Et spøgelse går gennem Europa. Eller måske er det mere en zombie. Der er i hvert fald tale om noget, der blev lagt i graven for årtier siden, og som burde være blevet der.
Den udøde, jeg taler om, er spørgsmålet om atomkraft. Et område der har hersket dansk konsensus om i årtier, og som af Folketinget blev erklæret for dødt og uegnet for Danmark helt tilbage i 1985.
Ja, 1985, året før den frygtelige ulykke i Tjernobyl, en ulykke der for mange står mejslet ind som en vedvarende advarsel omkring kernekraftens farer.
Jeg føler behov for at understrege tidsforskellen, fordi det synes at være populært hos nogle af de neo-radioaktive kræfter at fremstille atomkraftsmodstand som noget irrationelt og følelsesbaseret. Nogle søger på den måde at forbinde beslutningen om ikke at satse på a-kraft med frygten efter Tjernobyl.
I tråd med denne tankegang prøver nogle derfor nu at sige, at kraftværkerne er blevet så sikre, at vi ikke skal frygte uheld. De prøver dermed at antyde at skepsis mod atomkraft er at sidde fast i fortiden, ja måske endda en form for teknofobi.
Sådan kan man naturligvis godt vælge at fremstille tingene, men det vil være forkert.
Sagen er, at der er masser af grunde til ikke at satse på atomkraft, og det har der altid været. Vi har ikke plads til alle de gode argumenter her, men lad mig komme med tre:
1. Det er dyrt. Meget dyrt
Den nyeste reaktor i Finland har kostet over 63 milliarder kroner at bygge. Hertil kommer høje omkostninger ved at drive et atomkraftværk. I tillæg hertil er der også det reelt ukendte tal for, hvad håndtering af radioaktivt affald vil koste. Sidst men ikke mindst er der omkostningerne til at rive et værk ned igen.
Tænk hvor meget vedvarende energi man kan få for de penge.
2. Det er langsomt
Den stærke atomlobby, som ikke mindst er meget aktiv i Bruxelles, påstår gerne, at reaktorer i dag kan bygges hurtigt. Dels mangler jeg stadigt at se bevis for det, dels mener jeg, at det ikke er noget, der skal hastes igennem. Jeg bider også mærke i, at Finlands nyeste reaktor skulle have produceret strøm siden 2009, men den er stadigt ikke begyndt. Atomkraft tager tid, og vi har ikke 10, 15 eller 20 år til at vente på ny energi.
3. Det sviner
Atomkraft sviner – på mange måder. Dels medfører produktionen store mængder CO2-udledninger. Præcist hvor meget, diskuteres stadigt, men ingen seriøse folk kan påstå, at det er helt udledningsfrit. Hertil kommer store mængder radioaktivt affald – fra højradioaktivt brændstof, til alle de ting der ’kun’ er radioaktive i et par hundrede år.
Vi kan allerede i dag ikke finde steder at opbevare verdens radioaktive affald, så tænk hvis vi pludseligt begyndte med masser af nye værker.
Hvorfor taler vi så om det igen?
Når man tænker på alt det, bliver spørgsmålet let: Hvorfor taler vi så overhovedet om det igen? Her synes svaret ikke mindst at være: Det er EU’s skyld! Eller i hvert fald delvist.
Som en del af klimastrategien besluttede EU-kommissionen sig for, gennem den såkaldte taksonomi, at søge at definere, hvad der kan defineres som en grøn investering eller ej, og det ikke mindst her, at problemet er.
Et par timer før midnat, den 31. december, udsendte Kommissionen deres nye definitioner. De betyder, at når vi taler om investeringer er både naturgas og atomkraft pludseligt blevet grønne – og det er mildt sagt en katastrofe.
Ikke mindst fordi investeringer, der burde gå til klimavenlig energi, nu i årtier fremover kan omdirigeres til forældet og svinende teknologi. Her tænker jeg på både offentlige investeringer og eksempelvis pensionsopsparinger.
Samtidigt lader det til at have virket som et signal til skjulte atomkraftstilhængere om pludseligt at stikke hovederne frem igen. Derfor ser vi det nu igen, ikke mindst i det borgerlige Danmark, fra Nye Borgerlige til Venstre. Atomkraftspøgelses – og dets ven gassen – bydes desværre velkommen af nogle.
Hvorfor gør de det? Mon ikke fordi det lyder lidt som en slags dejlig magisk løsning: Se, vi behøver ikke foretage os noget reelt, vi kan blot satse på dette her. Gid det var så simpelt, men det er det ikke.
Den eneste vej frem er at satse på reelt vedvarende energi, som sol, vind og geotermi. Lad komme i gang med byggeriet.
Derfor vil jeg også kæmpe for, at EU-Parlamentet vil blokere for Kommissionens radioaktive drømme. Desværre tror jeg ikke, at alle mine danske kollegaer vil kæmpe med mig, for nogle af dem er synes at være blevet forført af det radioaktive spøgelse.
Indlægget blev bragt på Klimamonitor.dk den 1. februar 2022, det kan findes her.
