Vi befinder os på kanten af en ny verdensorden. Og hvis vi ikke strammer os an, så kan vi også stå på kanten til en ny autoritær tidsalder. Hvor antidemokratiske ledere er enige om at blæse højt og flot på rettigheder, institutioner og principper, når de deler verden imellem sig selv og deres oligark-venner.

Det kræver nye politiske svar fra venstrefløjen. I den tid vi står over for, kan ingen undslå sig at komme med klare, koncise og konkrete svar på, hvordan vi kan redde international lov, ret og solidaritet – samt forsvare vores lige, demokratiske velfærdssamfund. Især ikke os på venstrefløjen.

For hvis verden ikke alt for let skal falde i hænderne på autoritære slyngelstater, så kræver det en stærk venstrefløj med offensive sikkerhedspolitiske svar og en klar strategi for at vinde fremtiden.

En verden uden retfærdighed?

Verden står ved en skillevej. Et opbrud. Og forfærdelighederne skriger til himlen.

Netanyahus Israel bruger sult som våben imod Gazas civilbefolkning. Mad og basal nødhjælp kommer ikke ind. Imens forbereder Israel nu en fuldskala-invasion, som skal fortsætte myrderierne og fordrive endnu mere af den hårdt trængte palæstinensiske befolkning i Gaza.

I Ukraine forsøger Putins og hans diktatorregime at tilrane sig ukrainernes land og underlægge og undertrykke befolkningen. Fordi de har imperialistiske, storrussiske ambitioner. Stik imod lov, ret og retfærdighed.

Donald Trump har placeret USA på diktatorsiden af begge konflikter. Han sender våben og militærstøtte for milliarder, og hjælper på den måde Netanyahu med at dræbe palæstinenserne, blokere for nødhjælp og fordrive dem fra deres hjem i Gaza.

Og han bruger ukrainernes akutte afhængighed af USA’s våben og efterretninger til at presse dem til at afgive deres territorium til Putin og rigdommene i deres undergrund til Trump selv. Imens stemmer USA – sammen med lande som Israel, Nordkorea og Rusland – imod at fordømme den russiske invasion af Ukraine i FN.

Vi står altså med en gemen tyveknægt, som støtter højreekstreme kræfters undertrykkelse af folk og territorium i fuld, åben konflikt med international ret og almen menneskelig retfærdighed og i alliance med slyngelstater. Måske fordi han selv har territoriale ambitioner om at hugge Grønland fra grønlænderne stik imod deres ønsker.

Det er alt sammen desværre kendte tragedier, men de har vidtrækkende konsekvenser.

For det første betyder det, at internationale institutioner, lov og ret er trængt i defensiven, som sjældent før. Vi ser en udvidet gruppe af autoritære, farlige regimer på ekspansionskurs. Og vi ser USA stille sig politisk, ideologisk på deres side i åben opposition til vores demokratier og velfærdssamfund, som Trump, Vance, deres milliardæroligarkvenner og deres MAGA-bevægelse åbent betragter som fjender, der skal bekæmpes, trues og undertvinges. Fordi vores regulering truer deres rigmandsinteresser. Fordi vores velfærdssamfund er en torn i øjet på dem.

For det andet betyder den virkelighed, vi står i, at vi ikke længere ædrueligt kan regne med, at USA vil hjælpe med at forsvare lande i Europa (heller ikke mindre NATO-lande), hvis konflikten med Rusland intensiveres. Vi har jo set, hvor følgagtigt Trump agerer over for Putin, som han vel nærmest anser som en ven og inspirationskilde (og en ideologisk MAGA-allieret i kampen mod socialstater, frihed og demokrati).

Alt dette har vidtrækkende konsekvenser, som nødvendiggør et tiltrængt 360-graders eftersyn af vores sikkerhedspolitik i bredeste forstand. For alle partier og lande. Også for os socialister.

Konsekvenserne af verdens udvikling er skræmmende. Og mange mennesker bruger da også tiden lige nu på at ”tune ud” eller følge passivt og lettere rystet med i de internationale nyheder, som bliver mere og mere skøre dag for dag.  Tiden, vi lever i, er blevet mere usikker og hård. De besatte folk i Ukraine og Gaza betaler den ultimative pris. Vi mærker alle sammen usikkerheden.

Samtidig virker de voldsomme begivenheder lige nu som en fremkaldervæske, så vi mere tydeligt kan se, hvad der reelt er på spil – og udvikle den moderne, klare socialistisk sikkerhedspolitik, der er behov for.

Socialistisk sikkerhedspolitik

Venstrefløjen har længe haft mange vigtige sikkerhedspolitiske indsigter, som vi kan bygge vores fremtidige sikkerhedspolitik på.

Vi har:

• Kritiseret at dansk følgagtighed over for USA’s interesser gør Danmark og verden mindre sikker.
• Arbejdet vedholdende for en nordisk forsvarsunion, som kun er blevet vigtigere og mere aktuel.
• Nægtet at deltage i både USA’s imperialistiske angrebskrige og militæroperationer ført an af europæiske koloni-interesser.
• Kritiseret en amoralsk og hyperkapitalistisk våbenindustri, som tjener svimlende summer på at udruste de værste og mest undertrykkende stater i verden med våben, våbensystemer og overvågningsteknologi.
• Insisteret konsekvent på international lov og ret, menneskerettigheder, konventioner, internationale institutioner og solidaritet med undertrykte folk.
• Kæmpet for at udvide velfærdssamfundet og vores tryghed til danske arbejdere, som gør Danmark mindre sårbart over for højreekstreme kræfter.
• Forsvaret public service og DR imod højrefløjens angreb og bekæmpet misinformation, Big Tech og oligarkejede medier.

Og vi stod forrest i kampen imod fascismen, da Danmark blev besat af nazisterne, og det officielle Danmark besluttede at tyskerne skulle have lov at besætte vores land uden militær modstand.

Alt det har vi grund til at være stolte af. Det er vigtige politikområder, som vi har fået ret i, og det udgør en kæmpe styrke i den kommende tid.

Men, hvis vi skal være ærlige og se indad, så har vi ikke i tilstrækkelig grad formuleret en sammenhængende socialistisk sikkerhedspolitik, som tager de fulde konsekvenser af netop de indsigter. Det er blevet krystalklart med tidens store skred.

Reel uafhængighed

Det mest iøjnefaldende er, at den reelle uafhængighed af USA, som venstrefløjen i mange år historisk har insisteret på, i virkelighedens verden kun kan købes med en markant styrket forsvarsevne og tætte forsvarspolitiske samarbejder med de demokratiske lande, som vi deler flest interesser og værdier med.

Hvis et nordisk forsvarssamarbejde skal give mening, skal de nordiske lande sammen have styrken til at tale med stor samlet vægt i europæiske samarbejdskredse, i NATO, i EU og bilateralt med allierede lande. Det kræver, blandt meget andet, at vi samlet set har et effektivt og velfungerende moderne forsvar. Og det skal Danmark naturligvis også solidarisk løfte sin andel af.

Det kræver investeringer at genoprette forsvaret. Især efter de såkaldt ansvarlige partier har stået for årtiers nedskæringer og fejlprioriteringer i forsvaret væk fra at kunne forsvare os imod trusler og hen til et militær, som skulle følge USA i ulovlige og ødelæggende krige. Det var katastrofale fejlbeslutninger. Det er nødvendigt og rigtigt at prioritere de investeringer, som kan rette op på den fejl.

For der er intet socialistisk i at kæmpe for at opretholde en svag forsvarsevne i Danmark, som reelt sætter os i et vasalagtigt afhængighedsforhold til USA og gør os ude af stand til at formulere en selvstændig og kritisk udenrigs- og sikkerhedspolitik i den afgørende kommende tid.

Der er heller intet socialistisk i at kæmpe for, at et af de bedst fungerende velfærdslande i verden, som på baggrund af socialistiske idéer og benhård arbejderkamp har skabt den største tryghed og frihed for arbejderklassen i verden og (selv med deres fejl og mangler) nogle af de mest velfungerende demokratier i verden, skal stå forsvars- og sikkerhedspolitisk afklædt eller svagt i en tid, hvor fascismen for alvor banker på døren.

Tværtimod. Socialisme er at slås for en fredelig verden, at slås for international ret og at slås solidarisk imod autoritære kræfter på erobringstogt.

Socialisme er at slås for en fredelig verden, at slås for international ret og at slås solidarisk imod autoritære kræfter på erobringstogt

De politiske kræfter og de lande, som mest realistisk og mest konsekvent kan tage kampen op for både international ret, international solidaritet, internationale institutioner, velfærd, lighed, tryghed og demokrati skal ikke stå svagt og forsvarsløst tilbage i den mere rå verden, vi står med.

Vi skal have magt og indflydelse til at kæmpe for vores værdier og idealer. For om vi kan lide det eller ej, så kan vi ikke længere tage de værdier for givet. Derfor kan svaret heller ikke være at melde sig helt ud af debatten, vende det blinde øje til og give vores nødlidende forsvar ”motorsaven”, som to skribenter foreslår i Solidaritet.

Ja, vi skal naturligvis arbejde for en fredelig verden med dialog, afspænding og gensidig militær nedrustning, som vi i Enhedslisten skriver i vores principprogram. Men det gør vi ikke ved at stille Danmark forsvarsløst i en tid, hvor fascisme, autoritære kræfter og imperialisme er i fremmarch som sjældent før.

Når vi hører støvletramp i horisonten, og demokratiske lande er truet af diktatoriske magter, så skal vi både kunne forsvare os og hjælpe solidarisk. Det er det socialistiske svar.

Offensive socialistiske svar

Danmarks regerings førte forsvarspolitik er dybt problematisk. Den er udtryk for naivt at underkaste sig USA – selv efter alt, vi har set.

Den danske forsvarsminister, Troels Lund Poulsen, fremturer med at ville købe amerikanske våben og våbensystemer. Det er naivt og hovedløst. Regeringens nye PET-lov, som skal masseovervåge danskerne og skal formentlig operere med Palantir-teknologi. Ja, du læste rigtigt. Mens USA er på rov efter Grønland, så vil regeringen give det skandaleombruste overvågningsfirma Palantir adgang til masseovervågning af danskerne. En massiv sikkerhedstrussel med Donald Trump i Det Hvide Hus.

Det er bare to eksempler på, at regeringen nægter at tage konsekvensen af, at USA agerer som en fjende. Det er forfejlet og farligt.

Vi skal ikke uddybe vores afhængighed af USA med alt det, vi ved nu.  Vi skal det modsatte: altomfattende, planlagt strategisk uafhængighed. Det kommer til at kræve investeringer, men de køber os frihed.

Samtidig er regeringens højredrejede forsvarspolitik udtryk for dyb og grundløs markedsoptimisme. Næsten lallende naivitet over for våbenindustrien.

Uden reelle krav om eksportkontrol eller noget politisk pres imod overnormale profitter og milliardudbyttebetalinger til aktionærerne kaster man – helt ukritisk – milliarder efter en industri, som ikke kan udruste Ukraine og Europa, fordi den sælger meget af sit materiel til Israel, Qatar og Saudi-Arabien. Det skal stoppes. Kontrollen skal tages tilbage fra markedets destruktive kaos.

Vi socialister skal lave en ny offensiv politik, som både sætter os i stand til at forsvare demokratier, socialstater og velfærdssamfund imod diktatorer og forsvare international lov og ret imod højreekstreme bøller. For vi skal ikke lade vores land ligge åbent for den første og bedste stormagt, der ser sultent på vores territorium eller naturressourcer.

Sådan her kunne en offensiv sikkerhedspolitik se ud i overskriftsform:

• Forsvar skal betyde forsvar. Afvisning og bekæmpelse af enhver imperialistisk angrebskrig.
• Klar eksportkontrol med våbenproduktion – ingen våben til slyngelstater, men våben til Ukraine.
• Offentligt ejerskab af våbenproduktionen.
• Gode løn og arbejdsforhold for dem, som arbejder i forvaret og er klar til at betale den ultimative pris.
• Ingen investeringer i sikkerhed må ske på bekostning af velfærden eller den grønne omstilling.
• Vi skal investere i sikkerhed i bredeste forstand – beredskab, klimasikring, grøn omstilling, teknologisk, energimæssig og strategisk uafhængighed af slyngelstater – inklusive USA.
• Våbenproduktion skal holdes lokalt hvis muligt – investeringer skal helst tilgå Danmark eller Norden.
• Vi skal investere massivt i diplomati og arbejde målrettet for dialog, gensidige aftaler om nedrustning, afspænding og fred.
• Vi skal skabe mere tryghed på arbejdsmarkedet, et stærkere velfærdssamfund, et mere lige samfund (og verden) – det er et af de vigtigste værn imod, at højreekstreme kræfter kan slå rod i Danmark.

Venstrefløjens opgave

Det er hverken udtryk for nogen ”udemokratiske manøvre” eller ”drejning til højre” at insistere på en socialistisk sikkerhedspolitik til en ny tid.

Tværtimod er det udtryk for at tage de vigtige sikkerhedspolitiske erkendelser, som venstrefløjen historisk har stået for, alvorligt. Bygge videre på vi socialisters historiske arv og erfaringer. Aldrig mere skal vi stå i en situation som 9. april, hvor autoritære kræfter kan knægte os uden kamp og modstand.

Og desværre bliver hjælp og modstand imod diktatorer vigtigere og rykker tættere på i verden, som den ser ud i dag.

Vi har en verden at vinde. Imod fascisme, diktatur, bøllemetoder, imperialisme og slyngelstater. Vi vinder den ikke, hvis vi ikke kan forsvare os selv og vores nærmeste.