Nyhed Kemi

Godt at aftale fremtidssikrer EU’s kemikalieagentur ECHA

Per Clausen har været med til at forhandle nye regler for EU's kemikalieagentur, regler der styrker kampen mod farlige kemikalier.

Pelle Christy Geertsen

Overordnet set er det en god aftale der nu er forhandlet hjem mellem EU-landene og EU-Parlamentet, om fremtiden for EU’s kemikalieagentur, ECHA. Sådan lyder vurderingen fra Enhedslistens EU-Parlamentariker Per Clausen, der er Venstrefløjens forhandler i spørgsmålet:

Overordnet set er aftalen om EU’s kemiagentur god, ikke mindst fordi der er klare styrkelser af agenturet, og fordi man fremtidssikrer bl.a. dets budget. Det er vigtigt, ikke mindst i en tid hvor vi desværre ser EU søge at afregulere en lang række områder, herunder kemikaliepolitik, som jo netop er et punkt hvor vi rent faktisk har behov for mere og ikke mindre lovgivning.

Behov for styrkelse

For Per Clausen har udgangspunktet for arbejdet hele tiden været, at der var behov for at styrke EU’s kemikalieagentur. Det gælder alt fra bedre sikkerhed for agenturet i form af flerårige budgetter til bedre involvering af civilsamfundets eksperter i de forskellige rådgivende organer der benyttes og bedre åbenhedsregler. Han mener agenturet er essentielt for en række af de kampe der skal kæmpes i de kommende år:

Hvad enten vi taler om kampen for et PFAS-forbud, eller indsatsen mod de mange skadelige stoffer på arbejdsmarkedet der stadigt er helt uden EU-grænseværdier, så er et stærkt kemikalieagentur helt fundamentalt.

Vi er nødt til at sikre at vi har gode, videnskabelige og uafhængige vurderinger af de stoffer vi har med at gøre – så det ikke blot er kemiindustriens lobbyister der dikterer det hele. Det er netop det, som ECHA er med til at sikre.

Mere åbenhed

Som følge af forhandlingerne skal ECHA også bringes på linje med resten af EU-institutionerne når det gælder åbenhed og møder med industriens lobbyister. Det er et punkt Per Clausen ikke forstår, at man hidtil har været undtaget for:

Nogle gange er de sejre man henter hjem i EU-systemet af den slags hvor man tænker ”hvordan faen kan det være det ikke allerede ER fikset?”. At kemiagenturet bør følge de samme åbenhedsregler som resten af EU-systemet er et godt eksempel. Men det vigtige er, at vi nu rent faktisk får tacklet det store hul der har været, og sikret en opstramning af åbenhedsreglerne.

EU-Parlamentet får adgang til videnskabelig rådgivning fra ECHA

En anden klar sejr i aftalen er ifølge Per Clausen at EU-Parlamentet nu kan bede ECHA om videnskabelig rådgivning uden at gå via EU-Kommissionen. Det er noget han mener klart vil styrke både EU-Parlamentet og fremtidig lovgivning mod skadelige stoffer:

At vi nu får adgang til direkte videnskabelige råd fra kemikalieagenturet, vil helt klart styrke vores arbejde. Det betyder dels at vi ikke er afhængige af EU-Kommissionens prioriteter, dels at vi langt bedre kan presse på, f.eks. på et punkt som PFAS, selv når vi er oppe imod kemilobbyens mange lobbyister. Så det er klart en af vores sejre i forhandlingerne.

Mere om sagen

Du kan læse mere om sagen, og reaktion fra Per Clausen, her:

 

Tilmeld Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev Øropa og modtag automatisk de vigtigste EU-nyheder



image linking to enhedslisten twitter feed

Tilmeld Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev Øropa og modtag automatisk de vigtigste EU-nyheder

Læs mere om

Europæisk Venstrefløjsalliance

Her kan du læse den politiske platform for den Europæiske Venstrefløjsalliance.

Læs mere
image linking to enhedslisten twitter feed