Når EU-Parlamentet skal til at høre kandidaterne til den næste EU-Kommissionen bliver det med en forhastet tidsplan, der grænser til det urealistiske – og det møder kritik fra Enhedslistens Per Clausen.
Enhedslistens Medlem af EU-Parlamentet mener ikke der kommer noget godt ud af at haste kandidathøringerne igennem og udtaler:
Den næste EU-Kommissionen bliver næppe bedre af at blive hastet igennem, i stedet for at afsætte nok tid til en ordentlig høringsproces. Jeg tror heller ikke just at en forhastet proces vil hjælpe på EU’s image.
Den fremlagte tidsplan forudser at kandidaterne svarer på skriftlige spørgsmål inden 22. oktober, mens der er høring af kandidaterne i uge 45 og 46, evaluering i uge 47 og en afstemning i hele EU-Parlamentet uge 48.
En alternativ tidsplan der, på papiret, ville have set høringer i uge 42 og en afstemning om Kommissionen i uge 43, blev allerede tirsdag den 1. oktober afvist af EU-Parlaments udvalgsformænd.
Per Clausens kritik kommer efter at medlemmer af EU-Parlamentets JURI-udvalg, der først skal undersøge kandidaterne for potentielle interessekonflikter, har kritiseret at der ikke er nok tid eller ressourcer sat af til den del af høringsprocessen.
En useriøs tidsplan
Per Clausen peger på, at den fremlagte tidsplan nærmest fra starten står til ikke at holde, da der ikke er indbygget tid til en eventuel anden høringsrunde for nogle af kandidaterne, noget han kalder surrealistisk:
Jeg må sige, at jeg finder diskussionerne lidt surrealistiske – fordi de kun tager udgangspunkt i det teoretiske scenarie, at der slet ikke findes problemer med nogle af kandidaterne, og at der blot skal siges ja og klappes. Men sådan kommer det jo næppe til at gå.
Han fortsætter med en påmindelse om at EU-Parlamentet næsten altid ikke blot finder større problemer ved flere af kandidaterne, men også ender med at afvise en eller flere af dem:
Jeg vil sige det sådan, at det vil overraske mig meget hvis denne EU-Kommission går igennem uden problemer – for der plejer aldrig at være tilfældet. Skulle det gå hen og ske, så vil det i så fald være første gang i mindst 20 år.
Per Clausen fortsætter:
Derfor er det heller ikke hverken seriøst eller realistisk at have en tidsplan hvor man ikke på forhånd har sat tid af, til at have en anden høringsrunde af de mest problematiske kandidater. Og hvis vi er ærlige, så er der jo flere imellem der, som minimum, skal kigges endnu nærmere efter i sømmene.
Ikke bange for forsinkelser
Slutteligt gør Per Clausen det klart at han ikke giver meget for dem der mener man er nødt til at haste godkendelsen af EU-Kommissionen igennem.
Jeg tror godt at EU kan vente en måned eller halvanden længere på den nye EU-Kommission uden at der sker det store. Dels vil det jo ikke være første gang der kommer sådan en forsinkelse, dels må jeg også bare sige at jeg ærlig talt vægter den demokratiske kontrol højere end tilfældige kalenderønsker.
Kampen om høringerne – og Dan Jørgensen
Det er ikke blot tidsplanen for, hvornår de enkelte kandidater skal høres der skaber debat internt i EU-Parlamentet – også spørgsmålet om hvem der skal høre dem skaber intern uenighed.
Danmarks kandidat, Dan Jørgensen er en af dem der er blevet kæmpet om.
Det første udkast til høringer foreslog nemlig, på trods af at Jørgensens portefølje også indeholder boligspørgsmålet, at gøre Industri og Energiudvalget (ITRE) til det eneste udvalg med fuld høringsret, mens det indflydelsesrige Beskæftigelses og Socialudvalg (EMPL) kun ville blive inviteret til at stille ét skriftligt og ét mundtligt spørgsmål.
Den plan blev dog udfordret af EMPL-udvalgets formand, Finske Li Andersson fra Venstrefløjsgruppen, og konflikten endte med at komme til debat i Parlamentets Formandskonference. Det er en sejr Per Clausen mener er vigtig, for som han påpeger ville det have været hen i vejret ikke at inkludere EMPL-udvalget ordentligt:
At høre en boligkommissær uden ordentlig inddragelse af udvalget med ansvar for det sociale ville have været helt hen i vejret. Det ville jo nærmest have betydet at Dan Jørgensen ville blive centralvarmekommissær. Derfor er jeg også glad for, at vores udvalgsformand tog den kamp – og vandt den.
Per Clausen siger afsluttende at han ser frem til at være med til at høre Dan Jørgensen, også i beskæftigelsesudvalget:
Jeg ser frem til at høre Dan Jørgensen, også i EMPL-udvalget, og der følge op på noget af det, vi allerede har diskuteret. Som Dan også ved, kommer jeg nok til at spørge om, hvornår det stærkt forsinkede asbest-screenings direktiv kommer – og det forventer jeg at få en afklaring på.
Mere om høringsprocessen
Du kan læse mere om høringsprocessen for de kommende EU-Kommissærer – og Enhedslistens reaktion, her:
Altinget, 3. oktober: Slagplanen er lagt: Ny EU-Kommission skal stå klar 1. december.
Altinget DK, 10 oktober: EU-parlamentarikere: Høringsprocessen af den næste EU-Kommission er for svag
Altinget SE, 10 oktober: Utfrågningsprocessen av EU-kommissionärerna måste bli bättre
Desuden kan du også læse en gennemgang af de mange mangler i, hvordan potentielle interessekonflikter for kandidaterne vurderes. Den er udarbejder af Venstrefløjsgruppens med-formand, Manon Aubry – den kan findes her.