Enhedslisten har sammen med Venstrefløjsgruppen fremsat en række ændringsforslag, der skarpt fordømmer Israels handlinger i Gaza og opfordrer EU til at tage konkrete skridt for at stoppe menneskerettighedskrænkelserne og håndhæve international lov. Forslagene fremhæver Israels krigsforbrydelser og folkemord, herunder ulovlige bosættelser, tvangsforflyttelser af palæstinensere og kollektiv afstraffelse af civilbefolkningen.
Forslag om stop for våbeneksport
Et centralt krav i ændringsforslagene er en øjeblikkelig og permanent våbenhvile samt et stop for al våbeneksport til Israel. Enhedslisten kræver, at EU fuldt ud overholder sin egen fælles position fra 2008 om våbeneksport, som forbyder eksport af militært udstyr til stater, der begår alvorlige brud på menneskerettighederne og international humanitær lov. Israels systematiske angreb på civile mål, brug af kemiske våben, angreb på hospitaler og blokering af humanitær hjælp udgør klare krænkelser af Genèvekonventionerne, hvilket forpligter EU til at handle.
Forbuddet mod våbeneksport til Israel, gælder netop den danske regering, der forsat leverer våbendele til Israel gennem F-35 samarbejdet. Danwatch har kunne fortælle, hvordan dansk-udrustede F-35-kampfly har været afgørende i bombekampagnen over Gaza. Derfor understreger vi i vores ændringsforslag, at medlemsstater, der fortsætter med at levere våben til Israel, risikerer at blive retsforfulgt ved Den Internationale Domstol (ICJ) for medvirken til folkedrab, i overensstemmelse med FN’s Konvention om Folkedrab.
Suspension af associeringsaftalen
Derudover opfordrer Enhedslisten sammen med Venstrefløjsgruppen i vores ændringsforslag til en øjeblikkelig suspension af EU-Israel-associationsaftalen, da den ifølge aftalens artikel 2 er baseret på respekt for menneskerettighederne. Med Israel nu anklaget for folkedrab ved ICJ, kan EU ikke fortsætte samarbejdet uden at underminere sine egne værdier og internationale forpligtelser.
Enhedslisten og Venstrefløjsgruppen, stiller også Ændringsforslag, der understreger støtte til de nylige retslige skridt taget af ICJ og ICC, herunder arrestordrerne udstedt mod Israels premierminister Benjamin Netanyahu, tidligere forsvarsminister Yoav Gallant samt Hamas-lederen Mohammed Deif. Gruppen understreger, at alle EU-medlemsstater er juridisk forpligtede til at anerkende og håndhæve disse arrestordrer, da de er en del af Romstatutten.
Genopretningsproces for Palæstina
Endelig kræver Enhedslisten sammen med Venstrefløjsgruppen en genopretnings- og reparationsproces for Palæstina, der indebærer en fuldstændig afslutning på besættelsen, tilbagelevering af besat land og en ret til tilbagevenden for de palæstinensere, der er blevet fordrevet siden 1948. Her understreger vi, at en retfærdig og varig fred kun kan opnås gennem en fuld anerkendelse af palæstinensernes ret til selvbestemmelse og et stop for den israelske apartheidpolitik.
Disse ændringsforslag er afgørende for at sikre, at EU ikke forbliver passiv i lyset af alvorlige brud på folkeretten og menneskerettighederne. Alligevel blev de alle sammen stemt ned af at stærkt højredrejet parlament. Enhedslisten og Venstrefløjsgruppen vil forsat insistere på, at EU må tage ansvar og aktivt arbejde for en løsning, der respekterer folkeretten og beskytter den palæstinensiske befolkning i det vedvarende folkedrab, og vi arbejder lige nu på, at rejse en resolution der fordømmer folkedrabet i Palæstina i plenarsamlingen.