Opinion Folkeafstemning

Derfor bør man stemme nej den 1. juni

EU-Parlamentariker Nikolaj Villumsen skriver i Kristeligt Dagblad om hvad folkeafstemningen og forbeholdet handler om - og hvad det ikke handler om,

Nikolaj Villumsen (MEP)
Nikolaj Villumsen (MEP)

Der siges meget i debatten om, hvorvidt det danske forbehold skal afskaffes eller ej. Det skorter eksempelvis ikke på de pæne ord og de store visioner for, hvad EU’s militære politik bør være.

At have drømme og visioner er essentielt, men når det gælder noget så vigtigt som, hvorvidt vi skal afskaffe forbeholdet, så skylder vi os selv at prøve at skære igennem de pæne ord.

Når vi beslutter os den 1. juni, bør det ikke kun være på baggrund af, hvad nogle politikere siger, de godt kunne tænke sig – nej, det bør også afhænge af, hvordan EU’s arbejde på området allerede er. Hvis man ser på det, opdager man hurtigt, at det i praksis ofte adskiller sig fra de forestillinger, især visse politikere fremsætter.

Hverken afstemningen eller EU’s militære dimension handler om forsvaret af EU-landenes territorier eller om at beskytte nabolande

1. Det handler det ikke om: Hverken afstemningen eller EU’s militære dimension handler om forsvaret af EU-landenes territorier eller om at beskytte nabolande. EU-traktaterne indeholder en forpligtelse til at hjælpe hinanden i tilfælde af angreb, men den gælder, uanset om der er et forbehold eller ej. EU’s militære projekter har aldrig fokuseret på territorialt forsvar, men snarere på missioner uden for unionens grænser.

I stedet handler EU’s militære politik og arbejde langt mere om indsatser i tidligere kolonier

2. Det handler det om: I stedet handler EU’s militære politik og arbejde langt mere om indsatser i tidligere kolonier uden for Europa. Ser man på, hvor EU er og har været henne, så er 75 procent af alle missionerne enten gået til Afrika eller Middelhavet.

Kold geopolitik og kyniske egeninteresser

3. Kold geopolitik og kyniske egeninteresser: Her vil nogle idealister måske sige, at det handler om fred, demokrati og stabilitet. Jeg ville ønske, det var sådan, men i realiteten handler det ofte langt mere om kold geopolitik og kyniske egeninteresser.

Det er måske heller ikke helt tilfældigt, at missionerne så ofte går til tidligere kolonier og kolonier, hvor der er ressourceadgang på spil for EU-lande og deres firmaer.

Sidste år anslog miljøorganisationen Greenpeace, at omkring to tredjedele af EU’s militære missioner kan sættes i forbindelse med adgangen til fossile brændselsressourcer som olie og gas.

sandheden er, at ingen rigtig ved, i hvilken retning det vil gå

Det er sandt, at verden forandrer sig, og det gør EU’s militære politik også, og sandheden er, at ingen rigtig ved, i hvilken retning det vil gå. Men hvis den hidtidige praksis er noget at dømme ud fra, så bliver det næppe så pænt, som nogle prøver at lade som om – og det vil i praksis have meget lidt at gøre med reelt forsvar af landene.

Derfor bør man stemme nej den 1. juni. For som EU’s militære politik er nu, er det ikke just noget at råbe hurra for – eller at fjerne vores forbehold fra.

For som EU’s militære politik er nu, er det ikke just noget at råbe hurra for

 

Indlægget er også bragt i Kristeligt Dagblad, mandag 30 maj. Det kan findes her.

Tilmeld Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev Øropa og modtag automatisk de vigtigste EU-nyheder



Tilmeld Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev Øropa og modtag automatisk de vigtigste EU-nyheder

Læs mere om

ENHEDSLISTEN I EU-PARLAMENTET

Nikolaj Villumsen er Enhedslistens medlem af EU-Parlamentet. Her kæmper han for et rødt, grønt og demokratisk Europa.

Læs mere