Nyhed

Efter topmøde: EU´s statsledere har ikke ændret holdning til suspension af vaccine-patenterne

EU-topmødet er overstået. Der er ingen meldinger om, at EU´s statsledere har ændret holdning til midlertidigt at suspendere patenterne på corona-vaccinen. Dermed blokerer EU stadig suspensionen.

De intellektuelle rettigheder på corona-vacciner består trods fortsat pres for midlertidig suspension (Foto: EU Rådet)
Christian Schmidt Jacobsen

Mødet mellem EU´s stats- og regeringschefer startede i går og sluttede i dag. Vi kan konkludere, at EU stadig er med til at blokere for en midlertidig suspension af patenterne på corona-vaccinen trods pres fra flere sider.

Ny rapport: 50 yderligere gode forslag som vi ikke må gennemføre for EU

I en ny rapport afdækker Enhedslisten for anden gang 50 eksempler på, hvordan EU begrænser Danmark i at gennemføre grøn og social retfærdig politik. Find rapporten her.

Corona på dagsordenen

Det største og vigtigste punkt på dagsordenen har været håndteringen af coronapandemien. Her fyldte især de nye mutationer og vaccineudrulningen meget. EU´s vaccineudrulning har været under hård kritik, fordi EU er langt efter eksempelvis USA, Storbritannien og Israel, når det kommer til, hvor mange procent af borgerne, der har fået vaccinen.

Det har fået den danske statsminister, Mette Frederiksen, til at sende et brev til formanden for Det Europæiske Råd, Charles Michel, forud for mødet. Brevet er sendt sammen med statslederne fra Litauen, Spanien, Polen og Belgien. I brevet opfordrer de fem statsledere EU til at forøge vaccineproduktionen ved at bygge nye fabrikker og omlægge allerede eksisterende til vaccineproduktion.

Uenighed om suspension af patenterne

Mette Frederiksen og regeringen har herhjemme været sat under pres af blandt andre Enhedslisten samt en række NGO´er, der ønsker en midlertidig suspension af patenterne gennem WTO.

På et møde i folketingets Europaudvalg onsdag bifaldt Søren Søndergaard fra Enhedslisten Mette Frederiksens initiativ i brevet forud for topmødet, men han gentog også partiets krav om, at patenterne bør suspenderes midlertidigt gennem WTO.

Søndergaard referer til, at WTO gennem TRIPS-reguleringen har mulighed for at suspendere patenter midlertidigt. Det har Indien og Sydafrika tidligere foreslået i WTO-regi. Forslaget blev blokeret af EU og andre rige lande som USA, Storbritannien, Canada og Japan.

TRIPS-aftalen

TRIPS står for Agreement on Trade Related Aspects of Intellectual Property Rights. Aftalen fastsætter regler for beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder mellem WTO-landene.

Hensigten med suspensionen af patenterne er, at det skal lede til en merproduktion af vacciner, som kan komme de fattigere dele af verden til gode. For mens vi herhjemme er begyndt at vaccinere, så har undersøgelser peget på, at de fleste lavindkomstlande først vil være færdige med at vaccinere, når vi skriver 2024 i kalenderen.

Det har sat kritikken i gang. I et brev til statsministeren opfordrer 14 civilsamfundsorganisationer til, at man lytter til Indien og Sydafrikas forslag. Underskriverne af brevet tæller blandt andre Global Aktion, Amnesty International og Mellemfolkeligt Sammenvirke. Indtil nu er den danske regering og EU dog mere lydhør overfor medicinalindustriens modargumenter.

Der er nemlig indtil nu ingen meldinger om, at EU´s holdning har ændret sig efter topmødet. Det skuffer Søren Søndergaard.

– Jeg er glad for, at statsministeren er var mere lydhør på Europaudvalgsmødet i forhold til patentspørgsmålet end tidligere. Men for nu har EU ikke ændret holdning, så vi må kæmpe videre, siger han.

Hele diskussionen mellem Mette Frederiksen og Søren Søndergaard i folketingets Europaudvalg kan ses her.

Tilmeld Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev Øropa og modtag automatisk de vigtigste EU-nyheder



image linking to enhedslisten twitter feed

Tilmeld Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev Øropa og modtag automatisk de vigtigste EU-nyheder

Læs mere om

ENHEDSLISTEN I EU-PARLAMENTET

Nikolaj Villumsen er Enhedslistens medlem af EU-Parlamentet. Her kæmper han for et rødt, grønt og demokratisk Europa.

Læs mere
image linking to enhedslisten twitter feed