REACH-reformen, som skulle revidere EU’s 20 år gamle kemilovgivning, er efter talrige forsinkelser nu blevet endeligt skrottet af EU-Kommissionen. Det er et løftebrud af kæmpe omfang, skriver Per Clausen i dette debatindlæg
På trods af årelange løfter om at en revision af EU’s 20 år gamle kemilovgivning REACH, var lige på trapperne, kommer der nu ingen reform af de forældede regler for farlig kemi.
Det blev gjort klart mandag aften, da EU’s miljøkommissær, den konservative Jessika Roswall, gæstede et ekstraordinært møde i EU-Parlamentets miljøudvalg.
Her fortalte EU-Kommissæren de overraskede parlamentarikere, at den REACH reform man gang på gang har lovet ville komme, alligevel ikke kommer til at ske.
Det er et løftebrud af enorme dimensioner, at EU nu i realiteten dræber den kemireform, de i årevis har lovet. Et løftebrud der kommer til at koste Europa milliarder af euro. Både den nuværende og den foregående EU-Kommission blev ved med at love, at reformen nok skulle komme, men nu løber de pludselig fra den. Det er et svigt af EU’s ansvar for borgerne og miljøet.
Reformen der skulle fikse alt
Reformen af EU’s store rammelovgivning for farlige kemikalier i årevis blev brugt som undskyldning for ikke at tackle enkelte problematiske substanser – som eksempelvis PFAS – fordi en større reform var lige på trapperne.
I praksis har EU-systemet undladt at skride til handling over for skadelige stoffer, fordi man lovede, at reformen af REACH både ville fikse dem og andre, lignende problemer.
Når Kommissionen nu dropper arbejdet med reformen, betyder det, at vi har tabt flere år i kampen mod farlige kemikalier. Det er ærligt talt en skandale.
Forsinkelse efter forsinkelse bliver nu til aflysning
Man kan bide mærke i – og det gør jeg – at aflysningen af REACH-reformen kommer, efter at forslaget, der oprindeligt skulle være kommet i 2022 under den forrige EU-Kommission, gang på gang er blevet forsinket fra EU’s side.
Oprindeligt skulle reformen være kommet i 2022. Det blev så til 2023, 2024, 2025 – og nu i 2026 bliver det så slet ikke til noget. Det stinker, og det sender et klart signal til alle – fra NGO’er til virksomheder – om, at man ikke kan stole på det, EU-Kommissionen lover.
Dette indlæg er oprindeligt bragt i Solidaritet, og kan også findes der, via dette link.








