Vejen mod en grøn omstilling er, desværre, ikke uden udfordringer. Et af de store af slagsen, men som vi stadigt ikke snakker nok om, er det, der kendes som Energichartertraktaten, eller ECT.
Grunden til at ECT ses som en farlig stopklods for mange grønne reformer, er at den gør det muligt for selskaber med interesser eksempelvis i fossile brændstoffer af sagsøge de lande, der beslutter at stoppe udvinding af olie, kul og gas. Det har allerede medført erstatningskrav mod medlemslandene i milliardstørrelsen, og menes at have afskrækket især udviklingslande fra vedtage en udfasning af fossile brændstoffer, af frygt fra repressalier og ubetalelige erstatningskrav.
At ECT er en reel trussel for grøn omstilling er ikke blot noget der menes i snævre, venstreorienterede kredse, kritikken er, internationalt set ret udbredt. Så udbredt, at et antal EU-lande har erklæret at de trækker sig fra aftalen. Det begyndte allerede i 2015 da Italien trak sig fra ECT. Senere fulgte så Spanien, Holland, Polen, Frankrig og Belgien, der alle enten har taget skridtet, eller har erklæret at de vil følge Italien. Senest er der så EU’s største økonomi, Tyskland, hvor der er snak om at finde vejen til ECTs exit dør. Der med andre ord en liste der indeholder nogle af de vigtigste EU-lande. Desværre er Danmark ikke at finde der, og det kan være svært at forstå.
Problemer i milliardklassen
De problemer ECT medfører understreges af en afgørelse fra en privat domstol der faldt i august i år. Afgørelsen pålægger den italienske stat at betale mere end 1.8 milliarder kroner i kompensation og renter til et britisk energiselskab. Det sker, fordi Italien i 2015 besluttede at forbyde nye olie og gasboringer tæt på den italienske kyst – noget mange borgere havde efterspurgt. Det skulle man tro at en suveræn stat havde lov til at beslutte, men under Energichartertraktaten har det udløst en kæmpe erstatning til dem, der kunne have tænkt sig at bore der. Som om det ikke er absurd nok, så havde det britiske selskab faktisk ikke engang investeret i nærheden af det store beløb, de nu skal modtaget. Ja faktisk havde de oprindeligt kun skudt omkring en ottendel det af det, de italienske skatteborgere nu tvinges til at betale i projekter. Det er ganske enkelt absurd – og det kan kun gå for langsomt med at få det ændret.
Med så store potentielle konsekvenser, er det ikke overraskende at nogle udviklingslande kan finde på at overveje, om grønnere initiativer er for farlige.
Afgørelsen pålægger den italienske stat at betale mere end 1.8 milliarder kroner i kompensation og renter til et britisk energiselskab
Bordet fanger – i lang tid
Hov, vil den opmærksomme læser måske tænke. Var det ikke sådan, at Italien allerede i 2015 trak sig fra aftalen? Jo, for en af de helt vanvittige ting ved traktaten er, at man kan sagsøges op til 20 år efter man trukket sig. Det er en udgangsklausul selv de vildeste bogklubber kun kunne drømme om.
En af de helt vanvittige ting ved traktaten er, at man kan sagsøges op til 20 år efter man trukket sig
Vejen frem
Som de fleste udfordringer, kræver også problemet ECT at der foretages mere end én handling. Samtidigt må det stå klart, at intet er vundet ved at udskyde handling, da det på ingen måde vel gavne andre end nogle af de energifirmaer, der sagsøger lande for grøn politik.
Netop derfor haster det også med handling. Konkret er der ikke mindst 3 ting der børes:
- Man må få først ændret, og siden nedlagt, traktaten fuldstændigt,
- Inden da bør Danmark følge de lande der allerede har meldt sig ud
- Vi må sikre, at noget lignende ikke kan ske igen. Det indebærer også et opgør med de kontroversielle, private ”domstole”, der ofte benyttes til store virksomheders fordel.
Dette opnår vi dog ikke ved at sidde på vores flade. Det er vigtigt tydeligt at vise, at der, også fra dansk side, er tale om reel uenighed med grundkernen i traktaten, fremfor blot et ønske om at flytte et komma her og der. Det samme bør ske i de andre EU-lande, der endnu ikke har meldt sig ud af ECT. Det var netop derfor, at EU-Parlamentet fornyligt diskuterede den kontroversielle traktat i en debat, der kom på dagsordenen efter pres fra først Enhedslistens gruppe, Venstrefløjsgruppen, og senere et flertal af de politiske kræfter. Det var en lille men vigtig sejr, fordi den gennemtvang en debat om noget ikke mindst EU-Kommissionen tilsyneladende helst så, at vi holdt os fra.
Energichartertraktaten er en traktat der både direkte og indirekte besværliggør de handlinger, vi er nødt til at foretage for at sikre os mod klimaforandringerne – og det bør, om noget, derfor være en langt større prioritet at få den afviklet.
Dette opnår vi dog ikke ved at sidde på vores flade
Indlægget er oprindeligt bragt på klimamonitor.dk den 23. november, og kan findes her.