorte liste, nemlig Panama.
Det er den slags der Ærlig talt gør mig vred. For det kan ganske enkelt ikke være rigtigt at EU’s regeringer år efter år undlader at handle, men den klare konsekvens at det i stedet er helt almindelige mennesker der ender med at skulle betale mere i skat, eller undvære offentlige ydelser. Det, blot for at de allerrigeste kan blive endnu rigere og kan få råd til endnu en yacht. Med til hvad der gør mig gal er også, at flere EU-lande jo selv er kæmpestore skattely og nægter at gøre noget ved det.
Når det gør mig gal, skyldes det også at den ringe indsats med EU’s sorte liste viser, at den danske regering endnu engang har svigtet. For sagen er jo, at når det gælder skattepolitik, er det ikke EU-Kommissionen man primært skal rette skytset imod, men derimod EU-landenes regeringer. Her må man huske at den danske regering har direkte indflydelse på listen, men på trods af at eksempelvis socialdemokratiske ministre i årevis har bebudet at nu ville de gøre noget reelt ved problemet, så sker det aldrig. Det er simpelthen for dårligt, og det er et svigt som helt almindelige mennesker ender med at betale regningen for.
Indlægget er oprindeligt bragt i Nordjyske, og kan findes der via dette link.
