Der var både store smil og fanfare da formanden for the Europæiske Råd, den belgiske liberale Charles Michel, den 16. oktober var vært for ”det første EU-GCC topmøde”. Altså et topmøde mellem EU og de seks udemokratiske Golfstater, Bahrain, De Forenede Arabiske Emirater, Oman, Kuwait, Qatar og Saudi Arabien. Et topmøde hvor EU delte værtskabet med Qatar – et emirat der blev verdenskendt for beskyldninger om at korrumpere Medlemmer af EU-Parlamentet og for at behandle migrantarbejdere som slaver.
Stolt sendte EU en besked ud om topmødets hoveddiskussionspunkter. Punkter der ikke mindst centrerede sig om handel, økonomi, energi og investeringer, og punkter, hvor man var næsten sikker på, at der ikke var noget der kunne spolere den gode stemning.
De forsvundne menneskerettigheder
For den kritiske observatør var det var dog som om noget manglede, for intet sted stod der noget om en diskussion om menneskerettighedssituationen, noget EU jo ellers ynder at sige man går op i.
Tænker man på hvor dårlig situationen er i mange af golfstaterne, med undertrykkelse af kvindes rettigheder, af ytringsfrihed, demokrati og meget andet, skulle man ellers tro at der ville være nok at tale om. EU tænkte dog anderledes. Her ville man ikke nævne de politiske fanger i Golfstaternes brutale fængsler, heller ikke selv om de måtte være blevet tildelt en pris af EU-Parlamentet for deres kamp, eller sågar være EU-statsborgere. Det kunne jo have ført til en lettere anspændt tone og ledt snakken momentært væk fra pæne ord om investeringer og profit. Tænk hvad det ikke kunne lede til!
Alt dette, selvom Charles Michel i sine indledende bemærkninger til topmødet ellers talte om hvordan både GCC og EU havde nøgleroller i at tale om menneskerettigheder. Dog åbenbart kun så længe det ikke var med hinanden. Nogle af os prøvede at minde de høje EU-herrer om, at der faktisk VAR ting der burde nævnes, bl.a. ved at sende Rådsformanden en lille opsummering af fem af de punkter han som minimum burde have med. Han svarede dog aldrig på henvendelsen, hvilket naturligvis kun kan skyldes hans travlhed, og ikke, at der ville være tale om at man kunne bringe de glansbilleder man ønskede at tegne, i fare.
Et officielt spørgsmål
At menneskerettigheder ikke var blandt de hoveddiskussionspunkter som Charles Michel skulle være vært for, var ikke noget der fik kritiske ord med på vejen fra EU’s side. Det var som om man anså det som helt ukontroversielt ikke engang at lade som om man ville tale om noget ømtåleligt.
MEN, det er simpelthen ikke godt nok. Når man på den måde giver en fin propagandamulighed til diverse autokrater fra de rige Golfstater, må man i det mindste kunne svare på hvorfor. Personligt kunne jeg godt tænke mig at høre deres undskyldning for denne udeladelse – og derfor har jeg da også sendt formandet for the Europæiske Råd et formelt krav om en forklaring. Det bliver interessant at se hvordan de vil svare – og det er nok ikke det sidste ord vi siger i den sag. Især ikke hvis man fra EU’s side vedbliver med, ikke at ville være sig sit ansvar bevidst.
Hvor var den danske regering?
At man på EU niveau lefler for de olierige despoter i Golfen kommer næppe som en nyhed for mange. Men man kan dog undre sig over hvor den danske regering var i alt det her. For hvordan kan man acceptere, at sådan et topmøde afholdes helt uden kritik af de dystre menneskerettighedssituationer, især når man tænker på at et land som Bahrain stadigt holder den danske statsborger Abdulhadi Al-Khawaja som politisk fange?
Er det virkeligt for meget at forvente, at man som minimum havde insisteret på også at få den slags sager på dagsordenen?
Man kan overveje, om det virkeligt var SÅ vigtigt for EU, at lade en håndfuld Golfdiktaturer få en hurtig propagandasejr, i stedet for at vise lidt principfasthed.
Indlægget er oprindeligt bragt i Arbejderen og kan findes der, via dette link.
