Nyhed Vestsahara

Forkasteligt at EU-Kommissionen vil lave ny aftale med Marokko, der bryder med både EU og international lov

På trods af at EU-domstolen hele 10 gange har sagt, at EU ikke må indgå handelsaftaler med Marokko der dækker det ulovligt besatte Vestsahara, prøver EU-Kommissionen nu på at gøre det igen.

EU har i årevis - på ulovlig vis - tilranet sig naturressourcer fra det besatte Vestsahara via aftaler med besættelsesmagten Marokko. Det er blevet mødt med fordømmelse og protester. (Foto: Katinka Klinge)
Pelle Christy Geertsen

Absurd, forkastelig og et kæmpe tillidsbrud. Sådan beskriver Enhedslistens EU-Parlamentariker Per Clausen nyheden om, at EU-Kommissionen har forhandlet endnu en aftale med Marokko, der defacto anerkender og belønner landets årtier lange ulovlige besættelse af Vestsahara.

Hans reaktioner falder efter det er kommet frem at EU-Kommissionen i stilhed, væk fra både offentlighedens og EU-Parlamentets opmærksomhed, har forhandlet en ny og kontroversiel aftale med Kongeriget Marokko. En aftale der også omfatter varer fra Vestsahara. Han siger bl.a.:

Det er intet mindre end absurd, at EU-Kommissionen i praksis vælger at ignorere en række tidligere domme der siger, at de aftaler Kommissionen indgår med Marokko IKKE må omhandle det ulovligt besatte Vestsahara. Det viser en afgrundsdyb mangel på respekt, både for international lov, for besatte folk – og for EU’s egen domstol.

Han fortsætter med at understrege at det efter hans mening i teorien burde være nok til et mistillidsvotum mod EU-Kommissionen:

Hvis det ikke var fordi vi allerede har stillet mistillid til EU-Kommissionen, ville jeg mene at det her alene skulle være nok til at kræve at Kommissionens konservative leder skal forklare sig.

Et læk trak kontroversiel aftale frem i lyset

Per Clausens kommentarer kommer efter organisationen Western Sahara Resource Watch tidligere i dag kunne afsløre et lækket EU-dokument, der viser EU-ledelsens planer om at fortsætte handelen med produkter fra det besatte Vestsahara. Dette, på trods af at det er i direkte strid med flere af EU-Domstolens tidligere afgørelser.

Som om det ikke var nok. ser det endda ud til at EU-landene skal stemme om at godkende den nye handelsaftale med Marokko, allerede onsdag den 1. oktober – og dermed uden tid til offentlig debat. Det mener Per Clausen er helt forkert, ikke mindst fordi den kontroversielle aftale ser ud til helt klart også at skulle dække produkter fra det ulovligt besatte Vestsahara – men uden at have opnået samtykke fra de oprindelige beboere af området, Saharawierne. Enhedslistens Per Clausen tøver ikke med at kalde det, for forkasteligt:

Jeg synes det er dybt forkasteligt, at det ser ud til E-Kommissionen stille og roligt har forhandlet en aftale det ganske enkelt tilsidesætter og ignorerer hele ti på hinanden følgende domme fra EU-Domstolen. Domme, der hver især har bekræftet det saharawiske folks ret til selvbestemmelse.

Sidste år annullerede EU- Domstolen den forrige aftale

Med til historien, og noget som Per Clausen mener understreger hvor slem EU-Kommissionens handlinger er, hører at det er mindre end ét år siden, EU-domstolen sidst udtalte sig om sagen. Det skete den 4. oktober 2024, hvor EU-Domstolen klart annullerede anvendelsen af ​​2019-handelsaftalen mellem EU og Marokko når det gjaldt Vestsahara. Begrundelsen var dengang, som det i øvrigt har været før, at det saharawiske folk ikke havde givet deres samtykke. Domstolen gav dengang EU en frist på et år – indtil den 4. oktober 2025 – til at bringe sine handlinger i overensstemmelse med international lov. Netop derfor mener Per Clausen også at det er grotesk, at EU-Kommissionen i stedet synes at gå efter at gentage den ulovlige aftale:

Jeg synes det er grotesk at EU-Kommissionen, i stedet for at efterkomme den dom, i stedet har øget indsatsen og genforhandlet den præcis samme type aftale med Marokko som EU-Domstolen tidligere har annullere – og endnu en gang med reel udelukkelse af saharawierne. Det går stik imod den linje EU ellers ynder at tale op, om at international lov og almene retsstatsprincipper skal overholdes.

Klar opfordring til det danske EU-formandskab

Netop fordi den nye aftale ser ud til, endnu engang, reelt set at ignorere både international lov og EU’s egne dommere, mener Per Clausen at Danmark, i kraft af EU-formandskabet, bør træde i karakter. Han kommer i den forbindelse med en klar opfordring til Statsministeren:

Mette Frederiksen og den danske regering er tit – og med rette – glade for at tale om vigtigheden af, at overholde international ret og ikke acceptere militær ekspansion. Derfor vil jeg også på det kraftigste opfordre Danmark – som jo lige nu har EU-formandskabet – til at arbejde for at forkaste aftalen af principielle årsager.

Han fortsætter:

Derefter mener jeg naturligvis også at EU-landene klart bør fortælle EU-Kommissionen, at reaktionen på at EU-domstolen siger at noget ikke er lovligt, ganske enkelt ikke kan være at prøve at gentage det forkastede. Det er jo en tilgang til retssystemet der er Viktor Órban værdig.

Mere om sagen

Du kan læse mere om den kontroversielle aftale med Marokko – og Per Clausens reaktion – her:

 

Tilmeld Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev Øropa og modtag automatisk de vigtigste EU-nyheder



image linking to enhedslisten twitter feed

Tilmeld Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev Øropa og modtag automatisk de vigtigste EU-nyheder

Læs mere om

Europæisk Venstrefløjsalliance

Her kan du læse den politiske platform for den Europæiske Venstrefløjsalliance.

Læs mere
image linking to enhedslisten twitter feed