At Belarus, på trods af regelmæssige ”valg”, ikke kan kaldes demokratisk kommer næppe som en overraskelse for mange. Igennem snart 30 år har Aliaksandr Lukashenka, der også kendes som Europas sidste diktator, brutalt styret befolkningen.
Både den politiske opposition og journalister der ikke rapporterer det – og kun det – som styret ønsker, fængslet regelmæssigt. Fremmod Præsidentvalget den 26. januar er situationen endda blevet værre. Alene i 2024 var der mere end 5800 politiske retssager i Belarus, en stigning på 50%.
Med udsigt til valg var få i tvivl om, at Putins gode ven gjorde sig klar til at stjæle endnu et valg. Den dækkes af europæiske og til tider danske medier, omend typisk kun når der sker noget ekstra slemt.
Men Belarus har også sider af undertrykkelsen der får mindre opmærksomhed. Den ene handler, meget ligesom vi ser i Putins Rusland, om rettighederne for kvinder, LGBTQI-personer og andre grupper, der ikke passer med Præsidentens idealbillede.
En anden handler om den grove undertrykkelse af fagbevægelserne og de fagligt aktive, der har oplevet flere bølger af undertrykkelse. I 2020 brød tusinder af fagligt organiserede eksempelvis med de eksisterende foreninger og dannede deres egne fagforeninger der var fri fra regeringens kontrol. Regimet reagerede ved at fængsle folk og opløse mange af de nye organisationer. Andre mistede deres job eller flygtede ud af landet. Forfølgelsen ophørte aldrig, men går op og ned. Som i 2023, da Belarus oplevede en ny runde af arbitrære anholdelser og fængslinger af folk med faglig tilknytning. Her var tale om fængslinger der klart overtræder Belarus forpligtigelser under flere ILO konventioner. Konventioner Lukashenka tydeligvis ikke vægter højt.
Det er en form for undertrykkelse der dels følger det ”normale” undertrykkelsesmønster i Belarus, dels viser, hvordan regimet frygter den magt, der ligger i organiseret arbejdskraft. I Belarus, som i store dele af verden, er faglige organisationer et af de vigtige og bedst organiserede aspekter af civilsamfundet – og det ses i stigende grad som en trussel.
Ikke mindst derfor skulle man også tro at det at sætte fokus på problemet ikke ville være meget sværere end hvad der tilfældet for resten af situationen i Belarus. Men sådan er det desværre ikke. Både når jeg hører fra europæisk og Belarusiske fagforeningsfolk, og når vi søger at rejse sagen i EU-Parlamentet tegnes der nemlig et særligt billede.
Højrefløjen er en del af problemet
Det billede der tegnes, og et af de problemer vi kæmper med i EU-Parlamentet, er noget der virker som en gammel Højre-Venstre kamp. For hvor EUs højrefløj i stigende grad er blevet opmærksomme på at kritisere Belarus generelt, så er det noget helt andet så snart man søger at fokusere på Lukashenka-styrets brutale fremfærd overfor fagligt aktive. Hvor dele af de borgerlige kan være allierede når det gælder at få Belarus på dagsordenen, kan de selv samme politikere hurtigt blive en del af problemet når det gælder at få undertrykkelsen af faglig kamp med.
Personligt har jeg svært ved at forstå, hvordan det at italesætte undertrykkelse af nogen som helst kan være et problem. Selv dem der er anti-fagforeningsfolk burde ikke have interesse i at udelade det af kritikken. Men desværre er det altså hvad vi ser – og som sagt virker det som en forældet brudlinje, men ikke desto mindre én, jeg har måtte konstatere at jeg er nødt til at konfrontere igen.
Vi er nødt til at få også vestlige politikere til at vågne op til det faktum at undertrykkelse af fagligt aktive i høj grad er undertrykkelse af civilsamfundets mulighed for at organisere sig – og er noget der skal fordømmes klart og utvetydigt.
Indlægget er oprindeligt bragt i A4, og kan også findes der, via dette link.
Mere om sagen: Per Clausens tale fra EU-Parlamentet
Tirsdag den 21. januar debaterede EU-Parlamentet situationen i Belarus forud for valget den 26. januar. Her talte Per Clausen, og nævnte bl.a. behovet for at styrke de faglige der undetrykkes.
