Den 11. marts præsenterede EU-Kommissionen sit nye kontroversielle forslag, der muliggør at deportere afviste asylansøgere til ikke-EU lande. Det markerer endnu et skridt til højre for EU-Kommissionen og indeholder dele, der risikerer at indskrænke fundamentale rettigheder for asylansøgere. I hvad der minder lidt om hvad Trump synes at foretrække i USA, fremmer forslaget bl.a. brugen af tvang og detentionscentre, og indeholder forslag om, at sende afviste asylansøgere til deportationscentre uden for EU’s grænser.
Man ignorerer alle de dårlige erfaringer
Hvis udlicitering til deportationslejre minder om bl.a. de danske og britiske ”Rwanda modeller”, er det ikke tilfældigt. Udspillet kommer nemlig i forlængelse af, at en række EU-lande har bedt Kommissionen om at udlicitere migrations- og asylpolitikken.
På trods af den klare historik med lignende planer, som bl.a. forskellige domstole har sat en stopper for, vælger EU alligevel at fortsætte af den vej. Det på trods af, at deportationslejrene risikerer at have store menneskeretlige konsekvenser. Processen vil mildt sagt skabe en juridisk gråzone, hvor det samtidigt bliver svært at dokumentere EU’s gerninger og ansvar. Netop det er et stort problem, for tidligere forsøg viser, at det så bliver endnu sværere at dokumentere menneskerettighedskrænkelser – og dermed også at sikre, at regler og konventioner faktisk overholdes. Det måske grelleste eksempel kommer fra Australien, der udliciterede sin asylproces til østaten Nauru. Ikke alene så man at der var utallige regelbrud og overgreb, men også at det blev næsten umuligt for journalister og NGOere at få adgang til at dokumentere hvad der fandt sted. Det er et ”trick” der måske nok er behændigt for højrefløjen, for ude af øje kommer let til at betyde ude af sind, men det er ikke en moderne retsstat værdigt.
Ikke alene umenneskeligt – også dyrt og ineffektivt
En ting der sjældnere tales om i forbindelse med deportationsudlicitering er, at det, i tillæg til de lovlige og etiske problemer, også i sidste ende faktisk er både dyrt og dybt ineffektivt. Tag blot den aftale som Italien og Albanien, under stor fanfare fra højrefløjen, indgik. Over fem år kommer den til at koste op mod 985 millioner Euro – mere end 7.3 milliarder kroner. Penge, der ellers kunne være brugt på at tage humant og effektivt i mod mennesker på flugt. Man kan også se på Storbritanniens kontroversielle Rwandaplaner, der var sat til at koste mere end 88 milliarder kroner (10 milliarder pund), og som på de første to år, på trods af at ingen asylansøger rent faktisk kunne sendes ud, endte med at koste de britiske skatteborgere mere end 6 milliarder kroner.
Når man tager de tal i betragtning må det være klart, at deportationsudlicitering handler om, at sende et signal om hvor hård og umenneskelig man kan være – ikke om at finde reelle, brugbare løsninger. Dermed kan det ende som en enormt dyr og ekstremt ubehagelig omgang symbolpolitik.
Man må spørge hvorfor EU ikke i stedet vælger den mindre populistiske, men mere effektive og humane vej: og tager ansvar for mennesker på flugt? Omkring 69 procent af verdens flygtninge og mennesker med behov for beskyttelse bor allerede i nabolande. Disse kan ganske enkelt ikke kan bære hele den ressourcemæssige byrde. På lang sigt, er det afgørende at håndtere klimakrisen, og forhindre at mennesker ikke tvinges til at flygte på grund af klimaforandringer. Herudover må EU indføre en solidarisk fordelingsmekanisme så landene kan løfte ansvar eti flok, og så må EU arbejde for at skabe adgang til sikre, lovlige flugtmuligheder.
Sagt med andre ord: EU’s nye planer risikerer at føre til en svækkelse af retsstaten og overgreb på fundamentale rettigheder – samtidigt med at den kan ende som et enormt dyrt og ineffektivt populismeprojekt.
Indlægget er oprindeligt bragt i Jyllands-Posten, og kan findes der, via dette link.
