Bragt i Jyllands-Posten 26. april 2025 (link):
De færreste har nok overset, at Donald Trump afpresser Ukraine med rene bøllemetoder. F.eks. ved at gennemtvinge en mineralaftale, som vil støvsuge Ukraine for værdifulde naturressourcer. Og vi har endda set afpresningen udfolde sig for rullende kameraer i Det Ovale Værelse. USA’s midlertidige stop for efterretninger til Ukraine forærede Putin Kursk-regionen og viste, at Trump er sig selv nærmest.
Det er til gengæld mindre kendt, at EU også presser sin dagsorden ned over et sårbart Ukraine. Ukraine har åbenlyst brug for midler til sin forsvarskamp imod Putin. EU har derfor oprettet en Ukrainefacilitet på 50 mia. euro, hvoraf 33 er lån og 17 tilskud. Pengene falder på et tørt sted og har Enhedslistens fulde opbakning.
Desværre bliver vi mindre begejstrede, når vi læser det med småt. EU’s lån og tilskud kommer med modkrav. Ukraine har måttet acceptere den såkaldte Ukraine-plan, som rummer 69 reformer af det ukrainske samfund og økonomi.
Mens nogle af kravene vedrører korruptionsbekæmpelse, hvilket er en fornuftig omgang med offentlige midler, stiller EU også en række krav til Ukraine, som burde overlades til ukrainerne selv.
Blandt kravene er privatisering af Ukraines banksektor, indførsel af en dereguleringsplan og en privatiseringsstrategi, liberalisering af energimarkedet og opsplitning af landets jernbanenet, så private aktører kan komme ind på markedet.
For mig er det uanstændigt, at EU presser sin egen politiske dagsorden ned over et Ukraine, som står med ryggen mod muren og den russiske pistol for panden.
Man kan have forskellige holdninger til, hvilke økonomiske politikker der er bedst for Ukraine – ja, man kan sågar mene, at masseprivatisering er vejen frem – men den slags politiske beslutninger skal træffes demokratisk af ukrainerne selv.
Det er utilstedeligt at gennemtvinge dem i en situation, hvor Ukraine er nødt til at sige ja.
EU’s krav vækker mindelser om den chokterapi, som blev påtvunget Østeuropa i 1990’erne. Dengang blev offentlige aktiver solgt til spotpris i privatiseringens navn.
I dag står vi tilbage med resultatet i form af stenrige oligarker og udbredt fattigdom. Ligesom vi er imod Putins gentagelse af sovjetiske dominansstrategier, så bør EU afholde sig fra at gentage chokterapiens dårligdomme. Derfor bør EU annullere alle sine privatiseringsbetingelser for at støtte Ukraine.
Det burde være simpelt: Vi skal støtte Ukraines retfærdige forsvarskamp, og vi skal sige nej til trumpistiske bøllemetoder – både når de rettes mod Grønland, Panama og Ukraine. Det indbefatter også at lade ukrainerne bestemme deres egen økonomiske politik uden at have armen vredet om på ryggen.
