Opinion Enhedslisten:

Drop pigtråden, fordel flygtningene

Danmark bør på ingen måder bidrage til yderligere brutalisering af EU’s ydre grænser. I stedet bør regeringen kæmpe for en solidarisk fordeling af asylansøgere.

Nikolaj Villumsen (MEP)

Situationen ved den litauiske grænse er lige nu anspændt. Et stort antal flygtninge forsøger at komme ind i EU. Den litauiske regering svarer igen ved at skubbe flygtningene tilbage og fratage dem retten til at søge asyl. Det er i sig selv dybt problematisk og et brud på FN’s flygtningekonvention.

Mere rystende er det, at den danske regering samtidig har solgt 15 kilometer dødsensfarlig barberbladshegn til Litauen og dermed aktivt støtter en brutal og dehumaniserende grænsepolitik i ønsket om at holde folk ude af Europa. Det er decideret uanstændigt over for de sårbare mennesker, som flygter fra Lukasjenkos diktatur. Danmark skal på ingen måder bidrage til yderligere brutalisering af EU’s ydre grænser. I stedet skal vi stille os i spidsen for en solidarisk fordeling af flygtninge og kræve, at retten til at søge asyl altid overholdes. Danmark skal stå vagt om en solidarisk flygtningepolitik.

Senest er den danske regering, sammen med lande som Ungarn, Polen og Slovakiet, medunderskriver på et brev, der kalder på »hårdere ydre fysiske barrierer« i Europa. Barrierer, der risikerer at lemlæste mennesker på flugt. Barberbladshegnet, som den danske regering har sendt til Litauen, er ifølge The Guardian »designet til at lemlæste« og er samtidig blevet kraftigt kritiseret af FN, Amnesty, Human Rights Watch og Institut for Menneskerettigheder.

På grænsen mellem Marokko og Spanien har barberbladshegnet allerede kostet menneskeliv. Derfor har den socialdemokratiske regering i Spanien også valgt at stoppe brugen af barberbladshegn, alt imens den socialdemokratiske regering i Danmark gladelig sender den selv samme slags til Litauen.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye forsøger at forsvare sig med, at den danske regering står vagt om menneskerettighederne, og at de danske barberbladshegn ikke forhindrer retten til at søge asyl. Han påstår, at flygtninge stadig kan henvende sig til lokale grænsevagter og få gennemført en asylproces.

Men Tesfayes argumentation er fup og fidus, for den forråelse af asylpolitikken, som regeringen aktivt bakker op om, gør det praktisk talt umuligt at søge asyl ved Litauens grænse. Litauen har meldt åbent ud, at landet vil tillade de såkaldte push backs, hvor man skubber flygtninge tilbage over grænsen. Og P1 har kunnet dokumentere, hvordan flygtninge i Litauen placeres i lejre under yderst kritisable forhold, hvor de tvinges til at vælge mellem at rejse tilbage eller gennemføre en såkaldt asylproces, hvor udfaldet på forhånd er afgjort.

Det er fuldstændig uacceptabelt.

Det kan godt være, at regeringen pakker sin inhumane flygtningepolitik ind i fine gloser om menneskerettigheder, men realiteterne er, at deres politik de facto fratager flygtninge retten til at søge asyl. Det skal vi ikke acceptere.

I Enhedslisten mener vi, at EU skal stå sammen om en solidarisk fordeling af flygtninge, som sikrer, at mennesker på flugt mødes med respekt og retssikkerhed. Det vil samtidig lette byrden for modtagerlandene ved EU’s ydre grænser, hvor asylsystemet flere steder er brudt sammen.

Situation ved den litauiske grænse er speciel, fordi præsident Lukasjenko i Belarus sender flygtninge ind over grænsen som et modsvar på EU’s sanktioner. Vi må i denne situation hverken svigte flygtningene eller EU-medlemslande som Litauen. Med en solidarisk fordeling af flygtninge kan vi undgå et koncentreret pres på enkelte medlemslande. Og vi kan undgå, at flygtninge udnyttes i et geopolitisk spil mellem EU og andre lande, som vi har set det ske med først den tyrkiske præsident, Erdogan, senere de libyske militser, kongediktaturet i Marokko og nu senest med Lukasjenko efter den demokratiske revolution i Belarus.

Tesfayes argumentation er fup og fidus

Hvis vi for alvor vil løse udfordringerne med pres på EU’s grænser, skal vi også turde løse de udfordringer, der sætter mennesker i bevægelse. Grænsehegn stopper ikke krig, fattigdom og klimaforandringer. Migrationsruterne forsvinder ikke med flere grænsevagter. De ændrer sig bare og risikerer at blive farligere for migranter og flygtninge.

Derfor skal Danmark skal gå foran i en solidarisk og stabilitetsskabende flygtningepolitik ved bl.a. at investere i langsigtet udviklingsbistand.

Regeringens europæiske grænsepolitik risikerer ikke blot at være et brud på menneskerettighederne, den er også med til at videreføre en uholdbar grænsepolitik, hvor regimer som Tyrkiet og Belarus kan presse EU’s medlemslande.

Mennesker flygter ikke for sjov. Og vi løser ikke flygtningesituationen ved at bryde internationale konventioner. Derfor er det afgørende, at Danmark tager ansvaret på sig og insisterer på en solidarisk flygtningepolitik, hvor flygtninge mødes med medmenneskelighed. Dette når vi bedst med en investering i langsigtet udviklingsbistand og en solidarisk fordeling af flygtninge i EU.

 

Indlægget er bragt i Politiken d. 16. Oktober 2021

Tilmeld Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev Øropa og modtag automatisk de vigtigste EU-nyheder



image linking to enhedslisten twitter feed

Tilmeld Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev Øropa og modtag automatisk de vigtigste EU-nyheder

Læs mere om

ENHEDSLISTEN I EU-PARLAMENTET

Nikolaj Villumsen er Enhedslistens medlem af EU-Parlamentet. Her kæmper han for et rødt, grønt og demokratisk Europa.

Læs mere
image linking to enhedslisten twitter feed