Når EU kommer med et nyt udspil forventes det, ofte nærmest automatisk, at vi som Enhedslisten må være modstandere af det. Ser man på hvordan EU stadigt alt for ofte prioriterer markedet over mennesker og miljø, er det ikke en svært at forstå sådan en forventning, men det betyder ikke at den altid er korrekt. For sagen er, at der er områder hvor vi i Enhedslisten mener at EU både kan og skal bruges til at skubbe på, for en mere progressiv politik – og områder hvor vi har haft succes med netop den tilgang.

En af sensommerens mest omtalte EU-dokumenter, i hvert fald for politiknørder som os, var den såkaldte Draghi-rapport om en fremtidssikret konkurrencepolitik for Europa. Selv om der, med rette, er masser af ting man kan kritisere rapporten for, så må man som venstreorienteret også gøre sig overvejelser om, hvorvidt vi ikke også skal se det potentiale der gemmer sig i en reform af EU’s tilgang til industri og konkurrencepolitikken for tæt på en halv milliard mennesker.

Sagen er nemlig, at der bag den kontroversielle rapport om konkurrenceevne ligger en række spændende spørgsmål om nogle af de store udfordringer vi er nødt til at tage stilling til: nemlig hvordan vi kan føre en offensiv industripolitik i det 21. århundrede, herunder ikke mindst uden at lade det hele styre af kortsigtede markedskræfter. Netop det, er noget vi som venstreorienterede mener er vigtigt. Derfor er det også nødvendigt at spørge, hvorvidt – og hvordan – Draghi-rapporten og EU’s fremtidige industripolitik konkret kan bruges i kampen for et bedre og mere retfærdigt samfund.

Business as usual holder ikke

Med en stærk fokus på ordet konkurrenceevne, noget der uden tvivl kommer til at være et af nøgleordene for den næste EU-Kommission, er det ikke lige til som venstreorienteret at skulle klappe i hænderne af, hvad der er blevet præsenteret. Lettere bliver det dog, hvis man vælger at dykke ned i, hvad der gemmer sig bag retorikken. Hele årsagen til at dette år har set rapporter om fremtidens konkurrencepolitik og marked, fra både Letta og Draghi, er nemlig ret fundamental: en erkendelse af, at business as usual ikke holder. Selv om det sjældent siges med de ord, dækker det blandt andet over en erkendelse af noget vi på venstrefløjen længe har sagt: Fri konkurrence, udliciteringer, outsourcing og lignende er ikke noget der ser ud til at skabe de investeringer og resultater vi vil have. Store kapitalfonde og selskaber med interesser i fossile brændsler bliver ikke lige pludseligt gode og langtidstænkende. De skal, som oftest, tvinges til at ændre politik og tilgang. At den erkendelse nu synes at vinde frem, selv blandt EU-Kommissionens lukkede mure, skaber en mulighed for positiv forankring.

Dermed ikke sagt at det bliver lige til, for det gør det næppe. For at den nye tilgang skal kunne virke progressivt på lange sigt, kræver det ikke mindst at de følgende fem punkter bliver indarbejdet i alle nye initiativer:

Fem krav til nye initiativer

1. Der skal skabes nye, gode jobs over hele EU. Ikke blot som en talepind på et papir, men i den virkelige verden. Det indebærer bl.a. at vi skal fremme og støtte de virksomheder der tilbyder deres ansatte overenskomster og som overholder arbejdstagerrettigheder og arbejdsmiljøregler. Her kan vi lære en del af Bidens industripolitiske initiativer som netop betinger offentlig støtte med overenskomster og ordentlige forhold for arbejderne.

2. Der skal være en klar holdning om, at virksomheder der modtager offentlig støtte skal bidrage til samfundets bedste, og det vil bl.a. sige at de ikke blot skal kunne fortsætte med at forurene løs eller se bort fra klimakampen. Det går ganske enkelt ikke at belønne aktieselskaber økonomisk for at skabe yderligere problemer for os alle.

3. Der skal gives mere indflydelse til medarbejderne og tænkes langsigtet, i stedet for primært at lytte til kortsigtede investeringsfonde. På den måde skaber vi virksomheder hvor medarbejderne føler mere medejerskab for fremtiden, hvor der kan drages nytte af deres erfaringer, og hvor der bedre kan investeres til fremtiden.

4. Det skal sikres at virksomheder der gemmer deres overskud i skattely, hvad enten de er indenfor eller uden for EU’s grænser, kan sortlistes fra offentlige kontrakter og fra at modtage offentlig støtte. Kort fortalt skal firmaer kun kunne nyde godt af fællesskabets tiltag hvis de er villige til selv at bidrage til dem. Ellers er der blot tale om skatteyderfinansieret støtte til uholdbare og umoralske virksomheder, og det er de fleste forhåbentligt enige i, ikke er en varig løsning for fremtiden.

5. Endeligt skal det sikres, at den grønne omstilling, herunder både den kortsigtede og langsigtede klimakamp er den røde tråd for, hvordan vi former fremtidens industripolitik. Vi skal ikke hælde støtte kroner der kan gå til løsninger med fremtidspotentiale, i forældede teknologier vi ved er på vej ud.

Med andre ord: Hvis staterne skal deltage mere aktivt i målretingen af investeringer og produktion, og skal vi bruge fællesskabets midler til at understøtte private selskabers investeringer og produktion, så skal der være et pay-off. Så skal den stærkere demokratiske deltagelse i økonomien bruges til at sikre, at den virker for alle europæere – og ikke kun dem i toppen.

Finansieres med beskatning af de rigeste

Uanset hvilke formål en industripolitik tjener , koster den i sagens natur penge. Et vigtigt spørgsmål i diskussionen omkring fremtidens industripolitik og de investeringer den har brug for, drejer sig derfor om, hvor pengene skal komme fra.

På overfladen bliver den diskussion, noget letkøbt, ofte præsenteret som et valg mellem enten at skære i andre ydelser, eller at gældsætte os. At sætte det sådan op vil dog være forkert, og vil være at undlade en åbenlys mulighed. For når det gælder hvor pengene skal komme fra, så er der et godt, venstreorienteret og pragmatisk svar:

Finansieringen af de tiltag og investeringer der er nødvendige, bør ikke mindst skaffes gennem internationale aftaler om en effektiv beskatning af de rigeste og finansielle transaktioner. Eller sagt på en anden måde: vi skal begynde for alvor at bekæmpe, at samfundets allerrigeste i realiteten ikke betaler deres andel. Det kan ikke være rigtigt at almindelige mennesker betaler deres skat til samfundet, mens dem med allerflest penge, gennem skattely og andre tricks, betaler langt mindre den de burde.

Vi kan ikke forstå, hvorfor nogle, herunder både borgerlige og socialdemokrater, tilsyneladende hellere vil skære i essentielle ydelser eller optage gæld som vores børn skal betale, end at lade verdens hyper-rigeste og deres firmaer betale deres fair del af udgifterne.

Hvis der er politisk vilje til sammen at handle på et punkt alle lande burde have en interesse i, så kan vi faktisk skaffe penge til det der nødvendigt for at skabe fremtidens grønne industripolitik med gode jobs og hensyn til miljøet.

Samtidigt må vi naturligvis også se på den kommende reform af EU’s regler for offentlige udbud. Offentlige udbud, af alt fra store byggeprojekter til rengøring og frokosttilbud, udgør nemlig omkring 14% af EU’s samlede BNP. Det er et enormt beløb, et beløb vi, hvis vi formår at gøre det rigtig, kan bruge til at styrke både en offensiv industripolitik, den sociale indsats og klimakampen. For fremadrettet set bør langt mindre parametre kunne indarbejdes i offentlige udbud – og en reform af EU’s regler kombineret med bedre nationale regler vil være et af de stærkeste redskaber vi har i værktøjskassen.

Kan godt støtte reform

Alt det ovenstående er for at svare på spørgsmålet: Kan Enhedslisten mon støtte Draghi-rapporten og den kommende reform af EU’s industripolitik? Her vil det fra os lyde: Ja det kan vi godt – hvis det sker på den rigtige måde. Hvis det bliver en industripolitik til gavn for alle. . Det må stå klart for de fleste, at vi i Europa har brug for en ny, offensiv industripolitik, at vi ikke blot kan fortsætte som om verden ikke ændrer sig. Derfor er det også vigtigt at kaste sig ind i kampen for at sikre, at det bliver en politik der rent faktisk hjælper os med at nå de mål vi har, såsom klimakampen, og hvor det er klart at en blind tro på markedskræfterne ikke kan løse problemerne.

Indlægget er oprindeligt bragt i Altinget, og kan findes der, via dette link.