Beskat de rige – de har råd til det, er et af venstrefløjen i Europas. Noget langt de fleste burde kunne støtte, men også noget, der ofte fordrejes og forklejnes. Dermed ender det med at skabe modstand fremfor støtte. Årsagen til det findes desværre ikke kun hos onde borgerlige kommentatorer og skumle rigmænd der sidder klar til at lede de arbejdende masser væk fra den progressive venstrefløj. Nej, hvis vi er ærlige, skyldes det nok også, at vi på venstrefløjen ofte glemmer at forklare hvad vi rent faktisk mener med det – og ikke mindst, hvem det er vi mener der skal betale mere rige.

En ny milliardær hver 9. dag

At jeg farer i blækhuset nu, skyldes den nyeste ulighedsrapport fra Oxfam. En rapport der, som vanligt, vækker til eftertanke og harme hos en venstredrejet person som mig – og forundring over, at det ikke skaber større debat i samfundet.

For der er tale om ekstrem ulighed i et Europa, hvor der, siden årets begyndelse, er kommet en ny milliardær til hver 9. dag. Alt mens arbejdsløsheden mange steder stiger og de fattige får det værre. En ny milliardær – og vel at mærke i euro – hver niende dag. Det er stigende ulighed i praksis. En ulighed der betyder, at over de sidste knap 30 år, har 90% af europæerne set deres andel af vores samlede velstand skrumpe, mens de sidste 10% har øget deres del.

Er venstrefløjen en del af problemet?

Når vi taler om ”de rige”, er det især milliardærerne vi mener skal betale mere. Noget stort set alle andre end milliardærerne selv burde kunne støtte. For en effektiv beskatning af de allerrigeste, vil betyde at der er mere til fællesskabet. Når vores rigdomsbeskatningsglæde alligevel ikke omfavnes så varmt som vi mener det burde, må vi nok erkende at det, delvist, skyldes os selv. For hvis jeg er ærlig, har vi fra venstrefløjens side været for gode til at tale om, at løsningen er at ”beskatte de rige”. Et populært slogan – et jeg også ynder at bruge – men ofte uden uddybning. Dermed gør vi det alt for let for de rigeste og deres venner, at søge at fordreje, forklejne og fortie vores grundliggende pointer.

Underbetalende milliardærer

Bag det hele ligger det problem, at Europas milliardærer alt for sjældent betaler deres fair andel til samfundet. Det på trods af, at deres rigdom typisk skabes og afhænger af samfundet og dets goder. Alligevel er det sådan i store dele af Europa, at det ikke er hver og en af os der i praksis betaler sin fair andel. Oxfams rapport beskriver bl.a. hvordan det, i et relativt sammenligneligt land som Belgien, er sådan at den effektive skatteprocent for den rigeste 1%, i realiteten kun er halv så høj som den er for den gennemsnitlige borger. Skal vi lige lade den stå et øjeblik? Det viser et skattesystem der åbenlyst ikke fungerer som det bør. Et system der bidrager til den øgede ulighed.

Hvem er det vi mener, når vi taler om ”de rige”

Et af problemerne med at tale om ulighed og beskatning i vores samfund er, at mange let kommer til at tro, at det måske i virkeligheden er dem vi mener. Især hvis fjernsynet på væggen er større end naboens, bilen er smartere og vinen på bordet markant dyrere end vennernes.

Det er et billede som dem, med allerflest penge gerne puster til – og store dele af højrefløjen er tit alt for glade for at hjælpe dem. For hvad kunne være bedre, end lidt frygtskaben om, at hvis du forfremmes, eller arver din tante – så står de onde røde på spring for at flå dig til skindet. Det er et billede jeg godt kan forstå mange kan komme til at associere med det hyppigt brugte beskatningsmantra – men det er bare ikke retvisende. For det er sandsynligvis ikke din nabo vi tænker på, når vi siger, at de rige har for meget. Heller ikke selv hvis din nabo har to dyre biler parkeret ude foran, går med gyldent Rolex ur og generelt tjener meget, meget mere end dig og du anser dem som ”rige”.

Nej, ”de rige”, når vi virkeligt taler om rigdom som ulighedsskaber, er i en helt anden liga. En liga så eksklusiv, at det er sandsynligt at mange aldrig kommer til at kende nogen i den.

I Europa ejer de 3600 hyper rigeste tilsammen mere end de 181 millioner fattigste europæere. Det er en skævvridning der er med til at forklare, at så mange mennesker i vores historisk rige samfund, fortsat lider under fattigdom og eksempelvis ikke har råd til medicin eller mad til dem og deres børn.

Ulighed er ikke ufarligt

En anden ting vi alt for ofte glemmer er at fortælle hvorfor vi mener at uligheden svækker vores sammenhængskraft. Så lad mig forsøge her: Ulighed er, kort fortalt, problematisk fordi det er skadeligt.

Når uligheden fører til fattigdom – noget der er et stort problem over hele Europa – så medfører det en række negative følger: færre besøg hos læger og tandlæger, og generelt dårligere helbred. Det medfører dårligere ernæring og flere livsstilssygdomme. Det betyder dårligere adgang til boliger og uddannelse. Med følger også ofte øget stres og angst for fremtiden, og dermed øget risiko dårligere psykisk tilstand, og det gør folk mere modtagelig overfor ekstremisme og tilbud om at skyde skylden for snart sagt alt på diverse syndebukke. Ulighed er, med andre ord, på ingen måde hverken uskyldigt, ufarligt eller noget der gavner vores samfund.

Fattigdom straffer flere generation

Selv hvis man er lidt kynisk anlagt og tænker at det nok er folks egen skyld at de er fattige, bør man huske på, hvor mange børn der rammes af – og fødes ind i – fattigdom. Dermed fødes de til generelt lavere levealder og mindre udsigt til at forbedre deres økonomiske situation og sikre deres egen familie tilstrækkelige levevilkår. Netop det, at blive født ind i en økonomisk situation, er faktisk noget folk uden penge ofte har tilfælles med dem med alt for mange: for samfundets allerrigeste er sjældent så rige som de er, fordi de har tjent pengene gennem hårdt arbejde. De er, som oftest, født til penge, ejendomme og investeringer. Penge de kæmper for, ikke skal beskattes – selv ikke når der tales om hundrede millioner af kroner.

En trussel mod demokratiet

Hvis ovenstående ikke var nok, må vi ikke glemme, at der også er en anden fare forbundet med ekstrem rigdom: Det kan være en trussel mod demokratiet. For, som vi bl.a. ser det i USA, er det stærkt underminerende at så få mennesker, med så snævre egeninteresser, kan have så stor indflydelse på debat, medier og den politiske dagsorden. Det er et problem, når enkeltpersoner kan opkøbe nyhedsmedier og sociale medier, og bruge det til at sætte en politisk dagsorden. At se det som et problem, er i øvrigt ikke noget man kun finder i små cirkler af munkemarxister, faktisk langt fra. I Storbritannien er der faktisk mere end 6 ud af 10 personer der mener, at de allerrigeste har for stor indflydelse på politik.

Frygt ikke sloganet

Så næste gang du hører en venstreorienteret type – muligvis mig selv – tale om at beskatte de rige. Så handler det med 99% procent sandsynlighed ikke om hverken dig, din nabo eller din rige onkel. Det handler om dem, der har så absurd meget mere, end nogen du kender nogensinde har haft. Det handler om dem, der har en Joakim von And-agtig rigdom. Dem, der på trods af deres enorme ressourcer, alligevel formår at have en relativt lavere skatteprocent end dig – også selv om de sagtens kunne have råd til at betale deres fair andel.

Når vi på venstrefløjen foreslår at betale for flere af samfundets udgifter ved at beskatte de rige, så handler det altså langt mere om at beskatte milliardærerne, end millionærerne. Det handler om at stoppe, at de fattigste skal betale regningen for de rigeste.

Indlægget er oprindeligt bragt i Jyllands-Posten, og kan findes der, via dette link.