At USA’s Præsident, og flere medlemmer af hans indercirkel, gentagne gange har fortsat de meget voldsomme trusler mod Grønland og Danmark – og samtidigt endnu engang blokerer for allerede indgåede aftaler i USA med et dansk firma som Ørsted – er netop gået nogen næsen forbi.
Det er trusler der, set siden de første gang blev fremsat er vokset i intensitet og voldsomhed, og som man skal være mere end almindeligt naiv for at tro, magisk vil gå væk af sig selv, hvis blot vi holder vores kæft.
Det rejser et spørgsmål jeg, da jeg blev valgt til EU-Parlamentet i 2024, ikke havde troet skulle være noget jeg behøvede overveje: Hvad gør man egentlig, når præsidenten for verdens mest magtfulde land gentagne gange fremsætter besynderlige (og faktuelt fuldstændig forkerte) påstande, åbent taler om annektering og gang på gang sender sine håndlangere ud for at indikere, at det evt. kunne ske med brug af militær magt mod Danmark – desuagtet at vi er medlemmer af både EU og NATO og længe har betragtet USA som allierede.
Men, da det står klart, at det nok ikke er tilstrækkeligt at EU, som reaktion på truslerne, tyer til sin vanlige reaktioner med at ”overvåge situationen nøje” (heller ikke hvis det sker på ekstra højt niveau), eller udstede endnu en diplomatisk udformet erklæring, må der andre ting til. Nu har jeg jo, på trods af mit ungdommelige udsende, været i politik længe nok til at vide, hvordan politiske bøller fungerer, og appeasement af dem, er aldrig en holdbar løsning. Ganske som det gælder i skolegården. Og det er sammenligning jeg tror vi er nødt til at have med, for når Trump opfører sig som en ustyrlig bølle i skolegården, er vi nødt til måske også at behandle ham som sådan.
Man kan som politiker blive sur og chokeret over hans udtalelser, og eventuelt udsende harmdirrende opslag på sociale medier – eller man kan gå skridtet videre og se på, hvilke redskaber vi rent faktisk har i værktøjskassen når det gælder om at give Trump modspil. Og helst forslag der ikke kun involverer at opstille flere kampvogne på Grønland, end vi tror Trump kan finde på at stille med.
Så lad os se på hvad vi, ikke blot fra dansk med fra Europæisk side kan gøre, fra den lette med symbolsk vigtige ende til nogle af de mere hårdtslående muligheder vi har, og som der ofte allerede mere end hvisken om i Bruxelles.
Vi kan starte med en af de ting, vi i Enhedslisten allerede arbejder på i EU-Parlamentet: Nemlig at stoppe den videre behandling af den told/handelsaftale Trump i sommers pressede EU-Kommissionen til at indgå. En aftale der stort set kun gavner USA. Den aftale er lige nu under behandling i EU-Parlamentet, men vi bør – naturligvis, fristes jeg til at sige – sætte den på pause, indtil USA’s ledelse er stoppe med at true os. Gør vi ikke det, ender vi med at belønne Trumps trusler med en ensidig aftale han kan tage æren for. Det vil vise præcis den form for svaghed der får bøller til at presse endnu hårdere.
At tage det skridt vil være et benytte et af de steder hvor EU, til trods for al den kritik man kan rette mod Unionen, faktisk har magt og indflydelse globalt: nemlig det økonomiske. Her er tre eksempler på, hvordan der i den værktøjskasse er andre muligheder:
Fortsætter man af samme spor, er der også andre muligheder der byder sig. Japan har eksempelvis allerede vist, hvordan det at landet ejer en stor beholdning af amerikanske statsobligationer og lignende offentlig gæld – og truslen om at begynde at sælge ud af den – kan bruges i forhandlinger med USA. Især hvis det leveres som en trussel til folk omkring Trump, mere end til manden selv.
Et andet værktøj, et af dem USA traditionelt har frygtet og reageret aggressivt imod, er muligheden for at begynde at handle noget af det olie og gas vi køber og sælger, i en anden valuta end den amerikanske dollar. Et træk der på sigt vil være skadeligt for Amerikansk økonomi og som kan øge deres omkostninger ved at optage ny gæld.
En tredje mulighed er at vi seriøst overveje om ikke de investeringsgranskningsværktøjer man har vedtaget for at sikre at vigtige industrier ikke kontrolleres af potentielt fjendtlige magter, kunne bruges mod amerikanske investeringer i Europa? For i det øjeblik USA ikke afviser brug af militære midler mod os, bør vi jo faktisk betragte dem som en sådan. Det vil også betyde at man kunne begynde at udelukke amerikanske virksomheder – indenfor alt fra software til køretøjer – fra at byde på offentlige udbud i Europæiske lande.
Og i den ikke-økonomiske lejr er der muligheder såsom at begrænse – eller helt lukke – amerikanske baser i EU-landene. Baser der er en vigtig del af deres mulighed for at sende tropper ud i dele af verden. Det er et træk der ikke vil forhindre deres operationer i dele af verden, men som bestemt vil komplicere og fordyre dem.
For nogle virker det måske for vidtrækkende og for konfronterende at overveje den slags skridt. Til dem er mit svar: Tror I virkelig, at det vil virke at lefle eller blot at sige nej? For så vil jeg minde om, at det har vi jo allerede prøvet det, og det virkede ikke. Desuden, hvornår har en svag reaktion nogensinde virkelig stoppet en bølle?
For andre er det ikke nok blot at eksempelvis suspendere behandlingen af handels-/toldaftalen. Til dem siger jeg: Det kan meget vel være, at der er behov for yderligere klar signalering, men det skridt, jeg foreslår, er et, vi realistisk set kan tage meget hurtigere end næsten alle andre foranstaltninger. Det er også et spørgsmål, som vi som Europa-Parlamentet kan tage på egen hånd uden trusler om vetoer eller andre proceduremæssige forsinkelser og sabotage fra folk som Viktor Orbán. Og så er det noget, vi som sagt kan følge op med udvikle og, først uformelt senere formelt, lufte mulighederne for de næste skridt på den økonomiske gengældelsesstige.
Lad mig slutte af med et spørgsmål: Hvordan vil Europa se ud i verdens øjne, hvis vi først højlydt protesterer mod Trumps drømme om annektering og skjulte trusler om militær magt, og derefter vender om og straks belønner hans opførsel med en ensidig toldaftale, der næsten udelukkende gavner Trumps USA? og derudover gør absolut intet? Hvis det sker, frygter jeg ærlig talt at en stor del af resten af verden for alvor begynder at (yderligere) devaluere deres mening om europæiske protester – og det er vi næppe tjent med.
Dette indlæg er oprindeligt bragt i Altinget, og kan også findes der, via dette link.
