Nyhed Gaza

Enhedslisten i EU stiller forslag om at suspendere EU’s associeringsaftale med Israel

Sammen med politikere fra Venstrefløjsgruppen og de Grønne, fremsætter Enhedslisten i EU forslag om at EU øjeblikkeligt skal suspendere associeringsaftalen med Israel.

Foto: The Left
Pelle Christy Geertsen

Træt af de manglende konsekvenser overfor Israels gentagne overtrædelser af international ret, fremsætter Enhedslistens Medlem af EU-Parlamentet, Per Clausen, sammen med flere kollegaer nu et reelt beslutningsforslag om at suspendere EU’s såkaldte associeringsaftale med Israel. Det er en aftale der bl.a. giver Israel gunstige forhold i forhold til EU, herunder når det gælder handel. EU aftager da også mere end en fjerdel af Israels eksport. Om forslaget siger han:

Set i lyset af Israels klokkeklare overtrædelser af både ånd og bogstav i aftalen med EU, foreslår vi nu at EU øjeblikket suspenderer aftalen. Det er både hurtigere og lettere at gøre, end at aflyse aftalen helt. Samtidigt gør det det muligt at genoptage aftalen, når Israel begynder at følge international lov.

Ikke uden risiko

Per Clausen er fuld af håb for, at forslaget rent faktisk kan vedtages, selv om intet er sikkert. Han forklarer at hvor han tidligere var sikker på at EU-Parlamentets højreorienterede grupper, herunder den store, konservative EPP-gruppe, ville blokere for det, er der nu en åbning. Flere og flere EU-lande, herunder eksempelvis Frankrig, åbner nemlig nu op for, at Israels handlinger skal få konsekvenser:

Det at flere og flere EU-lande, selv dem der traditionelt set ikke har villet gøre noget, er ved at vågne til dåd, giver mig håb om at vi har en god chance for at få vores forslag igennem EU-Parlamentet. Derfor arbejder vi nu på at skabe opbakning til det i de forskellige politiske grupper.

Kort og præcist beslutningsforslag

Beslutningsforslaget er, ikke mindst for kendere af EU’s ofte lange og komplicerede tekster, usædvanligt både kort og præcist. I tillæg til nogle henvisninger til Israelske overgreb og relevante dele af selve associeringsaftalen, blot to punkter:

1. opfordrer Rådet til straks at suspendere associeringsaftalen mellem EU og Israel i overensstemmelse med aftalens artikel 82;

2. opfordrer EU’s institutioner og medlemsstater til at træffe effektive og uopsættelige foranstaltninger for at tilvejebringe en øjeblikkelig og varig våbenhvile i Gazastriben, garantere den palæstinensiske befolkning omgående adgang til humanitær bistand og anerkende staten Palæstina i overensstemmelse med de relevante FN-resolutioner.

At teksten er så kort og klar forklarer Per Clausen ikke mindst som følger:

Det der er behov for, er at vi fra EU-Parlamentets side sender et klart signal om, at vi er os vores rolle som EU-systemets demokratiske vagthund bevidst. Det gør vi ved at pointere at Israel har gjort adskillige ulovlige ting, men uden at liste dem allesammen, ved at pointere hvad aftaleteksten giver af muligheder – og med basis i det, udstikker en klar kurs.

Betydning for det danske EU-formandskab

Hvis EU-Parlamentet vedtager at Associeringsaftalen skal suspenderes vil det kunne påvirke de diskussioner der skal tages under det danske EU-formandskab. Per Clausen understreger i den forbindelse at Danmarks regering derfor lige så godt kan indstille sig på, at, hvad enten den måtte ønske det eller ej, kommer den til at skulle tage stilling til spørgsmålet:

Det er klart, at hvis vores forslag kommer igennem, så bliver det under Danmarks formandskab for EU – og dermed skal regeringen også spille en rolle, hvad enten den vil det eller ej. Selv hvis det ikke sker, slipper regeringen dog ikke. Dels vil det blive taget op igen og igen i EU-Parlamentet, dels vil flere og flere EU-lande være med til at presse på.

En test af EU’s værdier

For Per Clausen handler sagen også om, hvorvidt EU kan leve op til signe egne ord. Både hvad der kommunikeres til andre lande, men også hvad EU’s egne borgere og politikere får at vide. Han mener det er en test af EU’s værdier, for, som han spørger, hvis ikke når der er krigsforbrydelser involveret, hvornår er nok så nok for EU:

Hvis ikke vi kan suspendere en associeringsaftale med et land der af respekterede internationale organer beskyldes for gentagne og igangværende krigsforbrydelser, og hvor premierministeren har fået udstedt en arrestordre mod sig af den Internationale Straffedomstol – hvornår kan vi så?

Per Clausen afslutter:

På den måde er det også EU’s troværdighed der er på spil – både internt og eksternt. Hvis ikke vi handler mod Israel nu, sender vi et klart signal om, at selv ikke udrensning, annekteringstrusler og tilbageholdelse af nødhjælp kan få os til at gøre noget så simpelt som at begrænse handelspræferencer.

Beslutningsforslaget om suspendering af associeringsaftalen kan findes her.

Mere om sagen

Du kan læse mere om sagen og diskussionerne om at suspendere aftalen her:

Per Clausens tale i EU-Parlamentet

Herunder kan du se Per Clausens tale i EU-Parlamentet fra den 21. maj 2025 – om hvad EU bør gøre, som reaktion på situationen i Gaza

 



image linking to enhedslisten twitter feed

Tilmeld Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev Øropa og modtag automatisk de vigtigste EU-nyheder

Læs mere om

Europæisk Venstrefløjsalliance

Her kan du læse den politiske platform for den Europæiske Venstrefløjsalliance.

Læs mere
image linking to enhedslisten twitter feed