Ved indgangen til 2021 spirede optimismen. Vaccinerne begyndte så småt at blive tilbudt til de første i udgangen af 2020. Vi kunne alle sammen mærke håbet, og enden på pandemien var tættere på end nogensinde før. Vi glædede os alle til at kramme de nærmeste, drikke fadøl til festivaler og vende tilbage til en mere normal hverdag.

Her mod slutningen af februar er optimismen sværere at spore. For selvom vaccinerne er begyndt at blive tilbudt til sårbare og frontpersonale, så har 2021 også budt på en tiltagende kritik af EU´s vaccinationshåndtering. Både EU-skeptikere og -tilhængere har været ude med riven.

Men er kritikken berettiget? Og hvilke dele af strategien har slået fejl? Søren Søndergaard, Enhedslistens EU-ordfører, og Nikolaj Villumsen, Enhedslistens medlem af EU-parlamentet, kommer her med deres perspektiv på EU´s vaccinehåndtering.

Søren Søndergaard, er EU´s vaccinehåndtering en succes eller fiasko?

– Der er mange aspekter i det her spørgsmål, men jeg mener, at EU´s vaccinehåndtering indeholder mange problematiske elementer.

Lige nu ser vi, at man udruller vaccinationen langt hurtigere i USA, Storbritannien og Israel, end man gør det i EU. Vi skal dog lige huske nuancerne her. Eksempelvis fik Storbritannien et forspring, fordi de nødgodkendte vaccinen, hvor EU ventede på, at (EMA Det Europæiske Lægemiddelagentur, red.) skulle godkende. Det var ikke nødvendigvis en forkert beslutning, for det sikrer, at hvis noget går galt med vaccinen, så hænger regningen på vaccineproducenterne. I Storbritannien hæfter staten, hvis noget går galt. Det kan blive dyrt, selvom det er usandsynligt, at det sker.

Så hvor har EU begået fejlene?

– Der, hvor EU er gået galt i byen, er formentlig med kontrakterne. Det er yderst kritisabelt, at vi i kontrakten med eksempelvis AstraZeneca kan se, at de er forpligtet til at gøre deres bedste, men ikke i hårde vendinger, når det kommer til timing og mængder af de leverede vacciner.  Det hænger i hvert fald sammen med de seneste meldinger fra flere producenter om, at de ikke kan levere det lovede til tiden.

Så du mener, at vi havde stået et bedre sted, hvis EU havde sikret mere forpligtende formuleringer i kontrakterne?

– Ja, det tyder det på. Men jeg kan jo ikke svare helt skråsikkert, for vi må ikke se kontrakterne. Det har taget lang tid og meget pres, at få offentliggjort de første kontrakter, som EU-Kommissionen har indgået med producenterne. Men der er stadig enormt meget indhold, der er overstreget i de offentliggjorte versioner.

EU-Kommissionen halter enormt meget efter, når det kommer til transparens i kontraktindgåelsen. Det besværliggør debatten. Det ser jeg som et stort demokratisk problem, fordi det skærmer fra kritik af konkrete forhold i kontrakterne.

Nikolaj Villumsen, er du grundlæggende enig i Søren Søndergaards kritik af EU´s vaccinehåndtering?

– Søren har fat i noget rigtigt med kontrakterne. Et andet meget kritisabelt element er, at EU har hamstret vacciner. Det gør det svært for verdens middel- og lavindkomstlande at få vaccineret deres borgere. Læger Uden Grænser påpeger, at de sidste indbyggere i verdens 92 middel- og lavindkomst lande først vil være vaccineret i 2024. Samtidig har EU sikret 2,2 milliarder vacciner til 500 millioner indbyggere.

Det er vaccinenationalisme, hvilket jeg grundlæggende finder usolidarisk.

Lige nu ser vi vel en global mangel på vacciner. Er det ikke det, der gør, at verdens fattigste lande ikke får vacciner nok, og ikke at de rige lande og EU har hamstret?

– Det er rigtigt, at vi også mangler vacciner i Danmark og EU. Derfor presser vi i Enhedslisten også generelt på for, at overskudsdoser bliver givet videre, når EU´s befolkning er vaccineret. Men det vigtigste lige nu er, at vi får en midlertidig fritagelse for patenterne. Lige nu blokerer patenterne for, at vi kan få yderligere gang i produktionen af vacciner. EU og andre rige lande har stillet sig i vejen for at suspendere patenterne indtil nu, men vi kæmper videre.

Hvordan vil et opgør med patenterne helt konkret hjælpe?

– Det er klart, at hvis der kun er en hvis mængde kage, så kommer der til at blive kamp om krummerne. Vi foreslår at suspendere patenterne, så vi kan udvide produktionen. Det vil gøre kagen større og gøre op med idéen om, at det her er et nulsumspil.

Vi skal også huske, at ingen er sikre, før alle er sikre. Det er ikke kun solidarisk at sikre vacciner til de fattigere lande. Det medfører også, at sygdommen får svære vilkår for at mutere, fordi den bliver mindre udbredt.

Du er ikke den første fra Enhedslisten, der rejser udfordringerne med patenterne. Kritikere har dog en række modargumenter. Bl.a. at patenterne sikrer mulighed for at tjene på vaccinerne, hvilket er vores sikkerhed for, at produktionen kommer til at gå hurtigt. Hvad siger du til det?

– Vi står midt i en global pandemi, der koster menneskeliv hver eneste dag. Mange mistrives og verdensøkonomien er presset hårdt. Med andre ord så skal vi så hurtigt ud af det her som muligt. Det gør vi kun ved at sætte alt produktionskapacitet i gang, hvilket kræver et opgør med patenterne. Lige nu må prioriteten være vacciner til alle og ikke medicinalindustriens profit. Vi må se på en fair kompensation til virksomhederne, hvis vi ophæver patenterne. Der er så massivt behov for vacciner, at medicinalindustrien nok skal få sit i den her proces.

Et andet modargument er, at produktionskapacitet slet ikke er til stede i de fattigere lande, hvilket vel gør forslaget til symbolpolitik?

– Lige nu er AstraZeneca ved at undersøge muligheden for at indgå en aftale med Indien om, at deres vaccine skal produceres i Indien, som så sendes til Storbritannien og EU. Det viser, at man har produktionskapacitet ude i verden. Indien og Sydafrika har også foreslået suspension af patenterne, så man kan producere midlertidigt, men det har EU været med til at blokere for.

Så der er produktionskapacitet derude og lande, der efterspørger indsigt i vaccineopskrifterne. Og hvis vi suspenderer patenterne, vil aktører også blive klogere på, om de rent faktisk kan byde ind. Det er jo svært at vide, om du kan lave en vaccine ud fra en opskrift, som du ikke har set.

Søren Søndergaard, det ser ud til at Kina og Rusland er i offensiven med at tilbyde deres vacciner rundt omkring i verden. Er der gået geopolitik i vaccinationen?

– Det er der helt sikkert. Sikkerhedspolitiske aspekter fylder mere og mere, er min vurdering. Lige nu ser vi et EU og andre rige lande i Vesten, der er tøvende med at være solidariske med Det Globale Syd. I en situation hvor der er desperat brug for vacciner, kommer de fattigste lande ikke til at vente på, at de mest demokratiske lande er har vaccineret alle og er klar til at være solidariske. Så de kommer til at sige ja tak til Kina og Ruslands vacciner, hvilket allerede er begyndt at ske.

Hvilke konsekvenser tror du, det kan have?

Rusland og Kina står bestemt ikke for demokrati, og der er slet ingen tvivl om, at de også bruger vaccinerne til at bygge alliancer og afhængighed. Det lover jo ikke særlig godt for demokrati og menneskerettigheder i et globalt perspektiv.

For nyligt sagde Martin Lidegaard (fra Radikale Venstre red.), at grunden til at EU halter på infrastrukturen i vaccinedistributionen er, at EU ikke har særligt meget kompetence på sundhedsområdet. Kalder corona-pandemien her ikke på, at vi får en overnational overbygning på sundhedsområdet gennem EU?

– Nej, det vil være en stor fejl. EU-Kommissionen har siden 2011 anbefalet medlemsstaterne at skære ned på sundhedsvæsenet hele 63 gange. EU har selv været med til at sikre de forringelser af velfærden, der har kostet EU-borgeres liv under pandemien.

Det er et klassisk svar fra EU-tilhængerne, at en fejl i EU-systemet skal løses med mere EU. Men det bør ikke være den automatiske reaktion. Vi skal se på, om det konkrete giver mening at samarbejde yderligere om. Det mener jeg ikke er eksemplet her. I Danmark har vi ikke haft problemer med infrastrukturen, når det kommer til at få vaccinen ud. Andre lande skal opbygge en stærk offentlig sektor, hvilket bliver svært, hvis EU anbefaler borgerlige sparekrav på den offentlige sektor. En stærk velfærdsstat er løsningen på kompetent og effektiv distribution.

Har EU-Kommissionen slet ikke gjort noget rigtigt i den her proces?

– Vi kan kun gætte på, hvordan det ville være gået, hvis EU-Kommissionen ikke var blevet sat for bordenden. Så jeg vil nødig spekulere for meget. Internt mellem EU-landende har man sikret, at det ikke blev alles kamp mod alle. Det er en fordel, men idealt burde endnu flere lande jo også have været med her. I Europa er der 49 lande i alt. Verden er mere end EU.

Manglende transparens, ringe kontrakter og vaccinehamstring kombineret med beskyttelse af patenterne for medicinalindustriens vindings skyld, er alle meget kritisable forhold. Og så er EU´s vaccinenationalisme en reel sikkerhedspolitisk problematik. Men jeg håber da, at EU-Kommissionen kommer efter det. Der er altså liv på spil her.